Præst Rasmus Markussen har været ansat i Ørbæk Kirke i snart fem år. Hvert af de 23 lys repræsenterer begravelser i sognet det seneste år. Foto: Cecilie Engelbrecht.
Tændte stearinlys, stilhed og oplæsning af navne på mennesker, der er døde i Ørbæk Sogn det sidste år. Det er ritualerne, som fyldte rummet i Ørbæk Kirke på Allehelgensdag.
Hvorfor har vi ritualer som dette, og hvad skal de gøre godt for?
En ældre herre i skjorte og blazer sidder på kirkebænken mellem de dekorative efterårsblade. Det er første gang, Jørgen Pedersen deltager i mindehøjtideligheden på Allehelgensdag i Ørbæk Kirke.
”De fleste herinde kommer i dag, fordi de har mistet nogen, de savner. Selvom der er sat et punktum, så er det meget rart at få det genopfrisket. Jeg tror, at der kommer mange i aften”, siger Jørgen Pedersen i en stadig tom kirke.
Et par minutter senere kommer folk dryssende ind gennem våbenhuset i sidste øjeblik, og enkelte skriver små sedler på vejen. Det er navne på mistede, som de fremmødte vil have læst op af præsten.
I den danske folkekirke ligger Allehelgensdag den første søndag i november. Her tænder man lys for de afdøde det forgangne år og samles til en mindehøjtidelighed i kirken, hvor man læser navnene op.
Selvom sorg rammer alle på et tidspunkt, er det en individuel og – for nogle – ensom tilstand. Her hjælper ritualer med at gøre det uhåndgribelige til noget trygt gennem et regelsæt, mener Jesper Sørensen, som er Lektor i religionsvidenskab på Aarhus universitet.
”Der var en person i 1970’erne, der brugte ordene ’formløshedens tyranni’. Det betyder for eksempel at komme til et bryllup uden bordplan, toastmaster eller tidsplan. Det kan lyde meget frit, men det kan også være temmelig ufrit, fordi så tænker gæsterne ’Hvad gør vi nu?’ hele tiden. Ritualet følger en bestemt ramme og form. Det giver plads til, at man i et tidsrum ikke skal bekymre sig”, siger Jesper Sørensen.
Ritualet består af koordinerede handlinger, et tidsrum og æstetik. Ifølge Jesper Sørensen, så skaber det efterfølgende en solidaritet mellem deltagerne.
Han mener, at ritualer i forbindelse med sorg kan aftabuisere, der hvor ord kommer til kort.
”Hvis folk er i sorg, kan de trække sig fra verden og socialiteten, men ritualet omfavner følelserne og kanaliserer dem ind i en allerede accepteret adfærd. For eksempel glæde i barnedåben og sorg i begravelsen. Her kommer følelserne ind i en forskrift, så det i højere grad bliver fællesskabsbekræftende, i stedet for at være det modsatte,” siger Jesper Sørensen.
Et åndehul for sorg
En yngre teenagepige lader tårerne trille ned ad kinderne, mens hun tørrer øjnene i ærmet. Hun er blot en af flere, der lader øjnene flyde over, da præsten læser navne op fra sedlerne. En stilhed hviler over forsamlingen. Mobilen er så småt blevet en fast del af fingrenes anatomi, men nu kigger folk blot i hænderne, mens deres blik forsvinder i tanker om en person på nethinden.
Hvordan vi forholder os til sorg og pårørende, er begyndt at ændre sig, fordi vi forsøger at mødes om den, mener præst Rasmus Markussen
”At man laver mindehøjtidelighed på den her måde er en forholdsvis ny ting. Jeg tror, det hænger sammen med, at sorg i højere grad er blevet noget, vi taler om. Min oplevelse er, at folk har brug for at være mere fælles om det,” siger Rasmus Markussen og fortsætter,
”Der kommer flere til den her mindehøjtidelighed hver år. Det må betyde, at vi møder et behov. Noget kristendommen kan, er at hjælpe med at bearbejde de store ting, som vi ellers kan have svært ved at forholde os til. Med sprog og ritualer tager vi det ud af dagligdagen og sætter det ind i en større sammenhæng”, siger Rasmus Markussen.
Folk sludrer i klynger foran hoveddøren. Mellem aftenens historier om de døde og nærværet af alle os, der er tilbage, svæver små lys rundt i mørket mellem gravstederne. Folk går målrettet, for de ved, hvor deres egen lille flamme hører hjemme.
Selvom herren i skjorte og blazer sad alene i begyndelsen, så havde han ret.
Der var ikke mange frie bænke på Allehelgensdag i Ørbæk Kirke. For nogle var det første gang, at de kom til den årlige mindehøjtidelighed, men opskriften var ikke uprøvet. Præsten stod i sort, salmerne ’Altid frejdig, når du går’ og ’Sov sødt, barnlille’ har de fleste stødt på, såvel som at alle kigger i samme retning, når man tager plads på kirkebænkene.
Kun aftenens oplæste navne var nye i ritualet.
