Sognepræst i Munkebo Kirke, Eva Fischer Boel, har begået denne uges præsteklumme. Foto: Arkiv
I sommer sejlede min mand og jeg ind igennem Odense Fjord. Vi havde talt om mange gange, at det kunne være sjovt at se det hele fra vand-siden, men det var ikke hidtil blevet til noget. Ofte er det vel også sådan, at man ikke får set det, der er tættest på én, man rejser hellere langt væk. Af samme grund har jeg fx heller aldrig set H.C. Andersens hus, som turister ellers valfarter fra hele verden for at besøge.
Denne sommer skulle vi helst ikke være for langt væk hjemmefra, så nu var det oplagt endelig at gå på opdagelse i vores nærmiljø. Derfor gjorde vi altså turen ind i et velkendt område, men perspektivet vi så det hele fra, var nyt. Vi sejlede igennem ved Gabet og kunne se ind på huse og sommerhuse skønt beliggende ved vandet, vi så Munkebo bakke fra den anden side, vi så Boels Bro udefra. Da vores båd er en sejlbåd med køl, fulgte vi selvfølgelig sejlrenden, som går meget tæt ind forbi Lindøværftet, hvor der lå store skibe ved kaj, som skulle repareres. Vi passerede Vikkelsø, H.J. Hansen skrot og Stige ø, ventede på at Odins bro, som vi tit kører over i bil, åbnede, så vi kunne komme igennem med vores båd, der har mast. Så sejlede vi ind gennem havnen med dens gamle siloer og bygninger, og til sidst lagde vi til kaj i Odense havn der, hvor der nu er bygget lejligheder.
Det er sjovt, hvor anderledes det ellers velkendte tager sig ud, når man ser det fra et nyt perspektiv. Det var et helt eventyr i sig selv. Man skal i grunden ikke flytte sit perspektiv ret meget, før nye ting dukker op i ens synsfelt, mens andre ting fortoner sig. Sådan kan det jo også være, når man kører en tur: På turen ud hæfter man måske sit blik ved nogle bestemte ting, på hjemturen er det noget helt andet og nyt, man får øje på.
Turen ind igennem Odense fjord fik mig til at tænke på, hvor meget perspektivet betyder for det, man ser. Også i vores almindelige liv med hinanden. Vi ser forskellige ting alt efter, fra hvilken vinkel vores verden anskues.
Måske kender I det der med, at man taler med to mennesker, der har en konflikt. Når man så hører hver deres version af den samme historie, så kan det ske, at man tænker: Er det virkelig den samme begivenhed, de taler om? For de har set, hørt og hæftet sig ved noget helt forskelligt, fordi de – naturligvis – ser verden fra deres eget perspektiv. Og jo mere de indsnævrer deres perspektiv og fokus, jo mere bliver de bekræftet i det, de allerede synes, de har set og hørt, og jo mindre kan de se i et andet perspektiv end deres eget. Det er selvforstærkende. Og indskrænkende.
Selvom vi altid ser verden fra vores eget perspektiv – vi kan af gode grunde ikke andet – kan vi jo godt stræbe efter at få et så bredt udsyn som muligt. Hvis vi flytter os lidt, kan vi få noget nyt at se. Vi behøver ikke nødvendigvis bevæge os til fjerne eksotiske lande. En tur ind igennem Odense Fjord kan gøre det. Eller måske skal der nogle gange ikke andet til, end at vi stiller os ved siden af det menneske, vi ellers har stået stejlt over for. Så ser vi noget nyt. Og måske bliver vi klogere. Det tror jeg, vi gør.
