Fyns Politi efterforsker røveriet lørdag formiddag i Refsvindinge som et væbnet hjemmerøveri. Samtidig beder politiet offentligheden om hjælp til opklaring af sagen.
En 74-årig mand blev lørdag formiddag udsat for et voldsomt væbnet hjemmerøveri her i Møllehaven i Refsvindinge. I følge anmeldelsen er han både blevet bundet til en stol med ledninger og slået i hovedet med en pistol. Foto: Peter Hougesen
Nyborg Avis har forelagt Fyns Politi de oplysninger, som avisen er kommet i besiddelse af i forbindelse med hjemmerøveriet i Refsvindinge. Ifølge kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng ved Fyns Politi kan politiet bekræfte, at der både er stjålet kontanter og en mobiltelefon udover den bil, der er efterlyst. Derudover kan Fyns Politi også bekræfte, at anmeldelsen også omfatter, at forurettede er blevet bundet til en stol med ledninger og blevet slået i hovedet med en pistol. Politiet efterforsker derfor sagen som et væbnet røveri. Gerningsmændene talte både engelsk og dansk, og politiet har på nuværende tidspunkt et sparsomt signalement.
Fyns Politi vil meget gerne høre fra borgere, der har været i området omkring Møllehaven/Bøgebjergvej i Refsvindinge lørdag formiddag i tidsrummet 09:00-10:30 eller som efterfølgende har set en blå Skoda Fabia med registreringsnummer CZ 62 468. Du kan kontakte Fyns Politi med oplysninger i sagen på telefon 114.
Hændelsen lørdag formiddag i Møllehaven i Refsvindinge efterlader beboerne rystede.
-Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har boet her i 33 år og det værste, der er sket, var da jeg fik stjålet min bil for 20 år siden, siger Kurt Bjørnø, der er formand for organisationsbestyrelsen i boligforeningen Holmegården, som husene i Møllehaven i Refsvindinge er en del af.
Der er stille her mandag morgen i Møllehaven i Refsvindinge. De snedækkede gule huse ser ud som ethvert andet villakvarter i Danmark. Et lukket vænge, hvor der ikke har været ryddet sne lige for nylig, hvor der kun er en vej ind til og ud fra boligområdet. Alligevel valgte tre maskerede mænd et hus i lige netop dette villakvarter til at begå et væbnet hjemmerøveri mod en 74-årig mandlig beboer i et af de 20 huse, der er i Møllehaven. Inde i et af husene sidder formand Kurt Bjørnø. Over en stærk kop kaffe funderer han over weekendens hændelsesforløb.
-Det virker jo som om, det er helt tilfældigt udvalgt. Vi kender jo alle sammen hinanden her, og den ældre mand, der var udsat for det her, har aldrig haft noget udestående med nogen, forklarer Kurt Bjørnø
Episoden blev anmeldt til politiet kl. 10:25 lørdag formiddag. De tre maskerede gerningsmænd var angiveligt gået ind i et hus, havde bundet den 74—årige mand til en stol, slået ham i hovedet med en pistol og truet ham til at udlevere nøglerne til sin bil, sin mobiltelefon og 500,- i kontanter.
-Vi tror, at gerningsmændene er kommet gående af stisystemet ovre fra Bøgebjergvej. Det mente politiet, da de var her. Så er de kørt herfra i den ældre mands bil. Men som du kan se, så kører man jo ikke lige med 100 kilometer i timen ud herfra, så de har godt nok været kyniske, siger han.
Denne isede vej er eneste vej ind til og ud fra Møllehaven. Det er ad denne vej, gerningsmændene er kørt i den stjålne blå Skoda Fabia med registreringsnummer CZ 62 468. Foto: Peter Hougesen
Kurt Bjørnø kørte selv fra sit hus i kvarteret kl. 10:30 – altså fem minutter efter anmeldelsen – men har ikke selv set noget. Det samme er tilfældet for mange af de andre beboere i området.
-Jeg har en ven, der bor nærmest lige overfor. Han har ligget og sovet, da det fandt sted. Den ældre mand får nogle gange en formiddagsbajer sammen med en anden beboer, og det var først, da han kom, at der kunne foretages en anmeldelse, fordi gerningsmændene også havde stjålet den ældre mands mobiltelefon, forklarer Kurt Bjørnø videre.
Fordi gerningsmændene havde stjålet den ældre mands mobiltelefon, er tidspunktet for det væbnede røveri svært at fastslå med sikkerhed. Det antages at være sket mellem 09:00 og 10:25. Beboerne i det normalt så rolige villakvarter er rystede efter episoden. Der har været mange samtalerne beboerne imellem, siden røveriet lørdag formiddag.
-Vi låser jo normalt aldrig noget. Vores garageporte er normalt ulåste, der er vores huse også normalt. Det er de ikke længere. Beboerne er rystede efter det her, og jeg har forslået, at vi nu skal tilmeldes nabohjælp.
Kurt Bjørnøs eget hus er indrettet nærmest identisk med den ældre mands. Gerningsmændene har ikke kunnet se ind i huset ude fra den gennemgående sti, der leder ind til flere af husene. Udsynet ind til selve huset er nemlig blokeret af et træskur. De har derfor været nødt til at gå helt hen foran fordøren, for at kunne se ind i huset og først der kunnet se, at den ældre mand var hjemme og konstatere at fordøren var ulåst. Hvorefter de er gået ind.
-Det virker meget kynisk og helt tilfældigt. Det giver ingen mening for mig, hvis det skulle være planlagt. Den ældre mands bil er en ældre Skoda Fabia. Sammen med en mobiltelefon og 500,- virker det jo helt vildt, hvis man vil begå et væbnet hjemmerøveri for det udbytte, slutter Kurt Bjørnø