Stop Spild Lokalt Nyborg deler flere tons mad ud den 24. december

0
471

Klokken 10:00 den 24. december kan trængende familier komme forbi HF & VUC i Nyborg og få en del af de flere tons mad med hjem, som Stop Spild Lokalt Nyborg har fået doneret 

Img 20231221 155933

30 frivillige har meldt sig klar til at hjælpe til den store uddeling. Foto: Magnus Terp

Juleaftensdag er der igen i år maduddeling, når Stop Spild Lokalt i Nyborg uddeler overskudsmad fra 12 lokale supermarkeder. Sidste år blev der julemorgen uddelt 5 tons mad af Stop Spild Lokalt, men i år regner de med, at de på grund af den store støtte fra supermarkederne kan dele endnu mere mad ud. I øjeblikket regner Carsten Sams, som er formand for foreningen, med at de vil have syv til ti tons mad klar til uddeling klokken 10:00 julemorgen:

– Hjælpen fra supermarkederne er alfa-omega. Det er forudsætningen for, at vi kan hjælpe de trængende, og vi får i år rigtig meget mad. Det handler om at hjælpe trængte familier, og dem er der mange af. Specielt i det her måned kan man se det. Pungen er ved at være tom, og pengene er brugt til julegaver, så der er mange, som har brug for en ekstra hjælp.

Img 20231221 153527

Sidste år kom 300 forbi for at hente mad, og i år forventes der mindst lige så mange. Derfor har Stop Spild Lokalt også lånt et ekstra stort lokale ved HF & VUC for at have plads til alt maden. Foto: Magnus Terp

Uddelingen foregår fra HF & VUC på Vestergade 7 lige overfor Føtex i Nyborg. Her har Stop Spild Lokalt i Nyborg normalt faste lokaler i Madoasen, som åbnede den 23. november i år, og det, at foreningen har fået en fast base, hjælper dem meget i forhold til uddelingen, fortæller Carsten Sams:

– Det skulle være et sted, som ligger centralt, og hvor der ikke er for meget husleje. Der kunne vi så være i et lokale her på HF & VUC. Når jeg går ud og snakker med folk i lokalområdet, så er det kun velvilje, som jeg møder. Det betyder meget for foreningen, at vi specielt også får doneret trailer, køleskabe og andet udstyr, som hjælper os med at kunne uddele maden.

Der vil blive uddelt numre til uddelingen fra klokken 9:45, og uddelingen varer efter planen i et par timer. Så hvis du mangler en ekstra hjælp i den trænge julemåned, så kom forbi HF og VUC og få del i de gratis madvarer, som bliver uddelt julemorgen.