I SF Nyborg mener man ifølge Ole Tyrsted Jørgensen, at Miljøstyrelsen handler forkert. Foto: Nyborg Kommune
SF Nyborg ønsker sig et byråd, der står stærkere sammen om havmiljøet i Nyborg
På Facebook skriver byrådsmedlem Ole Tyrsted Jørgensen fra SF Nyborg den 29. juni:
”Vi har vi valgt at klage over Miljøstyrelsen og deres ikke-måde at håndtere udledning af miljøfarlige stoffer til havmiljøet i Nyborg Fjord.
Hvordan kan man i Miljøstyrelsen med den ene hånd opstille krav til maksimal koncentration af miljøfarlige stoffer i havvandet, hvis det skal være i en god økologisk og kemisk tilstand, og så samtidig med den anden hånd give lov til udledning af væsenlig højere koncentrationer af giftige stoffer som antracen? På den måde får vi aldrig vores vandmiljø i Nyborg Fjord tilbage til en sund tilstand. Det duer bare ikke. Derfor har vi i SF valgt at klage over Miljøstyrelsen. Desværre som de eneste i byrådet.”
Et enigt byråd aftalte indsats
- marts 2024 var havmiljøet sat på som punkt nummer 21 på dagsordenen. Der var ordlyden blandt andet:
”Holckenhavn Fjord og Nyborg Fjord trænger til hjælp – det skal ske nu!
Vi har nok alle hørt om iltsvind og fiskedød i de indre danske farvande i sensommer og efterår, og set de mange billeder af død havbund i vores fjorde. Stort set alle erkender at der er behov for at gøre noget for at forbedre forholdene for havmiljøet i de danske farvande.
I SF og Venstre har vi længe været bekymret for vores lokale havmiljø. Bl.a. derfor har vi tidligere beslutte at melde Nyborg Kommune ind i kystkommunernes interesseorganisation for havmiljø KIMO, for den vej at kunne være med til at påvirke Christiansborg til at styrke den nationale indsats for havmiljøet. Men der er også behov for, at vi som kommune sætter aktivt ind med konkrete tiltag, der vil forbedre tilstanden i Holckenhavn fjord og Nyborg Fjord.”
Man udlagde, at dæmningen over Holckenhavn fjord var det store problem for Holckenhavn Fjord. En rapport fra Syddansk Universitet udarbejdet for Nyborg Kommune (fremlagt for TMU september 2023) viser dog, at den altafgørende faktor for et bedre havmiljø i Holckenhavn Fjord er at reducere næringsstofferne fra oplandet til Vindinge Å og Ørbæk Å.
Derfor ønskede SF og Venstre 19. marts, at der besluttedes forskellige politiske tiltag, blandt andet at Ørbæk rensningsanlæg skulle nedlægges og spildevandet føres til Nyborg rensningsanlæg for at reducere mængden af både næringsstoffer og miljøfremmede stoffer til Ørbæk Å og Holckenhavn Fjord.
Man ville også lave strategisk opkøb af landbrugsjord i oplandet til Holckenhavn Fjord med henblik på ekstensivering, jordfordeling, skovrejsning mv. Udledning af næringsstoffer fra landbruget er et stort problem for livet i havet.
Spildevandsoverløbet ved Nokken Nyborg havn skulle nedlægges eller forsinkelse øges, for at undgå forurening af vandet med næringsstoffer og colibakterier i og omkring havnen ved regnvejr.
Man argumenterede, at Nyborg havn er et vigtigt rekreativ område med mange former for vandsport og badning, hvorfor reduktion af overløb af spildevand vil minimere perioder med for mange colibakterier i forhold til badning, samt reducere tilledningen af næringsstoffer til Nyborg Fjord.
Man ønskede øget fokus på nye typer samarbejde og økonomisk støtte til konkret indsatser i oplandet til Holckenhavn Fjord og i fjorden.
Og slutteligt ønskede SF og Venstre inddragelse af borgere med henblik på at skabe viden og interesse for havmiljøet. Det kan f.eks. være etablering af en fiskebørnehave i inderhavn sammen med information om livet i fjorden.
Byrådet drøftede indsatsen dengang i marts og bakkede op om forslaget og oversendte det til behandling i de relevante udvalg.
Så hvorfor er SF sidenhen endt helt alene om at klage over Miljøstyrelsen?
– Jeg kan ikke vide, hvorfor de andre partier ikke vil være med til at klage. Jeg kan kun gisne. SF har spurgt dem. De har sagt nej. Det er ærgerligt og overraskende, fordi vi står stærkere som et samlet byråd. Vi skal gøre opmærksom på lokalt, at det her ikke er i orden. Vi burde gå hele vejen som byråd, siger Ole Tyrsted Jørgensen til Nyborg Avis.
Nyborg Avis har den 29. juni spurgt Martin Stenmann (Soc.dem), Michael Gertsen (Kons.) og Kaj Refslund (Venstre), om de har en kommentar til, hvorfor de ikke har bakket op om SF og været med til at klage over Miljøstyrelsen, når man tidligere har aftalt at gøre noget ekstra for havmiljøet.
Ser ingen grund til at klage over Miljøstyrelsen
Michael Gertsen (C) svarer, at de Konservative gennem medierne har erfaret, at Miljøstyrelsen tilsyneladende har bøjet reglerne for at imødekomme nogle erhvervsvirksomheders behov. Det er deres indtryk, at virksomhederne i Nyborg nøje har fulgt de tilladelser, der er udstukket og derfor handlet i god tro.
– Jeg kan forstå, at der på Christiansborg er fokus på at undersøge og eventuelt rette op på Miljøstyrelsens retningslinjer overfor erhvervslivet. Det er positivt og derfor ser vi ikke behov for lokalt at klage over Miljøstyrelsen, siger Michael Gertsen.
Michael Gertsen tilføjer, at han i øvrigt er i dialog med miljøordfører Rasmus Jarlov om det, da det “ikke dur at slække på miljøkravene”, siger Michael Gertsen.
Martin Stenmann fra Socialdemokratiet henviser til Lone Smidt, som ikke ser nogen grund til at klage over Miljøstyrelsen, fordi Socialdemokratiet føler sig betrygget i det svar Miljøstyrelsen har sendt til Nyborg Kommune den 24. maj. Her fremgår det blandt andet, at Miljøstyrelsen i øjeblikket sagsbehandler revurderingen af udlederkrav til Koppers Denmark ApS. Miljøstyrelsen har ligeledes startet et tilsynsarbejde med at få virksomheden til at kildeopspore og få yderligere adskilt almindelig belastet overfladevand fra industrielt belastet.
Miljøstyrelsen har ifølge skrivelsen fastsat udlederkrav ud fra principperne i FAQ 54 til bek. om krav til udledning af visse forurenende stoffer. For eksempel vil udlederkravet til antracen blive skærpet, hvis det er nødvendigt, for at sikre, at Koppers Denmark ApS ikke er en væsentlig kilde til Nyborg Fjord og hindrer at fjorden kan opnå målopfyldelse for antracen.
– Vi har i S drøftet SF´s opfordring til om byrådet skulle sende en fælles klage afsted til miljøministeriet. Vi har meddelt dem, at vi i Socialdemokratiet ikke ønsker lige nu at gå med i en sådan henvendelse. Vi er som de øvrige partier i Nyborg Byråd optaget af at vi har et meget sundere havmiljø omkring Nyborg og i resten af landet. Vores havmiljø lider, skriver Lone Smidt til Nyborg Avis og fortsætter:
– I lyset af Miljøstyrelsens initiativer finder vi det ikke nødvendigt at sende en klage. Vi vil dog følge Miljøstyrelsens håndtering af miljøpåvirkningen af Nyborg Fjord meget tæt, og vi forventer at de beskrevne initiativer bliver hurtigt fulgt til dørs. Det er vigtigt for os i Socialdemokratiet at understrege, at Koppers har fulgt de gældende regler.
Kaj Refslund er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.