SUS-herrer i dramatisk bundopgør: Spillende træner fik direkte rødt

0
161

Hjemmekampen om at undgå nedrykning fra 2. division mellem SUS Nyborg og Sønderborg var jævnt kedelig, lige indtil første halvleg var slut.

Kristian Klitgaard Sus Rødt Kort

Den spillende træner, Kristian Klitgaard fik direkte rødt og måtte se hele anden halvleg fra tilskuerrækken. Foto: Michael Rathje

Det var første gang i sin karriere som håndboldspiller, at Nyborgs Kristian Klitgaard fik et direkte rødt kort og måtte se hele anden halvleg fra tilskuerrækkerne. Til gengæld var anden halvleg langt bedre end første, hvor de to hold fulgtes pænt ad. Ingen af holdene førte på noget tidspunkt med mere end to mål. Heller ikke de godt 70 fremmødte tilskuere i Nyborg Hallerne, var der meget gang i.

Hos SUS Nyborg var det især målmand Sune Thisted med en række flotte redninger, som forhindrede Sønderborg i at stikke af. I angrebet var Kristian Klitgaard en god spilfordeler med flere gode assists, og med et par velplacerede langskudsmål var han med til at holde Nyborg inde i kampen.

Men så sluttede første halvleg ved stillingen 14 – 16, med et frikast til Nyborg, og Kristian Klitgaard skulle forsøge at skyde på mål direkte uden om Sønderborgs mur.

Sus 1

Kristian Klitgaard får her rødt kort, da dommeren vurderede, at han ramte en modspiller direkte i hovedet. Foto: Michael Rathje

– Jeg tager jo et frikast efter tid og prøver sådan at kringle den udenom muren, og så rammer jeg deres spiller på brystet og op i hovedet. Og den vurderer dommeren, så jeg rammer direkte i hovedet. Men efter kampen har spilleren fra Sønderborg sagt til dommeren, at han ikke blev ramt direkte i hovedet. Så må vi så se om, jeg også får karantæne for det, forklarede Kristian Klitgaard efter kampen.

Kristian Klitgaard, som var holdets topscorer i deres seneste kamp, måtte derfor sætte sig på tilskuerrækkerne bag Nyborgs udskiftningsbænk, og nøjes med at se på i hele anden halvleg. Og den spillende træner, Klitgaard, fik noget at tænke over.

– Det var en speciel oplevelse, men drengene spillede jo fuldstændig fantastisk i anden halvleg. Det, at jeg sad ude, gav måske noget frihed til dem, at nu kunne de bare gå ind og spille frit, og så kørte de jo op på fuld hammer, roser Kristian Klitgaard sit hold.

Christian Petersen Sus

Kampens spiller og topscorer, Christian Petersen, scorer her et af sine mange mål i anden halvleg. Foto: Michael Rathje

For selvom SUS-Nyborg startede anden halvleg med en mand i undertal, overlevede holdet de første to minutter, og så spillede de som forvandlet. Holdet gik over til at spille syv mod seks og dermed med tomt mål, og det gav plads i Sønderborgs forsvar. Det hjalp så også, at spillerne fra Sønderborg havde svært ved at rammen det tomme med helbaneskud. Midt i anden halvleg førte Nyborg 28 – 22, og publikum vågnede op.

Det var især Chris Petersen og Lasse Mikkelsen, der trådte i karakter i angrebet med det ene flotte mål efter det andet. Hele 23 mål scorede Nyborg i anden halvleg. Chris Petersen blev holdets topscorer med 11 mål og efterfølgende kåret til kampens spiller. SUS-Nyborg endte med at vinde overbevisende med 37 – 31.

Med sejren ligger SUS-Nyborg to pladser over nedrykningsstregen i 2. Division Syd og har tre point ned til rækkens bundhold, der nu er Sønderborg.

Kristian Klitgaard Sus

Spillende træner, Kristian Klitgaard, er meget glad for sejren, der giver luft til bunden, men næste kamp blive en stor mundfuld mod topholdet Faaborg. Foto: Michael Rathje

Men dramaet er ikke helt slut. Sønderborg nedlagde efter kampen protest, fordi de mente, at Kristian Klitgaard i anden halvleg coachede holdet fra tilskuerrækken bag udskiftningsbænken.

Næste kamp er ude mod topholdet Faaborg.

– Fåborg er jo lidt vores onde ånd. De har jo blæst os ud af banen, hver gang vi har mødt dem. Og de er jo klare favoritter til at rykke op. Så det bliver ikke en kamp, vi satser på at vinde. Men vi skal bare ind og fortsætte vores spil. Og så er det ikke så vigtigt, om man vinder eller taber den kamp. Der kommer nogle kampe, der er meget mere vigtige for os, slutter Kristian Klitgaard.

Håndb