Det sker ikke for alle, men det sker for nogle; Hvad der starter i sjov udvikler sig til en regulær afhængighed. Derfor kan børn helt ned i folkeskolealderen blive afvænnet gennem Nyborg kommune
Igennem kurser kan kommunens unge vænne sig af med deres nikotinafhængighed. Foto: Nyborg Avis
De unges brug af nikotinprodukter er ved flere lejligheder blevet dækket af medier landet – især de sidste år. Senest har TV2 Fyn afdækket, hvordan unge piger i folkeskolen bytter sig til puffbars for seksuelle ydelser. Den stigende tendens har vakt bekymring blandt skoler, forældre og politikere.
Derfor gør SSP-konsulenterne en stor indsats for at forbygge, at børn og unge starter på de vanedannende puffbars og nikotinposer, der i daglig tale kaldes snus.
– Vores største indsats er, at vi prøver at forbygge gennem undervisning på skolerne, hvor vi holder oplæg om brugen af de her afhængighedsskabende produkter, fortæller Nikolaj Bruun, der ofte er ude på kommunens skoler for at holde oplæg som SSP-konsulent.
– Vi har et rigtig godt samarbejde med de forskellige skoler i kommunen, hvor vi som regel kommer ud nogle gange om måneden, hvis vi bliver kontaktet omkring sager om salg, fortsætter han.
Handel på sociale medier
Det er primært gennem sociale medier som snapchat, at børn og unge skaffer sig adgang til puffbars og snus. Det, at handlen finder sted på sociale medier, gør det ekstremt vanskeligt for myndigheder institutioner og forældre, at kontrollere, hvad det er, der foregår.
-Vi ved, at det særligt er gennem de sociale medier, at de skaffer sig adgang til de her nikotinprodukter som puffbars og snus. På snapchat kan man søge direkte på grupper, der sælger puffbars, og lynhurtigt finde ud af, hvor man kan mødes og handle, fortæller Nikolaj Bruun.
Hvor snus er lovligt at købe for alle, der er over 18, er puffbars ulovlige, uanset køberens alder. I Danmark og EU er der regulativer for nikotinindholdet i samtlige nikotinprodukter, mens prøver har vist, at nogle puffbars overskrider grænsen markant.
Nikotinkurser og -undervisning
Nyborgs SSP-konsulenter har et tæt samarbejde med Sundhedshuset, der for få år siden oprettede et nikotinkursus. For selvom det nogle starter som en sjov idé, ender det for nogle i en regulær afhængighed
-Vi har nikotinkurser, hvor vi bl.a taler med de unge om afhængighed og hvordan man kommer ud af den. Vi underviser også børn i udskolingen, hvor vi taler med dem om, hvad de her puffbars egentlig er for en størrelse, fortæller Trine Ulf Enslev, der er leder af Sundhed og Forebyggelse i Nyborg Kommune.
Sundhed og Forebyggelse tilbyder desuden forældresamtaler, der skal klæde forældre på til at snakke med deres børn om de afhængighedsskabende poser og puffbars.
-Vi opfordrer forældre til at snakke med deres børn om produkterne, og ytrer deres holdninger. Vi oplever, at når forældre har en stærk holdning til de her produkter, så præger det også børnenes holdninger, slutter Trine Ulf Enslev.
Kjerteminde Avis har også tidligere skrevet om emnet. Her kan du læse, hvordan sundhedspersonalet konkret hjælper de afhængige børn og unge og hvilke råd, Kerteminde kommunes SSP har til forældrene derude.