Præsteklumme: Narnia-forfatter og X Factor dommer

0
303

Sognepræst i Kerteminde-Dalby Valgmenighed Anders Lundbeck Rasmussen omtaler i dagens præsteklumme blandt andet forfatteren C.S. Lewis, der er mest kendt for Narnia-bøgerne, og musiker og X Factor-dommer Simon Kvamm

Anders Lundbeck Rasmussen er præst i Kerteminde-Dalby Valgmenighed. Foto: Arkiv

 

”Himlen fortæller om Guds herlighed. Hvælvingen beretter om Hans hænders værk”. Sådan står der i Salme 19 i Det Gamle Testamente. Salme 19 var forfatteren C.S. Lewis’ yndlingssalme. Lewis er nok mest kendt for sine Narnia-bøger. Men han har også skrevet om kristendom, blandt andet i sin bog ”Tanker om Salmernes Bog”, der for en lille måneds tid siden udkom for første gang på dansk, og som jeg har skrevet forord til.

Men hvad er det, vi kan lære, når vi ser på himmelhvælvingen højt hævet over os? Ja, det er vel i første omgang, at vi føler os små i forhold til den. Det kan måske gøre os lidt mere ydmyge og taknemmelige at blive opmærksomme på ting omkring os, som vi ikke skylder os selv, og som er uendeligt meget større end os.

Uanset hvor meget vi ved, så er det vel meget lidt i den store sammenhæng, og uanset hvor vigtig en position, vi indtager, så går det hele en skønne dag videre uden os. Himmelhvælvingen peger ifølge salmisten også på Gud: At der findes noget uden for os selv og vores rækkevidde, som er værd at tro på. Det kan måske befri os fra at kredse for meget om os selv og vores egne bekymringer.

Jeg så forleden et program med musikeren og X Factor-dommeren Simon Kvamm, som – ud over X Factor – er kendt fra Drengene fra Angora og fra succesrige bands som Nephew og Hugorm. Kvamm fortalte, at han af og til sætter sig ind i en kirke, når han har brug for at føle sig lille. Det var ikke mindst, når han havde stået på en scene foran mange tusind mennesker og oplevet den enorme opmærksomhed fra publikum, der fulgte hans mindste vink og hoppede, når han sagde: ”Hop”. Og sang, når han sagde: ”Syng”.

I et interview har Simon Kvamm engang sagt: ”I kirken får jeg et rum, som er en modvægt til, hvad jeg ellers færdes i. Man synger nogle sange og gennemgår nogle ritualer, der handler om, at man skal fatte, at man er meget lille. Kirken giver mig en fornemmelse af, at der er meget, man ikke kan og ikke skal forstå. Og ikke skal bestemme over. I kirken sidder man stille. Man kigger. Man skal ikke noget.”

Man kunne måske ønske sig, at den til enhver tid siddende regering her til lands fra tid til anden ville gøre det samme som Simon Kvamm?

Som altså af og til går i kirke, måske for at bevare begge ben på jorden og ikke føle sig vigtigere end andre mennesker. Jeg har en god ven, som er en velhavende og meget succesfuld forretningsmand. Af og til jonglerer han i løbet af dagen med millionbeløb eller forhandler med ministerier eller endda EU-kommissionen.

Alligevel er han god til altid at spørge interesseret ind til venner og bekendtes oplevelser og liv. Jeg bemærkede engang til ham, at det jeg kunne fortælle om urolige konfirmander eller uenighed i min bestyrelse jo var småting i forhold til, hvad han havde taget stilling til i løbet af en dag.

”Jo, men det betyder ikke, at mine følelser og tanker er vigtigere end andres”, svarede han. Det havde han lært af sin gamle skolelærer, som han havde et meget nært forhold til. Han havde lært, at hans egne følelser og tanker ikke var vigtigere end andres, fordi ethvert menneske er ubetinget vigtigt, skabt som det er “i Guds billede og lighed”, som den bibelske skabelsesmyte fortæller. Så det både Bibelen og himlen fortæller er måske, at nok er vi mennesker små. Men alligevel ubetinget vigtige.