Nyborg udspillet igen – har kurs direkte mod nedrykning

0
505

I dagens hjemmekamp mod Morud/Veflinge blev Nyborgs manglende kvaliteter udstillet, mens holdet blev udspillet. Det sjette nederlag af lige så mange mulige betyder at Nyborgs fynsserie hold ligger sidst, og at en nedrykning til serie 1 ikke længere er et utænkeligt scenarie.

Img 4079

Nyborg kommer her bagud 0-2 mod Morud/Veflinge. Foto: Peter Hougesen

Banen ved Idrætscenter Nyborg er af en kvalitet, flere divisionshold ville misunde. Mod slutningen af dagens kamp, kunne man ikke undgå at tænke, at det på det nærmeste ville være blasfemi, hvis det bedste fodbold, der bliver spillet på denne bane i næste sæson, er serie 1 fodbold. Ikke desto mindre er det et meget sandsynligt scenarie. Nyborgs hold har åbenlyse individuelle mangler, det spiller fantasiforladt og der er ingen, der løber for hinanden.

Hvis man så de første 29 minutter af kampen i dag, og ikke vidste hvem de to hold var, så ville man gætte på, der som minimum var en serie imellem de to hold. I bragende solskin og på en perfekt bane udspillede gæsterne fra Morud/Veflinge ganske enkelt hjemmeholdet fra Nyborg. Kun en glimrende målmandspræstation og et udehold, der tilsyneladende ikke træner hjørnespark, var skyld i, stillingen fortsat var 0-0. Morud/Veflinge havde på det her tidspunkt fået tilkendt syv hjørnespark uden på noget tidspunkt at komme til en stor chance. Bedst som man tænkte, at Nyborg måske kunne holde nullet til pause, faldt en ripost i Nyborgs felt til en helt fri angriber fra gæsterne. Han takkede for gaven ved at sætte panden på og scorede sikkert til 0-1. Det var også stillingen ved pausen og det kunne Nyborg, paradoksalt nok, være bedt tilfredse med.

I anden halvleg blev forskellen på de to hold endnu mere tydelig. Gæsterne investerede i løb for hinanden, spillede klogt i rummet mellem Nyborgs midtbane og forsvar og ventede på, der blev en åbning. Det gjorde der efter 10 minutters spil, da gæsternes bedste mand, Sebastian Buch Jørgensen fra højre side satte sig alene igennem med Nyborgs keeper og med en kølig skruet afslutning bragte gæsterne på 0-2. Et fremragende mål, der reelt afgjorde kampen.

Nyborg kom bedre med i opgøret efter den scoring, men uden på noget tidspunkt at blive rigtig farlige. Et par fine forsøg fra distancen var det, det blev til. I den anden ende af banen måtte Morud/Veflinge se to scoringer annulleret for offside og med fem minutter tilbage af opgøret se overliggeren stå i vejen for et brag af et langskud.

Det endte derfor 0-2 til Morud/Veflinge over Nyborg i dag. Nederlaget betyder at Nyborg ligger sidst i fynsserien med nul point og en målscore på 3-22. Kun BBB har heller ikke formået at få point endnu. Næste opgave for Nyborg bliver lørdag 16. september kl. 15:00, når holdet spiller udekamp mod netop BBB.