Grafik: Arkiv
Tag jer i agt for de falske profeter, advarede Jesus for 2000 år siden. Eller også er det evangelisten selv, der forsøger at finde vej i det virvar af retninger, som fulgte i Jesus’ spor?
Verden var blevet vendt på hovedet, og alt det, man havde stolet på, var kastet op i luften. Hvad var nu rigtigt og forkert? Hvad var sandt? Det svirrede med forslag. Selv uden sociale medier bredte vildnisset sig.
Forskellen på dengang og nu er imidlertid, at dengang var man enige om, at der er noget, der er rigtigt. Sandheden findes.
I dag er det ikke engang nødvendigvis et fælles udgangspunkt.
I dag er vores verden blevet vendt på hovedet én gang til – dengang Kopernikus vendte solsystemet, og oplysningstiden flyttede Gud – autoriteten – ned fra dommerpanelet, og satte mennesket på den plads.
Det kom der noget ud af – også noget urovækkende. For hvis sandheden pludselig er vores opgave, hvem har så overblikket?
Og når sandheden pludselig er afhængig af tid og sted, bliver den så ikke foruroligende elastisk?
Det kan nogle gange være en fordel at holde sager ud i strakt arm, hvis man skal se dem klart (alderserfaring), så lad os se på Sydafrika og apartheidstyret. Det styrede landet i henved 50 år, og byggede på en sandhed om, at det var økonomisk nødvendigt. Og nødvendigt fordi, de sorte ikke endnu var nået til det samme udviklingstrin(!) som de hvide; de var ikke klar til at have rettigheder og stemmer i samfundet. Denne tanke beroligede magten. Man tog jo vare på landets fælles bedste. Mente man. Omverdens protester blev overhørt, for de forstod ikke situationen.
Hvad fik Sydafrikas øjne op? Nogle begyndte at stille spørgsmål heldigvis.
Omend vejen stadig er lang.
Men hvad vækkede Sydafrika? Hvad vandede de frø, der boede inde i folk, så der indefra begyndte at vokse en retfærdighedens stemme. Måske betød omverdenens modstand alligevel noget. Men hvorfra kom frøene?
Bor der dybt i os en sans, der viser vej? Eller som kan være et ‘redskab’ som kan måle, hvad der er rigtigt og forkert?
Det Løgstrup kaldte spontane livsytringer. Vi kan også kalde det ånd. Gudbilledlighed?
Ikke at forveksle med mavefornemmelser, men en iboende medmenneskelighed, som kan finde vejen.
Hvis den kommer til orde. For det er straks værre. Det er nok derfor Løgstrup på paradoksal vis knytter de spontane livsytringer sammen med fordringen, med grundformlen er: Du skal elske din næste som dig selv. Næsten kan udmærket udvides til hele skabelsen, dyr, planter, planeter.
Hvis det er sådan, er der håb, for så er det medmenneskeligheden, som sætter retningen. Så er der grund til at tro, at om end nogle steder må ad nogle stridbare omveje, så vil medmenneskelighedens kræfter fortsat og ufortrødent virke, og holde fast i, at noget er rigtigt og forkert.
Men hvad så, hvis der kommer et væsen, med samme kløgt som os, men uden denne medmenneskelighed? Et væsen, vi kunne kalde det en Chatbot. Hvad sker der så med spørgsmålet om rigtigt og forkert?
Eller med præstens ord: Hvad sker der med verden, hvis et kunstigt intelligent væsen, bliver en jævnbyrdig forvalter af verden. Hvis det er menneskeskabt, og ikke gudsskabt, med frø i grunden, dét, der skal træffe de svære valg? Kan en computer have levende frø i sit hardware?
Men måske finder Gud også en vej der…
Maj Havemann
Sognepræst Rynkeby-Revninge kirker
