I Tårup kan du i denne weekend opleve videokunst fra 128 skandinaviske kunstnere
På fredag den 27. er der fra klokken 19-22 fernisering ved Kunstrum Fyn i Tårup. Her kan du opleve videokunst fra 128 kunstnere fra Danmark og Norge, en kunstnersamtale mellem Henrik Plenge Jakobsen og Janne Talstad og en bar.
Lørdag og søndag har Kunstrum Fyn åbent for videokunstudstillingen henholdsvis 12-18 g 12-16. Lørdag vil der igen være kunstnersamtale – denne gang mellem Susanne Christensen og Crispin Gurholt, og søndag vil der være foredrag med kurator og antropolog Aaron Moulton. Antropologens indlæg vil bestå af et screeningprogram og et performativt foredrag med titlen A love letter to the Super Secret Sleeper Cell.
– Open Video er en film- og bevægende billedudstilling initieret og kurateret af den norske kunstner Janne Talstad årligt i Norge siden 2014. Hundredvis af videoværker og over hundrede kunstnere er blevet præsenteret gennem Open Video, som også har været vist på Orkneyøerne, i Hong Kong og Italien. 27. – 29. oktober Kunstrum Fyn er stedet for Open Video XVI, som omfatter bidrag fra 128 Norge- og Danmarksbaserede kunstnere. Den danske del af programmet er et udvalg af videoer baseret på en Open Call udsendt af Kunstrum Fyn for at nå videokunstnere i Danmark. Kunstrum Fyn drives af Crispin Gurholt og Helga-Marie Nordby.