De socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Nyborg ændrer fra den 1. juni på en lang række poster, og det går ud over Sonja Marie Jensen. Partiets nye holdopstilling skal godkendes på byrådsmødet på tirsdag
Det er ikke med hendes gode vilje, at Sonja Marie Jensen nu må forlade en række politiske poster. Foto: Michael Rathje
Opdateret lørdag den 25.maj med kommentar fra Lone Smidt.
– Jeg er megaked af det. Det er ikke mit eget valg. Men det er det, som den socialdemokratiske byrådsgruppe har besluttet, og det må jeg desværre leve med, lyder det fra Sonja Marie Jensen.
Ved det sidste kommunalvalg i 2021 forsøgte Sonja Marie Jensen som socialdemokratisk spidskandidat at vippe borgmester Kenneth Muhs (V) af pinden. Det skete som bekendt ikke.
Hun fortsatte dog som partiets spidskandidat, indtil hun midt i december sidste år meddelte, at hun ikke ville stille op som borgmesterkandidat ved det kommende kommunalvalg i 2025.
I stedet blev Lone Smidt valgt til at stå i spidsen for Socialdemokratiet, og hun skal nu forsøge at blive valgt som Nyborgs næste borgmester.
Sonja Marie Jensen begrundende sin beslutning med, at hun to gange var gået ned med stress på to år med sygemeldinger til følge. Men hun havde ingen intentioner om at trække sig ud af lokalpolitik. Hun fortsatte som 2. viceborgmester, som næstformand i Økonomiudvalget, formand i Kultur- og Fritidsudvalget, samt medlem af Skole- og Dagtilbududvalget og Ældreudvalget.
Socialdemokratiet stiller med nyt hold
Men på det seneste gruppemøde i Socialdemokratiet har partiet valgt at stille med et nyt hold, hvor Sonja Marie Jensen har fået frataget en række af sine poster.
– Det er ikke med min gode vilje, jeg nu forlader mine poster. Det supertræls. Men gruppen har, med Lone Smidt i spidsen, vurderet, at de ville lave et nyt hold frem mod kommunalvalget. Jeg havde set mig selv et andet sted i den ligning, så jeg er da overrasket over, at jeg slet ikke kan bidrage med noget længere, siger Sonja Marie Jensen.
Lone Smidt overtager posten som 2. viceborgmester og Martin Stenmann indtræder i Økonomiudvalget i stedet for Sonja Marie Jensen. Hun mister også posten som formand for Kultur- og Fritidsudvalget, men fortsætter her som menigt medlem. På et ekstraordinært møde i Kultur- og Fritidsudvalget skal medlemmerne her vælge en ny formand.
– Jeg får lov til at blive i Kultur- og Fritidsudvalget, men mister posten som formand lige op til sommerferien, siger Sonja Marie Jensen.
Hun mister også posten som medlem af Valgbestyrelsen ved folketingsvalg og valg til Europa-Parlamentet, hvor hun var næstformand. Hun er også blevet frataget posten som næstformand i Valgbestyrelsen ved kommunale valg. Endelig skal Sonja Marie Jensen ikke længere sidde i bestyrelserne for Bastionen eller Nyborg Idræts- og Fritidscenter. Alle disse poster overtages af Lone Smidt.
Sonja Marie Jensen fortsætter dog som medlem af Ældreudvalget og Skole- og Dagtilbududvalget, og hun forsætter i den socialdemokratiske gruppe. Men hun har endnu ikke taget stilling til om, hun vil stille op til kommunalvalget næste år.
– Selvfølgelig har det her en indflydelse på min beslutning, og det er med i mine overvejelser, at jeg ikke er en del af det hold, der bliver sat nu. Men jeg har den holdning, at man ikke skal træffe store beslutninger, når man er i de der følelser. Så jeg har ikke lyst til at afskrive det eller beslutte mig for, hvad jeg gør frem mod næste kommunalvalg. Der er heldigvis lang tid til valget, slutter Sonja Marie Jensen.
Socialdemokratiet spidskandidat Lone Smidt har denne kommentar til, at Sonja Marie Jensen ikke længere skal beklæde de mange poster i kommunen:
– Det er selvfølgelig er svært for Sonja Marie Jensen at forlade de lokalpolitiske topposter, som hun har haft. Jeg vil sige tak for Sonjas stor indsats. Nu har vi jo ligesom valgt at justere den linje og det hold, der fører os frem til kommunalvalget. Det er klart, at der er mange følelser i det. Det anerkender jeg fuldt ud. Men vi skal fremad nu, og vi skal forsøge at skabe det bedste udgangspunkt for vores borgere i kommunen. Det er det eneste, jeg ligesom forholder mig til nu, siger en noget fåmælt Lone Smidt til Nyborg Avis.
Læs mere om Socialdemokratiet i Nyborg her:
Lækket mail: Borgmesterkandidat kaldte borgerrådgiverens rapport for ‘beskæmmende’ og ‘utilstedelig’