Erland Porsmoses efterfølger som direktør for Østfyns Museer, Mette Ladegaard Thøgersen, kender sit nye arbejdsområde indgående efter 16 år som museumsinspektør og leder af både Nyborg Slot, Johannes Larsen Museet og Vikingemuseet Ladby
Mette Ladegaard Thøgersen har været ansat i den østfynske museumsverden i 16 år, siden 2018 som leder af Kulturhistorisk Afdeling og Nyborg Slot. 1. januar 2024 overtager hun posten som direktør for Østfyns Museer efter Erland Porsmose. Foto: Susanne Jølck
Fra sit kontor på den tidligere politistation i Stendamsgade i den gamle del af Nyborg har museumsinspektør Mette Ladegaard Thøgersen udsigt til en af Østfyns største turistattraktioner, Nyborg Slot.
Siden 2018 har hun været leder af Kulturhistoriske Afdeling og slottet og haft den omfattende restaurering som sit hovedarbejdsfelt. Fra årsskiftet bliver hun direktør for hele Østfyns Museer med ni afdelinger, hvoraf Nyborg Slot, Johannes Larsen Museet i Kerteminde og Vikingemuseet Ladby er de tre hjørnestene.
48-årige Mette Ladegaard Thøgersen overtager lederstillingen efter direktør Erland Porsmose, der går på pension efter ikke mindre end 43 år i den østfynske museumsverden.
Siden 2007 har de to været kolleger, men i de senere år har de også dannet par privat. Han har dog ikke haft indflydelse på ansættelsen af hende som sin efterfølger.
Mette Ladegaard Thøgersen blev i 2007 ansat ved Kulturhistorisk Afdeling i Kerteminde, og to år efter fusionerede museerne i Kerteminde og Nyborg kommuner til Østfyns Museer. Hun blev derefter leder af det samlede museums Afdeling for Landskab og Arkæologi, herunder Vikingemuseet Ladby, hvor hun var med til at sætte gang i byggeriet af Ladbyskibet, en tro kopi af Ladbykongens vikingeskib, og Ladbytapetet, Østfyns eget svar på det verdensberømte franske Bayeux-tapet.
Stedbundne museer
I årene 2015-18 var Mette Ladegaard Thøgersen leder af Johannes Larsen Museet, og siden 2018 har hun stået i spidsen for Nyborg Slot, der lukkede i 2017 for en omfattende restaurering.
– Både Nyborg Slot, Johannes Larsen Museet og Vikingemuseet Ladby er karakteriseret ved at være stedbundne museer og unik kulturarv. Vores opgave er at formidle den kulturarv og gøre den nutidsrelevant. Hvis vi blot lagde en osteklokke ned over de steder og undlod at udvikle dem, ville de miste deres betydning over tid, siger Mette Ladegaard Thøgersen.
Vikingemuseet Ladby er et godt eksempel på et fortidsminde, der har udviklet sig til et moderne, nutidsrelevant museum. Vikingegraven blev fundet i 1935, og to år senere åbnede det, man i samtiden kaldte verdens mest mærkværdige søfartsmuseum.
– I dag er det solidt forankret i lokalsamfundet, der er stolt af vikingeskibet, og hvor det før var et støvet museum med plancher, er det nu levende kulturarv med Ladbyskibet, Ladbytapetet og snart også Ladbykongens Gård. Vi omsætter unikke fortidsminder til formidling, hvor man kan få lov til at deltage i processen, siger Mette Ladegaard Thøgersen.
Slot åbner tidligst i 2027
Restaureringen af Nyborg Slot har ligget stillet siden sidste år, men Østfyns Museer håber, der snart kommer gang i arbejdet igen, efter at regeringen har afsat penge til projektet i sit finanslovsudspil.
– Slottet åbner dog tidligst for publikum i 2027, men vi har ikke ligget på den lade side i ventetiden, siger den nyudnævnte direktør.
Hun er selv undervejs med en bog om restaureringen af Nyborg Slot, både den igangværende og den renovering, der fandt sted for omkring 100 år siden. Desuden er der planlagt ialt fem bøger i en serie om Danehof, hvoraf de to er udkommet, og den tredie, der er skrevet af juraprofessor Ditlev Tamm, omhandler håndfæstningen fra 1282 set i en europæisk kontekst.
Østfyns Museer har sit eget forlag og udgiver omkring ti publikationer om året. Museet står også bag flere årlige events, blandt andet Jul i den gamle kongeby og Danehof med ridderturnering og middelaldermarked i Nyborg. Desuden er det planen, at der skal ske formidling af historie gennem fødevarer, blandt andet et flytbart kornlaboratorium, som skal etableres i Dyrehave Mølle i Nyborg med støtte fra Realdania.
– Vi prøver at bruge ventetiden, til Nyborg Slot åbner igen, fornuftigt, men selvfølgelig er vi efterhånden også ved at være utålmodige. Vi er sat i verden for at formidle kulturarv og historie, og så gør det ondt at være vidne til, at slottet er lukket, så man kun kan se det gennem trådhegn. Men jeg er sikker på, at det færdige resultat er ventetiden værd, siger Mette Ladegaard Thøgersen.
Engagerede medarbejdere
Også Johannes Larsen Museet er der planer for på længere sigt, men hvad de går ud på, ønsker den nye direktør ikke at løfte sløret for på nuværende tidspunkt.
– Museet fungerer fint, som det er, med den nye udstillingsbygning, kunstnerhjemmet, der er et af landets smukkeste, og Kaffehuset, som gjorde, at vi fik åbnet Johannes Larsen Museet ud mod Hindsholmvej og byen. Men når Nyborg Slot er kommet lidt videre, og vi har ressourcerne til det, skal vi have set på det museum også, selvfølgelig i respekt for kunstnerhjemmets særlige ånd siger hun.
Mette Ladegaard Thøgersen har kun vidst i få dage, at hun skulle overtage stillingen som direktør for Østfyns Museer. Derfor har hun ikke nået at tænke mange strategiske tanker for fremtiden, men det arbejde vil gå i gang primo 2024.
– Museet vil grundlæggende blive drevet videre i samme ånd, også takket være de mange dygtige og engagerede medarbejdere, de frivillige og de to støtteforeninger. Men det er klart, at vi er ikke ens, og hen ad vejen vil der ske ændringer, for eksempel skal klima- og bæredygtighedsproblematikken tænkes ind i museet, blandt andet omkring energiforbruget på magasinet, siger den kommende direktør.
Mette Ladegaard Thøgersen bor privat i Højby ved Odense sammen med sin 15-årige søn, der går i 9. klasse. Hun har kontor i både Nyborg og Kerteminde, men vil fremover i højere grad være i museets fælles administration i Strandgade i Kerteminde.