Tirsdag aften er der premiere på Doppler Duos nye CD, hvor fire danske værker er indspillet netop i Vor Frue Kirke
Doppler Duo: Monica Schmidt med en af sine blokføjter, og bag hende sidder organist Tina Christiansen. Foto: Michael Rathje
Det er fredag aften. Vor Frue Kirke i Nyborg ligger hen i mørke. Netop som kirkeklokken har slået det sidste af sine syv slag, kan man svagt ane lyden fra et orgel og skimte et lys i den mørklagte kirke.
Lyset kommer fra podiet ved orglet, hvor Tina Christiansen sidder og blidt berøre tangenterne, mens Monica Schmidt Andersen står ved siden af med sin blokfløjte. De er koncentrerede og i fuld gang med at øve til tirsdagens koncert. Tilsammen er de Doppler Duo, og det har de nu været i over 10 år, hvor de har optrådt i talrige kirker og opført værker for blokfløjte og orgel.
– Da vi så havde 10-års jubilæum, så tænkte vi, at nu var det tid til at lave et større projekt. Og for mig har det altid været en drøm at spille Thomas Koppels ”Moonchild’s Dream” skrevet for blokfløjte og symfoniorkester. Det er sådan en idé, jeg fik for mange år siden. Men man jo lige sådan symfoniorkester til rådighed. Og så var det egentlig Tina, der sagde. Skal vi ikke prøve?, fortæller Monica Schmidt Andersen.
De kontaktede derfor Anizette Koppel, der har rettighederne til værket efter den afdøde Thomas Koppel. Da tilladelsen var hjemme, gik det store arbejde i gang med at få Thomas Koppels håndskrevne noder om, så hele symfoniorkestret kunne presses ind i et orgel.
Orglet i Vor Frue Kirke rummer ca. 2.400 piber. Det kan både lyde brusende voldsomt og stille og fint som en fløjte. Foto: Michael Rathje
Og så kom ideen med at indspille noget så gammeldags som en CD med Koppels ”Moonchild’s Dream” og tre andre danskkomponerede værker, hvoraf de to er specielt skrevet til Doppler Duo.
Indspilningen af CD’er er foregået i Vor Frue Kirke. En lang proces, da der helst skulle optages, på bestemte tidspunkter, for kirken er bestemt ikke lydtæt.
– Så var vi også meget spændte på, om der var for meget trafikstøj uden foran. Men det slap vi egentlig meget heldigt fra. En gang imellem, når vi var i gang, så kom der lige en lastbil og så måtte vi vente, fortæller Tina Christiansen.
Hun er efterhånden blevet gode venner med det gamle orgel i Vor Frue Kirke, men det er altid en udfordring, når hun kommer til et nyt orgel i en ny kirke. Mens Monica har sine egne fløjter med, så skal Tina bruge mindst en dag på at lære et nyt orgel at kende.
– Hvis vi skulle sammenligne med biler, og det er et meget godt billede, så er det jo alt lige fra en lille gammel Ellert (danskproduceret el-bil fra 90’erne, red.) til en lastbil med anhænger.
Trods den store forskel på duoens instrumenter, så formår Tina og Monica at få tonerne til at flyde sammen på en smuk harmonisk vis.
Selv om Monica Schmidt Andersens instrument er minimalt i forhold til orgelet, så skal hun alligevel passe på, at hendes fløjte ikke overdøver orgelet . Foto: Michael Rathje
Ud over Thomas Koppels værk har Doppler Duo indspillet værker af Martin Lohse, Thomas Clausen og Lars Kristian Hansen på CD’en, der varer 1 time og 12 minutter, og som opføres i sin helhed til koncerten.
Især glæder duoen sig til at spille Koppels ”Moonchild’s Dream”.
– Det her værk af Thomas Koppel, altså, det er et stort eventyr. Det rummer bare alt: Vildskab og smukke temaer og …, kommer det begejstret fra Tina Christiansen, mens Monica Schmidt Andersen tager over, som når de spiller sammen, og fuldfører sætningen: – … Koppel sagde, at han ønskede at skrive et værk, som på en eller anden måde skulle tale til publikum meget umiddelbart, så man ikke behøvede den store forståelse af klassisk musik. Det skulle bare ligesom tale til en.
Doppler Duo er på plakaten i Vor Frue Kirke i Nyborg. Foto: Michael Rathje
Releasekoncerten finder sted i Vor Frue Kirke på tirsdag klokken 20. Det koster 50 kr., og der kan købes billetter ved døren, ligesom man også vil kunne købe deres CD.
Lyden på dette videoklip er langt fra optimal. Lyden er med garanti bedre både på CD’en og til koncerten i kirken.