Omkørsel i Aunslev droppes midlertidigt

0
515

Det har mildest talt været noget rod med omkørslerne i Aunslev i forbindelse med lukningen af Odensevej. Nu genindføres lysreguleringen, indtil der er fundet en bedre løsning

Img 4851

I stedet for at sætte ensrettet-skilte op, bliver omkørselsskiltene nu fjernet – i hvert fald indtil onsdag den 10. januar. Foto: Peter Hougesen

Den 2. januar meddelte Nyborg Kommune, at de på grund af nedgravning af kloakrør på Odensevej gennem Aunslev havde spærret vejen for gennemkørende trafik. I første omgang blev der indført en omkørsel via Nederbyvej og Åløkkevej.

Det fik mange lokale til tasterne, fordi disse veje er meget små og større køretøjer ville have svært ved at passere hinanden.

Fynbus kritiserede også planerne. De havde fået afslag på en dispensation til at benytte Odensevej til deres busser. Ifølge Fynbus var kommunen heller ikke indstillet på at lave midlertidige busstoppesteder før og efter omkørslen, som erstatning for de fire busstoppesteder, de blev nødt til at tage ud af drift i Aunslev by. I stedet skulle buspassagerer gå hen til omkørselsvejen og vinke til bussen, hvis de ville med.

I går meddelte Nyborg Kommune så, at der ville blive etableret endnu en omkørsel nord om Aunslev, så busser og andre trafikanter, der kom fra Nyborg, skulle ad en omkørsel via Juelsbjergvej, Hovgyden, Regstrupvej og Kertemindevej. Det ville så betyde, at Fynbus skulle tage yderligere fire busstoppesteder ud af drift ved Hjulby.

Udmeldingen fra Nyborg Kommune i går var, at man nu ville ensrette de to omkørsler, således at man som bilist ikke risikerede at møde modkørende biler eller busser.

Men skilte med ensretning blev ikke sat op i går.

Kortodensevej

Tilbage til start. Indtil videre skal trafikken gennem Aunslev igen reguleres af lyssignaler, og omkørslerne er droppet.

Nu melder Nyborg Kommune, at begge omkørsler er udsat blandt andet på grund af udfordringer med jord- og vejrforhold.

Der fortsættes i stedet med den opsatte lysregulering på Odensevej. Det betyder, at de busstoppesteder, som Fynbus havde været nødt til at tage ud af drift i både Aunslev og Hjulby igen bliver betjent.

NFS, FynBus og Nyborg Kommune arbejder lige nu sammen på at finde den mest hensigtsmæssige løsning.

Nyborg Kommune melder hurtigst muligt ud, så snart de kender de konkrete omkørsler, som efter planen træder i kraft fra og med på onsdag 10. januar 2024.

Indtil da kører FynBus deres normale ruter.

FynBus oplyser desuden, at de tager kontakt til skolerne for at sikre, at de berørte skolebørn bliver transporteret til og fra skole på den bedst mulige måde.