Hver søndag bidrager de lokale præster fra Nyborg og Kerteminde kommuner med klummer
I går bragt vi et portræt af Mette Juul. Det kan du læse her. Foto: Cecilie Engelbrecht
Jeg husker fra min barndom de mange sommerfugle, som flokkedes om havens velduftende og farverige blomster: Admiralen, Nældens Takvinge, Sandrandøje, Markperlemorsommerfugl, Kejserkåbe, Citronsommerfugl.
Jeg husker også mine forældres formanende ord om, at jeg ikke måtte fange dem, for så ville de miste de støvet på deres vinger, og de ville dø. Det er vist ikke helt rigtigt, og sådan har der verseret mange forestillinger og tilmed myter om sommerfugle.
I Irland har det f.eks. været betragtet som en ulykke at dræbe en hvid sommerfugl, fordi den bærer sjælen til et dødt barn i sig. I Middelhavsområdet har sommerfugle traditionelt været knyttet til frugtbarhed og regeneration, og nogle forskere ser en sammenhæng mellem pupper og den egyptiske skik med at mumificere de døde. I østlige traditioner er sommerfuglelarven blevet opfattet som vores jordiske, materielle selv og sommerfuglen som det himmelske liv, der venter, efter at det jordiske liv er fuldført.
Også i kristendommen spiller sommerfuglen en væsentlig rolle, for dens tre stadier fra larve over puppe til sommerfugl er at sammenligne med Jesu liv, død og opstandelse.
I nyere tid er sommerfuglen blevet brugt som symbol i forbindelse med miljøkampen, fordi sommerfuglen er så følsom over for miljø- og klimaforandringer. Derfor kalder nogen sommerfuglene for ”naturens stille budbringere”, og de siger, at hvis sommerfuglene forsvinder, er det tegn på, at der er noget galt i naturen og på, at de grundlæggende betingelser for livet på jorden er under forandring.
Og det er desværre så såre sandt, for Danmarks sommerfugle er i stærk tilbagegang; mange arter er blevet sjældnere, og adskillige arter er helt forsvundet. Som en biolog og forfatter til en bog om sommerfuglehaver skriver, så skal vi sørge for bedre livsbetingelser for sommerfuglene, hvis vi skal beholde de arter, vi har her i landet, og vi skal indse, at det ikke blot er sommerfuglene, der behøver os, men at vi også behøver dem.
En mellemøstlig forsker i arkitektur og byudvikling sagde engang for år tilbage, da luften over Teheran en tidlig morgen var fyldt med sommerfugle: ”De [sommerfuglene] er ambassadører for håb. Når jeg ser sommerfuglene, tænker jeg, at de dårlige tider vil være forbi.”
Dette udsagn giver mindelser om vores kirkefader Martin Luther. Anekdoten fortæller nemlig, at han engang blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at jorden ville gå under i morgen, hvortil han svarede: Plante et træ.
Det er et svar, som stædigt insisterer på håb – også på trods af dystre udsigter. At plante et træ og vente på, at det gror op, har lange udsigter og kræver en stor grad af tålmodighed. Det er at holde fast i troen på noget godt, også selv om alt ser dystert ud. Det er at sætte sin lid til den langsomme vækst og til at der i dét, der synes småt, er gemt noget stort og betydningsfuldt.
I tråd med Luther omlægger vi næste år marken ved præstegården til blomstermark; som et bidrag til øget biodiversitet og som en luthersk insisteren på håb trods dystre udsigter. Et håb, der også findes i Inger Christensens digtsamling, Sommerfugledalen:
Så kan jeg svare døden, når den kommer:
jeg leger sandrandøje, tør jeg håbe,
at jeg er billedet på evig sommer?
