Nyborg Gulve får ny medejer – en erfaren herre med 36 år i branchen

0
508

Flemming Rask har 36 års erfaring som gulvmand. Nu søger han nye udfordringer som medejer af Nyborg Gulve

Sony Dsc

Flemming Rask er det nye ansigt udadtil i Nyborg Gulve Aps. Foto: Magnus Terp

Den fire mand store ejergruppe bliver halveret, når Jan Littrup Jensen og Casper Kjær Hansen stopper i Nyborg Gulve efter 7 år.

Nu bliver det en ny mand, der banker på kundernes dør, når de skal have revet de slidte gulvbrædder op og have splinternye på.

Selvom Flemming Rask er den nye i firmaet, er han yderst velbevandret i faget – den nye medejer har nemlig lagt gulve i 36 år. Det vidste medejer Claus Ulrik Mortensen, da de skulle finde en ny kandidat i medejerteamet.

– Vi valgte Flemming Rask, fordi han har mange års erfaring indenfor gulvbranchen. Det er hans måde at tilgå udfordringer på. Mit indtryk er, at han også er rigtig god overfor kunderne. Det skal være en, der kan gavne firmaet, og der faldt valget på ham, siger Claus Ulrik Mortensen.

Flemming Rask skal være ansigtet udadtil og stå for den daglige drift i Nyborg Gulve. Efter mange år som lønmodtager, savnede han nye udfordringer. Selvom han lige skulle have lidt betænkningstid for tilbuddet fra medejerne i Nyborg Gulve, så kaldte rollen alligevel højt nok til et ja.

– Jeg har ikke prøvet det før. Det er nyt, spændende og inspirerende at få lov til at prøve et større ansvar. Jeg har det godt med det. Jeg har været i gulvbranchen i over 36 år, så kan jeg lige så godt få noget ud af det, siger 56-årige Flemming Rask.

Den nye medejer lægger vægt på en ærlig og konkret vejledning.

– Det handler om, hvad der er et godt produkt, og hvad der ikke er et godt produkt. Man går ind i det faglige, og finder ud af, hvad kunden skal have. At snakke med dem. De skal kunne komme igen. Det er det vigtigste for mig, siger Flemming Rask.

Selvom det tilbud, bogføring, opmåling og andre administrative opgaver er nyt for Flemming Rask, så glæder han sig til at give hans eget præg.

– Jeg har prøvet lidt af hvert forskellige steder. Jeg lægger værdi i at skabe med min erfaring, og at jeg kan få lov til at køre firmaet videre med det, jeg har at tilbyde, siger han med sikkerhed i stemmen.

Flemming Rask bor til dagligt med sin hustru og nu, hvor hans to børn er blevet voksne, var der plads i kalenderen til at afprøve evnerne som selvstændig i Nyborg Gulve, for som han selv siger, ’så går der en del timer med det’.

Sony Dsc

Flemming Rask vil til tider være at finde i Nyborg Gulve Aps’ lokaler på Falstervej 5 i Nyborg. Foto: Magnus Terp