Præsteklumme: Denne klumme er skrevet i hånden

0
396
Skrevet

Sognepræst i Munkebo Kirke, Iben Bager Sjødahl, står bag denne uges præsteklumme. Foto: Iben Bager Sjødahl

Denne klumme er skrevet i hånden. Det er Winnies skyld, min kosmetolog. For jeg lå på briksen den anden dag og nød en afslappende ansigtsmassage efter en uge, hvor tankerne havde sat sig lidt ekstra fast i kroppen, og mens jeg lå dér i olier og sfærisk musik, fortalte Winnie med sin rolige stemme om blåt lys.

Blåt lys findes i sollys, som også UV-stråler, og ligesom sidstnævnte, har de både gavnlige og skadelige virkninger. Strålerne kan være et nyttigt værktøj mod vinterdepression og søvnløshed, men de kan også gøre skade på øje og hud, lod jeg mig fortælle. Det var huden, der var emnet på briksen. De blå lysbølger er nogle banditter, hvis man gerne vil have en sund og spændstig hud, for strålerne giver skader, rynker og slap hud. Og de er ikke kun i solens lys, men også i vores foretrukne lyskilde: Skærmene. TV, computer, mobiltelefoner. Så når, lærte jeg, jeg har vasket dagens støv af ansigtet om aftenen, og huden er ren og ubeskyttet, og derefter sætter mig ned med min mobil og falder hen, så går strålebisserne i gang. Faktisk ser det ud til, at vores hud fremover vil være mere påvirket af skærme end af solen.

Nu er mit ansigt i forvejen ikke længere spændstigt som en nyoppustet ballon, så jeg var lydhør og besluttede mig for at bruge aftenen i sofaen med en bog af gammeldags papir. Og jeg tænkte ærligt talt, at det her er dét, der skal til, hvis man vil have folk til at lægge mobilen fra sig. Der er som bekendt ikke noget så virkningsfuldt som at appellere til forfængeligheden.

Det passede også som fod i hose til alle mine fordomme om, at skærmene tager os væk fra alt levende. At de også gør os gamle at se på giver mening.

Så denne klumme er skrevet i hånden og med skærmen i skammekrogen.  Det har taget lidt tid. Dels er jeg ikke vant til at tænke med en blyant i hånden længere. Dels mangler jeg i den grad slette- og klippeknappen, der er udstregninger og pile i et virvar på papiret. Undervejs fik jeg krampe i venstre hånd af at holde pennen og tinnitus af at koncentrere mig om at skrive rigtigt første gang. Min håndskrift kan ikke engang jeg selv læse længere. Roen ved at lave noget så taktilt som at skrive med træ og blæk indfandt sig ikke.

Så denne klumme er skrevet delvist i hånden. For jeg gav da op og modtog lysets stråler. Alt andet var da for besværligt.