De arbejder fra solen står op til den går ned. Året rundt, i al slags vejr. De brokker sig ikke, kræver ikke lønforhøjelse og har meget sjældent en sygedag. De flytbare geder er en succes, som andre kommuner nu kopierer.
Nyborg Kommunes geder har netop fået udvidet deres tag-selv-bord i Plantagen på Knudshovedhalvøen. Foto: Michael Rathje
Brombær smager godt, men det er en frygtelig aggressiv plante, der hurtigt kan brede sig over skovbunden og kvæle anden vegetation.
Derfor har man i årevis bekæmpet brombærbuske i kommunens skove med mandskab og maskiner. Lige indtil Johanne Bastiansen for to år siden fik den ide, at lade geder overtage arbejdet.
– Jeg tænkte, at det måske også ville mere nænsomt end buskryddere, så jeg lokkede mine kollegaer i Teknik og Miljø til at donere deres julegave, så vi indkøbte geder, fortæller Johanne Bastiansen, der er forstkandidat og naturmedarbejder i Klima, Plan og Natur.
Nyborg Kommune investerede så i en trailer og flytbare hegn og læskure, så gederne kan flyttes rundt, hvor der er behov.
Kommunes otte geder i fuld gang med at rydde skovbunden for brombærbuske. Foto: Michael Rathje
Siden har Johanne Bastiansen selv doneret yderligere to geder, så brombærrydningsholdet nu består af otte geder. For tiden arbejder de i Plantagen på Knudshovedhalvøen bag golfbanen, hvor de netop har taget hul på et nyt brombærvildnis ved Pumpevej og Golfvej.
– Drengene er kastrater, der er et par ældre damer og så to unge piger, beskriver Johanne Bastiansen sit mandskab.
Gederne bliver jævnligt tilset, og bortset fra en enkelt ged, der havde snue allerede inden, den blev en del af sjakket, har der ikke været sygdom blandt gederne.
Geder elsker brombærblade og – stængler, men har nu også fået smag for Japansk Pileurt. Foto: Michael Rathje
Geder er faktisk kræsne, og det er ikke selve brombærrene, de spiser. Der er alt for meget sukker i, lige som græs også er for sødt til dem. Men brombærbladene og et par tørre stængler elsker de.
Og så har Johanne Bastiansen opdaget en ny ting, gederne er vilde med: Japansk Pileurt, som er en invasiv plante, der er meget svær at bekæmpe.
– Især på voldterrænet er det svært at komme til at bekæmpe pileurten, uden at beskadige noget. Så jeg testede det af hjemme ved mig selv med et par geder og fandt ud af, at de var vilde med skuddene fra Japansk Pileurt. Vores grise kunne også godt lide den japanske pileurt, men vi kommer nok ikke til at have grise i kommunen, griner Johanne Bastiansen.
Både sjællandske og jyske kommuner har ladet sig inspirere af gedeholdet i Nyborg, og har nu deres egne geder til at bekæmpe brombær.