Sikken en møgdag. Rapport om kommunens svigt skabte en trykket stemning på rådhuset

0
552

Selvom rådhuset er pyntet op til jul, var der ikke megen julestemning indenfor i går. Her blev en rapport præsenteret, der giver kommunen en sønderlemmende kritik

20231205 141008

Rådhuset med julepynt, men julehumøret var svær at finde indenfor i går. Foto: Michael Rathje

”Vi beklager og undskylder”. ”Det er fuldstændigt uacceptabelt”.  ”Vi er rigtig kede af det”. ”Vi må lægge os fladt ned og sige, det her er simpelthen ikke godt nok”.

Sådan lød det igen og igen fra både direktøren for Social- og Familieområdet, byrådsmedlemmer og borgmesteren.

Rapporten er udarbejdet af firmaet BDO og blev offentliggjort i går. Rapporten afdækker kritisable forhold på socialområdet. Konklusionen i rapporten viser, at der er en mangelfuld og langsommelig sagsbehandling, manglende opfølgning og handling på underretninger, elementer af forråelsesadfærd og utilstrækkelig ledelse.

“Nu har vi et fundament til at komme videre på en god måde. Men det bliver ikke gjort i morgen.”
– Anja Kongsdal (V)

Anja Kongsdal

Det har været en rigtig møgdag i dag, konstaterer Anja Kongsdal (V). Foto: Michael Rathje

– Der er godt nok noget skidt. Helt ærligt; jeg er meget ked af det, siger Anja Kongsdal, byrådsmedlem for Venstre og formand for Social- og Handicapudvalget.

Er det kommet bag på dig, at det er så grelt, som rapporten viser?

– Ja, det er det. Meget.

Anja Kongsdal forklarer, at man godt i byrådet, var klar over, at der var problemer i Social- og Familieområdet. Det havde kommunens Borgerrådgiver påpeget de seneste to år i hans rapporter.

Den nye BDO-rapport var egentlig bestilt for at finde ud af, om der kunne spares penge på området. Men deres første undersøgelser viste, at der stadig var problemer på socialområdet. Derfor bad kommunen i august firmaet BDO om at ændre på præmissen for undersøgelsen og blotlægge disse problemer.

Anja Kongsdal, og resten af byrådet, var derfor ikke uvidende om, at det ikke fungerede optimalt, når borgere søgte hjælp hos kommunen.

De tiltag, I har foretaget ud fra Borgerrådgiverens rapport, har så tilsyneladende ikke virket?

– Det har de ikke, og det er jo noget af det, der virkelig er frustrerende i dag. Jeg ved godt, at det ikke er noget, vi gør over natten. Det tager lang tid at ændre forholdene. Men jeg havde en forventning om, at vi var på rette vej, lyder det fra Anja Kongsdal.

Når BDO-rapporten konkluderer, at der er opstået en forråelseskultur blandt medarbejderne, hvad tænker du så?   

Der kommer en lang pause og et dybt suk, inden Anja Kongsdal svarer:

– Jeg kan ikke svare dig entydigt på, hvordan sådan en forråelseskultur kan opstå. Jeg formoder, at der har været nogle stærke kræfter blandt medarbejderne, som har sat noget i gang. Vores sagsbehandlere håndterer over 8.000 sager om året, og nogle af de sager kan være rigtig svære. Derfor er der også nogle gange en aggressivitet overfor nogle af vores medarbejder, som kan sætte sig, forklarer Anja Kongsdal.

Men de medarbejdere burde vel være professionelle i sådanne situationer?

– Ja, de pågældende medarbejdere burde jo have søgt hjælp og støtte til at holde sig på den rette sti og være den professionelle i de her sager. De skulle have gået til ledelsen i stedet.

Der har den seneste tid været mange udskiftninger i kommunes administration, og nye ledere er kommet til, og det har ifølge Anja Kongsdal været en medvirkende årsag til de mange problemer, som rapporten peger på.

– Vi har nu en helt klar rapport, der fortæller, at det her gør I bare ikke godt nok. Vi skal blandt andet være bedre til at få information fra administrationen. Nu har vi et fundament til at komme videre på en god måde. Men det bliver ikke gjort i morgen, slutter Anja Kongsdal.

Ud fra rapporten, har Nyborg Kommune udarbejdet en handleplan, som blandt andet skal sikre sikre:

At ledere og medarbejdere har de rette kompetencer til at behandle borgernes sager. At kommunens tilbud samles, så de får en højere kvalitet og er lettere at navigere i for borgerne. At der bliver taget et definitivt opgør med den nogle steder forråede kultur på området.

Har du læst vores andre historier om kommunens svigt og lovbrud i børnesager? Hvis ikke, så kan du gøre det her, her og her