I starten af marts fik murermester Dann Guld Andersen en kedelig besked fra kommunen: Du har handlet i ond tro og opført en lagerhal uden byggetilladelse. Den ligger for tæt på vejen og skal rives ned
![20240308_132412 20240308 132412](https://www.nyborgavis.dk/wp-content/uploads/2024/03/20240308_132412-scaled-e1713480754777.jpg)
Dann Guld Andersen foran sin lagerhal, som han nu slipper for at skulle rive ned. Foto: Susanne Jølck
Murermester Dann Guld Andersen kan ånde lettet op. Selv om det har været en lang og bekostelig affære, slipper han for at skulle rive sin 123 kvadratmeter store lagerhal ned.
– Det var en dejlig besked at få. Det er jeg glad over, siger Dann Guld Andersen
Det var kommunens afdeling for Teknik, Miljø og Erhverv, som anbefalede politikerne i Teknik- og Miljøudvalget at give Dann Guld Andersen et afslag på en ansøgning om lovliggørelse af et byggeri opført på Siøvej 11. Begrundelsen var, at byggeriet var opført uden byggetilladelse og i modstrid med lokalplanen for området.
På mødet den 5. marts i Teknik- og Miljøudvalget godkendte medlemmerne anbefalingen og indstillede, ”at der meddeles afslag med varsling af påbud om fysisk lovliggørelse med positiv tilkendegivelse for anden placering i overensstemmelse med lokalplanen.”
Med andre ord: Dann Guld Andersen ville få besked på enten at ombygge eller nedrive sin lagerhal for at overholde lokalplanen, da bebyggelsen lå 1,4 meter for tæt på skellet i forhold til midten af vejen, der er en lille blind sidevej til selve Siøvej, en såkaldt stikvej.
![Siøvej 11 foto Siøvej 11 Foto](https://www.nyborgavis.dk/wp-content/uploads/2024/04/Sioevej-11-foto.jpg)
Dann Guld Andersen har sin lagerhal liggende på Siøvej 11; en blind vej til selve Siøvej, en såkaldt stikvej.
I sagsfremstillingen skrev afdeling for Teknik, Miljø og Erhverv endvidere, at ” ejer arbejder indenfor byggebranchen, hvorfor ejer ligeledes burde være velvidende om forseelsen, hvilket forstærker vurderingen om handling i ond tro.”
Dann Guld Andersen var stærkt fortørnet over afgørelsen. Ikke mindst fordi han ikke selv havde hørt fra Nyborg Kommune, men havde fået nyheden overbragt af naboer og kunder, der havde læst om sagen i Nyborg Avis.
Men nu viser det sig, at det er administrationen i Nyborg Kommune, der ikke har haft styr på kommunens lokalplan for området.
Stikvejen, hvor Dann Guld Andersen har sin murerforretning på Siøvej 11, er nemlig smallere end lokalplanen foreskriver. Her står, at vejen skal være 11,5 meter bred.
Men det er den ikke.
Det fandt Dann Guld Andersen ud af, efter han selv havde betalt en landmåler for at måle vejens faktiske bredde. Ifølge landmålerens opmåling er stikvejen kun 9,0 meter bred og ikke 11,5 meter som angivet i lokalplanen.
– Landmåleren var faktisk irriteret over, at han som landmåler ikke kunne finde ud af kommunens lokalplan. Det er da noget rod, siger Dann Guld Andersen
![siøvej 11 kort Siøvej 11 Kort](https://www.nyborgavis.dk/wp-content/uploads/2024/04/sioevej-11-kort.jpg)
Ifølge lokalplanen skulle stikvejen til Siøvej være 11,5 meter bred, men den er kun 9 meter. Dermed er bygningen markeret som garage til venstre for vejen ikke ulovligt opført.
Dann Guld Andersen og hans rådgiver klagede derfor til Planklagenævnet. I klagen argumenterede de for, at den smallere vej gjorde, at byggelinjen i virkeligheden lå tættere på vejens midte end først antaget, og hans lagerhal dermed ikke var ulovligt opført.
Efter klagen, og et møde med Dann Guld Andersen, har medarbejderne i afdelingen for Teknik, Miljø og Erhverv erklæret sig enige i murermesterens argumenter. Afdelingen har derfor helt usædvanligt bedt det politiske udvalg i Teknik og Miljø om at tage sagen op igen som følge af de nye oplysninger. I brevet til Teknik og Miljøudvalget står der blandt andet:
”Vi har som følge af klagen foretaget en nærmere analyse af, hvordan placeringen af lokalplanens byggefelter egentligt skal tolkes. Det viste sig, at byggefelternes placering ikke er helt entydigt formuleret, og vi er som følge heraf endt op med at være enige i deres argumentation. Sagen er derfor blevet genoptaget med henblik på at meddele byggetilladelse til garagen/lagerhallen, der er opført mod vejen”
Christian Bang Korsgaard, der er leder af Miljø og Byggesag forklarer, at lokalplaner bliver skrevet i princippet ud fra et ønske om, hvordan området skal se ud, men det er ikke i alle tilfælde det ender præcist som beskrevet.
– Vi har ikke været vidne om de faktuelle forhold, altså fysiske forhold på stedet. Vi har bare læst lokalplanen, hvor der står, den er bredere. Og ud fra det kunne vi så tolke, hvor bygningerne må placeres. Nu er der kommet en ny oplysning til sagen. Så ændrer det jo billedet, forklarer Christian Bang Korsgaard.
Det er langt fra alle tilfælde, hvor kommunens folk er ude og besigtige forholdene. Som udgangspunkt er det ansøgeren af en byggetilladelse, der har pligt til at komme med de korrekte oplysninger i ansøgningen.
– Det er et hændeligt uheld, at han (Dann Guld Andersen , red.) har søgt i forhold til lokalplanen. Hvis han havde oplyst, at vejen faktisk var smallere, kunne vi have brugt det til at give en dispensation, siger Christian Bang Korsgaard.
Byg nu – søg tilladelse bag efter
Det har været et langt, dyrt og meget frustrerende forløb, siden Dann Guld Andersen første gang henvendte sig til kommunen i december 2019 for at søge om byggetilladelse til at opføre en lagerhal. Han talte med administrationen i begyndelsen af 2020, men så kom coronapandemien.
Ifølge Dann Guld Andersen var det nu svært at komme i kontakt med kommunens folk. Men så fik han en telefonisk besked om, at han bare kunne gå i gang med at bygge, selv om der ikke forelå en byggetilladelse endnu. Så længe han ikke byggede for stort eller for højt i forhold til lokalplanens bestemmelser, kunne de ikke se noget i vejen for, at han gik i gang med at bygge.
Efter byggeriet var færdigt sendte Dann Guld Andersen sidste år en ansøgning til kommunen om en lovliggørende byggetilladelse, som altså blev afvist.
Ud over at bruge meget tid på mange møder og papirarbejde, har det også været dyrt for Dann Guld Andersen. Han anslår, at det har kostet ham næsten 100.000 kroner til artikter, landmåler og rådgiver.
– Det har været dyrt, irriterende og trælst. Jeg havde aldrig prøvet at søge ombyggetilladelse før. Jeg har ikke en skid forstand på det der. Jeg er bare en murer og vil passe min biks, griner Dann Guld Andersen
Ikke mere ond tro
Men det værste for Dann Guld Andersen har været at blive udråbt som en person, der handlede i ond tro.
– De må godt kalde mig dum, men ikke, at jeg var i ond tro; jeg kunne forstå det, hvis jeg havde bygget helt op til skel, men jeg har virkelig prøvet at gøre det rigtige, siger Dann Guld Andersen.
Han undrer sig også over, at kommunen havde konkluderet, at han burde have vidst, at han opførte et ulovligt byggeri, da han arbejder inden for byggebranchen.
– Jeg har været murer, siden jeg blev udlandet i 94, men jeg har jeg aldrig før sendt en ansøgning om byggetilladelse, fortæller Dann Guld Andersen.
I referatet fra mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 5. marts, der kan læses på kommunens hjemmeside Nyborg.dk, står der:
”Hvad angår god tro, vurderes det, at ejeren har handlet i ond tro, hvilket er et tungtvejende hensyn i retshåndhævelsen.”
Begreberne ”god tro” og ”ond tro” er embedsmandssprog, men ordene får let en anden betydning, når de pludselig læses i avisen. Derfor vil Christian Bang Korsgaard da også fremover undgå at bruge begrebet ond tro i tekster, som bliver offentliggjort.
– Det er jo en lovmæssig måde at beskrive ting på, og det er jo fordi, vi taler i faglige termer, når vi beskriver sager til vores udvalg. Men det har vi snakket om sidenhen, at I medier læser jo de ting, som bliver skrevet. Og det kan måske læses forkert af en lægmand. Så vi kommer nok til formulerer det anderledes, fordi det er jo ikke nødvendigvis, at ejeren er ond, siger Christian Bang Korsgaard
Dann Guld Andersen har lært en ting af sin kamp for ikke at skulle rive sin bygning ned.
– Man skal sørge for at få alt skrevet ned, og i hvert fald at være sikker på, at man har en byggetilladelse, inden man begynder at bygge. Det gør det helt meget nemmere.
Dann Guld Andersen mangler nu bare at sende ny anmodning om en lovliggørende byggetilladelse til kommunen – og håbe på, at den ikke også bliver afvist.