Østfynske museer afholder fyraftensforedraget ”Danehoffet i samtidens kilder” onsdag den 4. oktober klokken 17 til 18 i Tinghuset, Stendamsgade 9, 5800 Nyborg.
Foredraget handler om, hvad de historiske kilder kan fortælle os om Danmarks første parlament. Blandt andet dokumenterer kilderne det første rigsmøde i 1251, hvor kongen blev anerkendt af en repræsentativ forsamling, som senere fik betegnelsen ”Danehof”. Gennem de sidste næsten 400 år har historikere diskuteret, hvad man skulle forstå ved ”Danehoffet”. Hvad bestod det i? Hvor ofte fandt det sted? Hvor fandt det sted? Hvad foregik der?
Historiker cand.mag. Bjarne Porsmose har trawlet de bevarede, historiske kilder igennem og skabt et overblik over Danehoffets historie. Det er blevet til bogen ”Danehoffet i samtidens kilder”. Til fyraftensforedraget vil Bjarne Porsmose fortælle om sit arbejde med, et omfattende og samtidigt sparsomt kildemateriale, hvor han giver et bud på, hvordan vi i dag skal forstå middelalderens Danehof.
Det koster 50 kroner, men er gratis for medlemmer af Museumsforeningen.
Du kan indtil onsdag den 6. september klokken 12 tilmelde dig på linket her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/so0ketgv4f
Danehoffet i samtidens kilder. Bog skrevet af foredragsholder Bjarne Porsmose. Foto: Østfyns Museer