Perler på stribe da Vindinge udspillede Langeskov

0
1137

Der var klassen til forskel på Vindinge og Langeskov, da de to hold mødtes i Vindinge i aftes. Langeskov er ikke noget dårligt hold og hører bestemt hjemme i serie 1. Vindinge har et afsindigt godt hold og ligner en stensikker oprykker til Fynsserien, når sæsonen er slut.

Foto: Peter Hougesen

Vindinge BKs Julius Ollerup scorer til 3-0 mod Langeskov IF. Foto: Peter Hougesen

Begge mandskaber gik ind til kampen med en sejr i bagagen. Vindinge have slået Chang 2-5, mens Langeskov havde slået Ullerslev 3-0. Målt på de to holds resultater var der derfor ikke noget, der indikerede andet, end at det ville blive en tæt kamp. Det blev det ikke. Det blev det så langt fra.

I kampens begyndelse skulle de to hold lige se hinanden an. Det resulterede i en række fejlafleveringer og forkerte løb for hinanden. Efter seks minutters spil brød Vindinges Patrick Johansen igennem i venstre side og fandt perfekt Julius Ollerup inde foran Langeskovs mål. Selvom Per Hansen i Langeskov målet fik en hånd på, så fik Julius Ollerup sparket returen sikkert i nettet til 1-0. Det var ikke ufortjent, men det skete også så kort inde i opgøre, at det var svært at vurdere om det var fortjent.

Det var det. Selvom gæsterne fra Langeskov kom frem til en god mulighed efter 11 minutter, så var hjemmeholdet fra Vindinge langt farligere i den offensive del af spillet. Det unge mandskab, med en gennemsnitsalder på 20 år ligner et hold, der har spillet sammen i 10 år. En uhørt sikker boldomgang, fine løb for hinanden, så der altid er en spilmulighed kombineret med nogle individualister, der intet har at gøre i serie 1 – ja eller fynsserien for den sags skyld.

En af dem hedder Max Lausen. Han er lynende hurtig, teknisk stærk og besidder en fysik, der gør ham til et mareridt for ethvert forsvar han kommer til at møde til og med danmarksserien. Efter 26 minutter brød han igennem i venstre side med en fart og en elegance, der fik Langeskovs forsvar til at se meget dårligere ud, end de reelt er. Max Lausen er bare i en helt anden liga. Efter at være gået igennem både midtbane of forsvar, måtte han dog se Langeskovs keeper Per Hansen redde hans afslutning på fornem vis.

Otte minutter senere var Max Lausen så på spil igen. Efter lidt småspil foran Langeskovs felt havnede bolden i fødderne på Lausen i vestre side. Et træk ind i banen, et kort aftræk og så en afslutning, hvor han fik skruet bolden over i modsatte side af målet, hvor den gik i nettet klinet op af stolpen. Per Hansen i Langeskov målet havde ikke en chance. Et fremragende mål, der illustrerede klasseforskellen på de to mandskaber.

Fra da af kørte Vindinge gæsterne fra Langeskov ud af banen. Gæsterne evnede ikke at komme til noget offensivt. Det hele afhang endnu engang af Mathias Jørgensen og selv ikke han havde en chance mod et klogt placeret og sikkert Vindinge forsvar.

Det blev dog ved de 2-o, da de to hold gik til pause. Det kunne Langeskov være bedst tilfreds med.

I anden halvleg fortsatte Vindinge med at dominere. Selvom Langeskov for så vidt spillede en godkendt kamp, så blev de manglende offensive løsninger mere og mere tydelige. Vindinge fortsatte den sikre boldomgang og lignede et hold, der vidste, der nok skulle komme flere muligheder og derfor ikke havde travlt.

Den næste mulighed kom efter 54 minutter, da der blev begået et soleklart straffespark mod målscoreren til 1-0, Julius Ollerup. Det blev også dømt af kampens dommer, der i øvrigt dømte en fornem kamp. Ollerup tog selv straffesparket og satte det sikkert i nettet til 3-0. På det tidspunkt af opgøret, så det ud til, at gæsterne fra Langeskov kunne rende ind i alvorlige øretæver.

Efter et par store muligheder til Vindinge, der ikke resulterede i mål, var det som om, at det begyndte at knibe med både motivation og koncentration for det unge hjemmehold. Som tiden gik kom Langeskov bedre, eller mindre dårligt om du vil, med i opgøret. Efter 88 minutter blev bolden ført fint frem ad banen af Langeskovs forsvar. Vindinges midtbane lignede ikke nogen, der syntes de skulle beskæftige sig med det og derfor blev Langeskovs Rasmus Rudbæk spillet helt fri og kunne derfor reducere til 3-1. Vindinges defensive indsats ved reduceringen tenderede arrogance og det var helt unødvendigt. Så meget bedre end Langeskov var de heller ikke. I stedet for at vække hjemmeholdets spillere fra arrogancen, så blev de om muligt lullet endnu mere i søvn. Tre minutter inde i tillægstiden headede gæsternes Sebastian Sjøbjerg på stolpen og Langeskov var i situationen meget tæt på at komme på 3-2. Det resultat ville have været et helt misvisende billede af kampens forløb. Stolpen hjalp imidlertid hjemmeholdet og det blev derfor ved de 3-1.

Dermed topper Vindige serie 1 med maksimale ni point for tre sejre og en målscore på 12-4. Det er svært at se, der er et hold, der kan slå Vindinge i denne del af sæsonen. Et af de få hold, der måske kan, er OKS, der også har ni point og en målscore på 12-4 efter tre kampe. Netop de to hold møder hinanden i næste runde, hvor Vindinge skal en tur til OKSON park, hvor kampen bliver spillet søndag 10. september kl. 11:00.

Langeskov er med nederlaget placeret under nedrykningsstregen med klubbens tre point for tre kampe. Næste opgave for dem er udekampen mod Chang. Det er også søndag 10. september kl. 11:00. Chang har fortsat ikke formået at hente point i denne sæson.