Ilten svinder i de danske farvande. Nu vil en række organisationer sætte fokus på problemet
Holckenhavn Fjord er et af de steder i Danmark, hvor iltsvindet skinner igennem. Foto: Flemming Kjærulf
På søndag d. 29. oktober præcis kl. 12 vil nogle danskere trække vejret ind og holde det i 30 sekunder. ‘Danmark holder vejret’, der er arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening og andre interesseorganisationer, har til formål at kræve ‘akut politisk handling’ på det iltsvind, der plager landets fjorde og have. Også i Nyborg bliver aktionen markeret.
– Det er helt klart, at miljøet i vores fjorde, men også ude i havet, skal have en meget, meget særlig prioritet den kommende tid.
Sådan lød det fra landets statsminister Mette Frederiksen (S) i starten af oktober. Ordene faldt, da TV 2 News konfronterede toppolitikeren med en fotoserie, Berlingske har lavet. Fotoserien viser en død, fiskeløs havbund hele Danmark rundt.
I det hele taget er fokusset på Danmarks fjorde og have stort for tiden. Foruden Berlingskes fotoserie, som statsministeren kalder ‘nærmest skrækindjagende’, har også DTU Aqua og Miljøstyrelsen været klare i spyttet, når det kommer til bekymring om tilstanden i det blå, og begge peger de på, at udslip fra landbrug er den helt store synder.
Problemet er her, der og over det hele
Nanna Adamsen (LA) sidder i Danmarks Naturfredningsforenings lokalbestyrelse og er tovholder bag arrangementet i Nyborg på søndag. Her vil hun og andre deltagere mødes kl. 11:30 på Torvet, og selvom hun ikke ved, hvor mange der kommer, finder hun begivenheden vigtig.
– Vi har lokalt et virkelig godt eksempel på, hvor skidt det står til med iltsvindet i de danske farvande; Vi kan nemlig bare kigge til Holckenhavn Fjord. Det er jo en frygtelig kendsgerning, at vi har ladet stå sådan til i årtier, og at vi nu mærker konsekvenserne så voldsomt.
I sidste måned bragte Nyborg Avis denne artikel, hvor lystfiskeren Flemming Kjærulf fortæller, hvor drastisk fiskebestanden i fjorden er faldet.
– Jeg glæder mig til gengæld over, at der lige nu lader til at være en politisk velvillighed, og det er netop derfor, vi skal presse lidt ekstra på nu – så politikerne ikke glemmer deres ord igen. Det vil forhåbentlig give genklang både nationalt og lokalt, siger Nanna Adamsen.
Nyborg holder vejret kl 12 på Torvet søndag d. 29. oktober. Har du lyst til at støtte arrangementet, men er forhindret i at komme på dagen, kan du optage dig selv holde vejret og dele videoen på de sociale medier med hashtagget #danmarkholdervejret.
Du kan også læse en klumme, Bjarne Christiansen har skrevet om emnet lige her.