Skyggesind: En fortælling om psykiatriens spøgelse

Malene har en ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, der gør at hendes alarmberedskab og selvkritiske tanker konstant buldrer derudaf. Lidelsen er et spøgelse i psykiatrien, hvor manglende forskning hjemsøger de mennesker, hvis diagnose sjældent eller sent bliver opdaget

“Kan du læse det her for mig?” speciallægen peger på et stykke papir, der ligger foran Malene. Den 11-årige pige kan godt læse sætningen, ja. Men at gøre det højt? Hun kan komme til at snuble over ordene eller udtale et af dem helt forkert. Hvad tænker den voksne foran hende så ikke? Lægen venter i stilhed og kigger på Malene, hvis læber føles som om, nogen har klistret dem sammen med Danmarks stærkeste sekundlim. Hendes øjne begynder at flakke, mens pulsen stiger.

Hun går fra lægen med kinder blussende af skam, en adhd-diagnose og en følelse af at være helt og aldeles misforstået – igen. Den følelse skal vise sig at forfølge hende ind i hendes voksenliv, før hun endelig får en diagnose, hun kan genkende sig selv i. Som 26-årig finder Malene nemlig ud af, at hun har en ængstelig evasiv (eller undvigende) personlighedsforstyrrelse, i forskersammenhænge kendt som ‘den oversete lidelse’.

Usynlige sår

En ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse kan komme til udtryk på forskellige måder, afhængig af den person, der bærer på lidelsen. Et af fællestrækkene er dog et udtalt mindreværd, der sniger sig ind som en ubuden gæst i det meste, personen med lidelsen gør.

“Hver gang jeg går ind i et rum, føler jeg, at folk kigger på mig. Hvis jeg hører nogen grine, er min første tanke altid, at de må grine ad mig,” siger Malene og fortsætter: “Når man skal ud og snakke med fyre eller sådan noget, så er det første, man tænker, at han kan sgu da umuligt være interesseret i mig. Altså, hvordan fanden kan han være det? Altså det her,” Malene gestikulerer op og ned ad sin egen krop, “Hvordan? Nej.” hun lægger tryk på det sidste ord, mens hendes hænder igen lander på det runde spisebord.

Den ængstelige og konstante følelse af forkert-hed og skam kryber også typisk ind i de relationer, mennesker med personlighedsforstyrrelsen har. Ængsteligheden gør, at personerne har et stort behov for bekræftelse fra sine nærmeste, der igen og igen må forsikre dem om, at de ikke er på vej væk. At de oprigtigt synes, at personen er elskværdig – noget, personen ikke selv kan tro.

“Da jeg var barn, og min mor var ude eller bare på arbejde, var jeg så bange for, at hun ikke skulle komme hjem igen. Jeg havde et behov for at vide, hvor hun var hele tiden. Sådan kan jeg faktisk stadig have det, selvom jeg prøver at være rationel. Men en eller anden dag, så er hun her jo ikke mere, og det er min største frygt.”

Den evasive del af diagnosen er en reaktion på følelsen af mindreværd og gør, at folk med lidelsen af ren og skær frygt kan finde på at undgå situationer eller relationer, der virker helt dagligdagsagtige for andre mennesker. Et liv med en ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse kan på den måde føles ret hæmmet og isoleret.

Internationale forskere anslår, at lidelsen opstår i omkring 1,5-2,5% af den almene befolkning, og alligevel findes der forsvindende lidt forskning på den. Nana Nørgaard er en af de danske psykologer, der beskæftiger sig med lidelsen, og i 2019 udkom bogen ‘Den ængstelige personlighed’, som hun har skrevet med Sebastian Simonsen.

“Man kalder det i forskningssammenhænge for den oversete lidelse. Det passer jo meget godt med, hvordan de her patienter umiddelbart også vil foretrække at have det. Vi ser i andre personlighedsforstyrrelser, at mennesket er fuld af tydelig lidelse i form af selvskade, misbrug eller andet, som gør, at andre ser, at der er noget galt. Her man kan sige, at det, der ligger i personlighedsforstyrrelsen, er det her internaliserende mønster, hvor man drejer det hele indad. Så verden har svært ved at se, hvor forpint man faktisk er. Selvom, når man måler på det, at de er lige så forpint som dem med andre og umiddelbart tydeligere personlighedsforstyrrelser.”

Roden og ruden

Det er søndag, og 10-årige Malene vil i bad. Hun har ikke lært at læse endnu, så med bare barnefødder går hun ud til sin far i stuen. Huset står nærmest præcist, som det gjorde, da Malenes mor, søster og hun selv flyttede fra det nogle år før. Han ligger i sofaen, da hun spørger ham, hvad der er shampoo og hvad der er balsam. Han åbner knap nok øjnene, da han peger og svarer. Bruseren drypper færdig, mens hun griber den første flaske og fordeler de velduftende dråber.

“Og så kunne jeg mærke i mit hår, at det var forkert, det han havde sagt. Der rammer den der følelse af bare at skulle stå med det hele selv. Jeg ved godt, det var bare en lille ting, men den gjorde mig så ked af det, og jeg følte mig magtesløs. Han lå jo bare der og var skidefuld og ligeglad.”

Malene vokser op i Rynkeby med en mor og far, der bliver skilt, da hun er to år gammel. Mens det hjem, hun deler med sin mor og fem år ældre søster, er fyldt med kærlighed, føler hun sig mere og mere alene i sin fars selskab. Hun ser ham hver anden weekend, indtil det går galt for ham – og sådan kører det i ring. Han er det, Malene kalder periodealkoholiker, og når det er værst, kan hun høre sine venner i skolen fortælle, hvordan de har set ham vælte rundt foran købmanden.

Som misbruget og snakken i frikvartererne tiltager, får Malene sværere ved at følge med i timerne. Hun kan ofte ikke samle sig om at lytte efter, og gruppeopgaver virker gennemgribende uoverskuelige. Der skal ikke meget til, før hun føler sig overstimuleret, og følelserne kammer over. Når Malene i dag husker tilbage på sin tid i den lokale folkeskole, mindes hun mest af alt rektors kontor.

Nana Nørgaard fortæller, at det ligesom med andre personlighedsforstyrrelser er svært at pege entydigt på, hvordan og hvornår de opstår, men at de højst sandsynligt bunder i en blanding af arv og miljø.

“Det at være udsat for omsorgssvigt, som det er, hvis man har en forælder med misbrug, som ikke formår at tage vare på ens behov, og som ikke ser en, kan lægge kimen til den her grundlæggende følelse af mindreværd. Samtidig spiller generne og det temperament, man er født ind i verden med, også ind. Så vi kan naturligvis ikke sige, at alene omsorgssvigtet i sig selv gør, at et menneske udvikler en personlighedsforstyrrelse, men vi kan se, at det og traumer er klassiske elementer, der kan trigge dem, der er disponible for det i forvejen.”

En dag sidder Malene i sin barndomsvenindes vindue. På vejen nedenfor ser hun blå blink nærme sig sin fars hus. For lidt siden gik hun og hendes mor derned for at lufte hunden. Da hendes far ikke åbnede døren, løb Malene om i haven. Gennem glasset til stuen så hun ham ligge der, ubevægelig og med opsvulmet ansigt. Så havde hendes mor sendt hende væk. Hun bliver siddende på karmen bag ruden, til hun ser bilerne køre igen, og hendes mor står i døråbningen til pigeværelset. “Er han død?” spørger Malene. “Ja. Han er død” svarer mor.

I tiden efter sin fars død eskalerer Malenes symptomer, og i samråd med folkeskolen starter hun på Nyborg Heldagsskole. Kort tid efter bliver hun diagnosticeret med ADHD, selvom hun aldrig kommer til at føle, at hun kan se sig selv i diagnosen.

Årene går, og følelsen af, at det er svært at være hende, går med. Hun bliver erklæret ikke-uddannelsesparat fra heldagsskolen. Samme dom kommer fra den efterskole, Malene starter på, og igen, da hun stopper på produktionsskole.

At præstere i trods

“Fuck jer. Altså fuck jer!” med 45 km/t fragter 17-årige Malenes knallert hende gennem det fynske landskab; Marker og parcelhuse bliver til larmende lyskryds og enorme bilhandler, som den unge kvinde nærmer sig Odense. Blodet bobler, og tankerne kører i ring bag styrthjelmen. Hun er rasende, men besluttet. Fast besluttet på, at det er slut – slut med at folk skal kunne sige, at hun ikke kan noget. Gennem de store skydedørsåbninger til Rosengårdscentret mærker hun, hvordan genertheden for en gangs skyld er væk. Tre dage efter er hun ansat i Føtex.

Malene trives i supermarkedet, hvor ingen kender hendes historie. Med blod på tanden søger Malene ind på handelsskolen, hvor hun får topkarakterer – noget, hun ikke kunne have forestillet sig før.

Den vilje, der får Malene til at bryde nogle af de begrænsninger, hendes personlighedsforstyrrelse ellers sætter, siger meget om hende, mener Nana Nørgaard.

“Vi kender det som en mere tvangsprægede undertype, hvor man har et drive for at performe og præstere. Behovet for at bevise sig selv er der en kæmpe drift i og kraft i. Og det er der et initiativ i, som heldigvis kan gøre, at det andet kan træde lidt i baggrunden. Men det er en balance, for det kan også være meget slidsomt hele tiden at føle, at man skal undertrykke sine symptomer og bevise sit værd og eksistensberettigelse. Det er virkelig en balanceagt.”

Malene bliver uddannet butiksassistent med 12 i sin fagprøve.

“Da jeg stod der, tænkte jeg ‘jeg kan jo godt. Jeg kan jo det, jeg vil’.”

I årene efter bliver Malene og hendes daværende mand forældre til to piger. Mellem og efter barslerne bliver Malene sygemeldt. Hun har bevist sit værd i uddannelsessystemet, og hun har fået drømmen om at blive mor opfyldt, men noget indeni føles helt forkert.

Mødet med barndommen, med selvet, med diagnosen

“Jeg tror bare, at jeg lå hjemme på min sofa. Og lige pludselig brød jeg bare fuldstændig sammen. Jeg kan næsten ikke få luft. Jeg er nødt til at ringe til min mor og få hende til at hente pigerne. Og hun kommer jo så og… Får snakket med mig. Og det er egentlig der, at vi begynder at åbne op for de her ting, jeg har fortrængt selv og de ting, jeg har skjult for min mor. Alt ramler bare. Fordi jeg har jo egentlig aldrig før ville snakke om… alt det der skete.”

Som barn kommer Malene i Familiehuset i Kerteminde – først alene og siden med sin mor og søster, men hun stopper forløbene. For, som Malene siger, var der ikke nogen, der skulle ‘blande sig’.

Ifølge Nana Nørgaard kan mennesker med en ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse udvikle det, eksperter kalder alexithymi.

“Man skal arbejde hårdt for at få de personer til at sige, hvor dårligt de har det, og få dem til selv at forstå, hvor dårligt de har det. Det er kendt som alexithymi, hvor man ikke kan sætte ord på sine følelser og tanker, og det går desværre i samspil med den her evasive personlighedsstruktur.”

I tiden efter Malenes sammenbrud begynder hun at se en psykiater. Efter samtaler og omfattende spørgeskemaer konkluderer psykiateren d. 28. april 2022, at Malene har en ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Endelig, som 26-årig, kan den unge kvinde genkende sig selv i sin diagnose, og mens hun arbejder på at leve bedst muligt med den, finder hun igen overskuddet til at starte studie. I dag læser hun og har fundet sig til rette i Nyborg kommune.

“Jeg har jo prøvet at indstille min hjerne på, at jeg kan, hvad jeg vil, men jeg har også lært, at med de vanskeligheder, jeg nogle gange har, så kan jeg nok ikke helt, hvad jeg vil. Men jeg kan meget,” Det er en helt almindelig torsdag aften. Halvdelen af Malenes blonde hår er bundet op i en knold, som hun sidder foran det store vinduesparti i sin nybyggede lejlighed. Om halsen hænger en babyalarm. Den lille skærm lyser op i orange farver og udbryder en skrattende lyd. Malene lader blikket glide fra den og op mod trappen. Lyden ophører. Hendes piger sover trygt ovenpå, og Malene ene mundvige løfter sig varmt. “Lige nu tænker jeg da umiddelbart, at min fremtid ser sådan rimelig lys ud.”

Nana Nørgaards råd til pårørende til en person med ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse:

1)   Prøv ikke at lav din nære om. Accepter dem og deres sensitivitet, som de og den er

2)   Husk at sig højt, at du nyder personens selskab. Det har de brug for, det er ikke nok at vise det

3)   Accepter, at de trækker sig, når de føler sig overstimuleret

4)   Sørg for at mød dem med kærlighed og nysgerrighed – spørg gerne ind, hvis der er noget, du ikke forstår