Region Syddanmark er kommet med et forslag til en ny profil for Nyborg Sygehus, som ifølge oplægget i fremtiden blandt andet vil have et medicinsk daghospital, og desuden skal varetage hele regionens fertilitetsbehandling.
Planen med den nye profil er ifølge Michael Nielsen (K), at borgere i nærområdet i fremtiden skal rejse endnu færre kilometer for at få behandling. Foto: Magnus Terp
Region Syddanmark er udkommet med et oplæg til, hvordan den fremtidige profil for Nyborg Sygehus kommer til at se ud. Der lægges blandt andet op til, at sygehuset i fremtiden vil bestå af et medicinsk daghospital, et medicinsk fællesambulatorium, en høreklinik samt høreundersøgelser, et ambulant tilbud for hjertepatienter i nærområdet, røntgentilbud og laboratorium med blodprøvetagning.
Der er også lagt op til, at Nyborg Sygehus i fremtiden får funktioner, som betjener patienter for hele Fyn og Region Syddanmark. Det omfatter fertilitetsbehandling, skanninger for mulig knogleskørhed, kikkertundersøgelser af mave-/ tarm-område og rehabilitering af patienter med livstruende sygdomme. Michael Nielsen (K), som er medlem af byrådet i Kerteminde Kommune og medlem af Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, er glad for forslaget:
– Det fede ved det her er, at nu har Nyborg Sygehus fået en klar profil for, hvordan sygehuset kan fungere i fremtiden, hvor man specielt kan udnytte et samarbejde med kommunens sundhedshus, og at man får et bedre fokus på behandling og sygepleje i nærområdet. Det betyder også, at der vil komme flere patienter igennem sygehuset.
Nyborg sygehus består i dag af ambulatorier, radiologi og den kirurgiske afdeling, hvor der kun laves behandling, hvor man som patient kan komme hjem samme dag. Foto: Magnus Terp
Bedre behandling, færre kilometer
Som en del af forslaget vil der i fremtiden ligge et medicinsk fællesambulatorium på sygehuset, hvor forskellige specialer på skift vil være til stede. Det betyder konkret, at der i fremtiden vil være mulighed for, at Odense Universitetshospital kan have såkaldte satellitklinikker på sygehuset, så man kan få forskellige behandlinger på forskellige dage.
– Det medicinske fællesambulatorium gør, at man som borger skal køre færre kilometer for at få behandlinger. Det vil sige, at man om mandagen kan få en slags behandling, om tirsdagen en anden slags og så videre. På den måde kan man blive behandlet lokalt i stedet for at skulle køre til for eksempel Odense hver gang, fortæller Michael Nielsen (K).
En anden del af forslaget lægger op til, at fertilitetsbehandlingen for hele Region Syddanmark flytter til Nyborg Sygehus. Fertilitetsbehandlingen ligger i dag på Odense Universitetshospital. Meningen med at rykke behandlingen til Nyborg er ifølge Michael Nielsen, at regionen på den måde har en fast afdeling, hvor behandlere kan specialisere sig og blive endnu dygtigere til at udføre deres arbejde:
– Det er meningen, at Nyborg skal være et fyrtårn indenfor denne slags behandling, ligesom Svendborg Sygehus skal være det indenfor behandlingen af demens. På den måde kan man samle ekspertisen for området et sted, så behandlingen i fremtiden kan blive endnu bedre.
Med oplægget foreslås det også at flytte funktioner som operationer, opvågningsfunktion, kirurgiske forundersøgelser og det medicinske ambulatorium for patienter med mave-/tarmsygdomme væk fra Nyborg Sygehus. Udgifterne til de ombygninger, der skal gøre det muligt at flytte de nye funktioner til Nyborg Sygehus, er foreløbig opgjort til mellem 40-45 millioner kroner.
Oplægget for fremtidens Nyborg Sygehus sendes nu i høring blandt medarbejderne ved Odense Universitetshospital, og det vil også blive præsenteret på et borgermøde i Nyborg, inden det bliver endelig behandlet på regionsrådsmødet 18. december.