Seks meter højt DSB-skilt kommer til at stå i vejen for kong Christian

0
229

Statuen af kong Christian 9. har de sidste fire år ligget hengemt på materialegården. Nu skal han frem i bybilledet igen. Men DSB står i vejen for en af de påtænkte placeringer

Kong Christian 9. A

De sidste fire år har kong Christian 9. ligget her mellem ukrudt og skrammel bag en garage på kommunens materialegård. Foto: Michael Rathje

Bronzestatuen af kong Christian 9. blev afsløret på Torvet i 1908. I første omgang var statuen placeret på Torvets modsatte ende ud for den nu forsvundne Kommandantbolig på Biblioteksholmen. Statuen er skabt af billedhugger H.P. Pedersen-Dan, der også har lavet den berømte statue af Holger Danske.

Kong Christian 1908

Postkort fra 1908. Her ses kong Frederik 8. under afsløringen af statuen på Torvet af hans far Christian 9.  Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Senere blev kong Cristian 9. flyttet helt hen foran rådhuset, hvor han kunne spejde mod Nyborg Slot.

Men i 2020 blev han fjernet, da den store renovering af Torvet skulle i gang.

Siden har kong Christian ligget bag en garage på kommunens materialegård.

Kong Christian 9. C

Kong Christian 9. ligger stadig og venter på, hvor han skal op at stå igen. Foto: Michael Rathje

Nu har det nyoprettede Kunstråd besluttet, at statuen igen skal komme til ære og værdighed i bybilledet. De sidste par måneder har Kunstrådet diskuteret den nye placering af kong Christian 9, for kongen skal ikke tilbage på torvet.

Nyborg Kommune bad i oktober 2019 ved et opslag på Facebook borgerne om idéer til ny placering, og der indkom i alt 87 forslag:

Statuen bliver stående (på Torvet): 2
Slotsholmen og Biblioteksholmen: 17
Adelgade: 8
Banegård, færge- og jernbanearealer: 30
Andre placeringer: 3

Christian 9. var konge af Danmark i 1863-1906 og blev blandt andet kaldt jernbanekongen, da han regerede i en periode, hvor en stor del jernbanerne i Danmark blev anlagt – også forbindelsen Middelfart – Nyborg, der stadig er i brug i dag og har haft afgørende betydning for Nyborgs udvikling og identitet.

Kunstrådet nåede derfor frem til at foreslå byrådet to mulige placeringer for den gamle konge: Enten ved Nyborg Station eller ved den gamle banegård.

Nyborg Station 2

Kunstrådet havde forstillet sig, at kong Christian 9. kunne står her foran Nyborg Station, men i mellemtiden har kommunen givet DSB tilladelse til at sætte et seks meter højt skilt op på det samme sted. Foto: Michael Rathje

Men nu ser det ud til, at placeringen foran den nye station på Banegårdsallén ikke kan blive til noget. Her er DSB nemlig gået i gang med at grave ud til et fundament til et seks meter højt skilt, der skal angive, at her ligger der en DSB-station.

– Vi er i øjeblikket i gang med at sætte skilte op ved alle vores regionale- og fjernstationer, som skal have det samme udtryk. Det skal være let for folk at se, at her ligger der en DSB-station, ligesom med S-togstationer i København, siger Lars Gøtke, underdirektør i DSB

Han understreger, at DSB har fået en byggetilladelse fra Nyborg Kommune til at opsætte det store skilt i midterrabatten ved taxaholdepladserne.

– Det er nok ikke en god ide både at have et skilt og en statue på den samme plads, siger Lars Gøtke.

Kommunen havde i første omgang udset sig en plads til kong Christian 9. i rundkørslen ved Banegårdsalléen/Svanedamsgade/Enghavevej. Men statuen står på en sokkel, der indbyder til at sætte sig på, og det ville ifølge chefen for Nyborg Kommunes afdeling for Kultur, fritid og turisme, Søren Thorsager, udgøre en risiko, hvis folk gik ind i rundkørslen for at sætte sig for foden af kong Christian 9. Derfor pegede kommunen på en placering på midterrabatten lige foran stationen mellem træerne ved siden af Taxa-holdepladsen. Men DSB kom først.

– Det er helt nyt for mig det her. Det må vi jo have kig på. Det har man helt sikkert ikke været opmærksom på, dem, der sidder og forbereder den her sag, at der var givet en byggetilladelse til et DSB-skilt der, siger Søren Thorsager.

Gamle Banegård

Med mindre Kunstrådet finder et helt tredje sted til Christian 9., så ender han nok med at komme til at stå foran den gamle banegård. Foto: Michael Rathje

Dermed synes det afgjort, at kong Christian 9. kommer op og stå foran den gamle banegård, medmindre Kunstrådet foreslår en helt tredje placering.