SUS Nyborgs herrer fik et vigtigt point i kampen om at undgå nedrykning fra håndboldens 2. division

0
90

I Ullerslev Kultur- & Idrætscenter lykkedes det i aftes hjemmeholdet at udligne mod GOG i kampens sidste sekunder

SUS Nyborg Kristian Nederby

SUS Nyborgs Kristian Nederby scorer her et af sine tre mål i kampen mod GOG. Foto: SUS Nyborg 

I en vanvittig tæt bundstrid i herrernes 2. division, var der inden kampen to point mellem SUS Nyborg og GOG Håndbold 2. Med en sejr ville SUS Nyborg kravle to pladser op i rækken, så motivationen var stor.

Martin Mauer var desværre ikke blevet sin skade kvit, men til gengæld var Hans Pedersen tilbage, efter en skade har holdt ham ude i de sidste fire kampe.

Fra kampens start i en velbesøgt Ullerslev Kultur- & Idrætscenter var det tydeligt, at det ville blive et tæt opgør mellem to hold.

GOG havde taget deres ligaholds andenmålmand Mathias Rex med til Ullerslev, men det var målmand Sune Thisted i den anden ende, der overskyggede ligamålmanden i kampens første halvleg. Han var årsag til, at SUS Nyborg gennem det meste af første halvleg var i teten af opgøret med et par mål. Sune Thisted stod med en redningsprocent på lige under 50% i første halvleg, og med en flyvende Chris Petersen, var SUS Nyborg foran 15-10 med fem minutter igen af første halvleg.

Desværre viste Mathias Rex ligaklasse i de sidste fem minutter, og lukkede helt ned, og så fik GOG reduceret til en pauseføring på 15-12.

GOGs modtræk viste de fra anden halvlegs start, da de startede i en offensiv 3-3 forsvarsformation. Der blev hurtigt svaret igen fra SUS Nyborg med syv mod seks-spillet, så udeholdet måtte trække sig tilbage på stregen.

Syv mod seks-spillet blev holdt resten af halvlegen, da det gav nogen fine chancer. Desværre hævede GOGs målmand Mathias Rex niveauet gevaldigt i anden halvleg, og så var kampen helt lige efter 40 minutter med en stilling på 18-18 – blandt andet med to scoringer af Rex selv.

Sune Thisted kunne desværre ikke holde sit høje niveau fra første halvleg, og han noterede han sig ikke for en eneste redning i anden halvleg.

GOG kom meget nemmere til deres scoringer, og specielt ligaboblerne Tobias Tombak og Lasse Vilhelmsen spillede en stor anden halvleg, som fik panderynkerne frem hos publikum i Ullerslev Kultur- & Idrætscenter.

De rynker blev ikke mindre, da GOG med lidt over fem minutter igen scorede til 24-27.

SUS Nyborg satte Rasmus Lindebod ind i målet, og han havde et par gode redninger.

Chris Petersen var scoringsmæssigt gået i stå i anden halvleg, men så viste han hvorfor, han er SUS Nyborgs anfører, da han gik forrest. Han scorede sit første mål i anden halvleg til stillingen 26-27 med små fire minutter igen. Kort efter udlignede Lasse Mikkelsen til 28-28 på straffekast.

Herfra blev målene byttet, og det lykkedes SUS Nyborg at udligne til både 29-29, 30-30 og 31-31. Det sidste mål stod Chris Petersen for blot få sekunder før kampen blev fløjtet af.

Med det ene point er SUS Nyborg nu to point foran Sønderborg Håndbold 2 på sidstepladsen, og med sejre i begge indbyrdes opgør, vil SUS Nyborg være bedst i det indbyrdes opgør ved pointlighed.

Med fire kampe igen, så lever SUS Nyborg stadig i håbet om at undgå nedrykning.

Næste mulighed for at hente flere point til kontoen er på fredag den 8. marts, når holdet skal en tur til Aarhus. Her venter en svær opgave mod AGF.