Selv om corona-pandemien og de tilhørende restriktioner er fortid, forventer kunderne hos Spar på Frisengårdsvej i Nyborg stadigvæk, at medarbejder Poul Andersen møder op med én af sine sjove hatte – denne onsdag formiddag har han valgt en tyrkisk fez til at bringe smilet frem blandt kunderne. Foto: Henrik Mohr
Under coronaen var stemningen lidt trykket blandt kunderne hos Spar på Frisengårdsvej i Nyborg. Medarbejder Poul Andersen tog en sjov hat på i et forsøg på at lette stemningen. Det lykkedes – men nu hænger han på den
De fleste kan nok huske stemningen i landets butikker under corona-pandemien. Den var trykket. Også blandt kunderne hos Spar på Frisengårdsvej i Nyborg.
– Kunderne gik rundt med mundbind og skulle holde afstand og spritte af og så videre. Der var virkelig så dårlig en stemning, mindes Poul Andersen, der har været fast ansat i dagligvareforretningen i godt en halv snes år.
Visir og guldparyk
Ved et tilfælde landede en guldpapirs-paryk i forretningen, og så fik Poul Andersen et skørt indfald og tog parykken på, da han gik ud i butikken.
– Det virkede faktisk. Når kunderne så mig iført corona-visir og guldparyk, begyndte de at grine, og der kom hurtigt en meget bedre stemning i butikken. Kunderne gav hinanden plads til at komme forbi i stedet for at vogte på hinanden, så jeg besluttede mig for at tage en hat på hver dag, jeg var på arbejde, fortæller Poul Andersen.
Kunde-krav: Behold hatten på
Alting har som bekendt en ende – også coronaen og de tilhørende restriktioner. Og Poul Andersen tænkte, at så kunne han godt droppe den muntre hovedbeklædning. Men han tog grueligt fejl.
– Jeg fik straks kommentarer fra kunderne, der efterspurgte de sjove hatte. Det var virkeligt varmt, og jeg svedte bravt under hattene, men der var ingen vej uden om – og kunderne begyndte at komme med hatte til mig, så jeg måtte holde ved. Der kom en dame op til jul med en juletræs-hat, hun selv havde strikket. Så jeg måtte konstatere, at jeg ville blive nødt til at fortsætte med hattene. I dag har jeg nærmest vænnet mig til at have hat på, siger Poul Andersen.
Stadig brug for et smil
Han har i dag en samling på 50 til 60 sjove hatte, som han skifter imellem. Helst ikke den samme hat to dage i træk. Og selv om coronaen er overstået, er der stadig brug for Pouls muntre hatte.
– Der er altså stor forskel på kundernes humør. Mandag morgen er de i knap så godt humør som fredag eftermiddag eller i weekenden. Så mandag morgen vælger jeg en særlig hat, så kunderne kommer i gang med ugen med et smil på læben, fortæller Poul Andersen.