Nyborg Kommune ansætter ny Social- og Familiechef

0
585

Iben Hansen  er med virkning fra 1. december 2023 ansat som ny Social- og Familiechef i Nyborg Kommune

Img 2556

Iben Hansen er i dag ansat som Børne- og Familiechef, samt koordinerende chef for den Kommunale Ungeindsats i Aabenraa Kommune. Foto: Nyborg Kommune

Den 30. oktober kunne Nyborg Kommune meddele, at den har ansat en ny Social- og Familiechef i Kommunen med virkning fra 1. december 2023. I nyheden fortæller Iben Hansen, at hun glæder sig til den nye stilling:

-Jeg er utroligt glad og ydmyg over for muligheden for at være Social- og Familiechef i Nyborg Kommune. Jeg glæder mig til at tage de udfordringer op, som på nationalt, regionalt og lokalt plan kommer til at sætte dagsordenen for velfærdsområdet i de kommende år.

Stillingen blev slået op i starten af september. Flere afdelinger i Nyborg Kommune er under ansættelsesstop. Grunden, til at denne stilling alligevel er blevet besat, er at sikre driften i Kommunen, fortæller HR-chef i Nyborg Kommune, Maj-Britt Borg Pedersen:

-Der har været et ekstraordinært og uopsætteligt behov for at besætte denne stilling. Det har også været nødvendigt andre steder i kommunen som for eksempel ydelseskontorer, på socialinstitutioner og i andre borgerrettede funktioner. Dette gør vi for at sikre driften og udvikling i Kommunen.

Iben Hansen er blevet ansat ud fra et felt af 19 ansøgere, som har søgt stillingen.