Vi fortsætter beretningen om dengang, svenskerne blev fordrevet fra Kerteminde og Nyborg i 1659.
En heldig købmand
Kertemindes købmænd blev hårdt ramt. Oven i de dårlige konjunkturer kom belastende indkvarteringer, varelevering til dårlige priser eller ødelæggelse af skibe og ejendom i forbindelse med slaget om Kerteminde. En enkelt købmand, Jesper Jacobsen Bager,
var dog heldig. Hans købmandsgård blev totalt ’ruineret’ ved flådens bombardement af byen, som vi kommer til (her er den oprindelige betydning af ordet ‘ruinere’!), men hans velstand overlevede, fordi tre af hans sønner var i Norge med hans skibe.
Der blev de, så længe svenskernes besættelse af Kerteminde varede, og tjente så meget på deres transporter, at det opvejede, hvad deres far mistede hjemme. Den yngste af dem, Isaac Bager, led en krank skæbne. Han skulle giftes i Norge, men var syg og havde realiseret alle sine værdier, i alt 900 rigsdaler, for at sikre sin tilkommende, hvis han skulle dø.
Det var mod familiens vilje, og den åndede formentlig lettet op over, at – hans død var besluttet her, som provst Bøgh udtrykker det. Han var allerede om bord på skibet, der skulle tage ham til bryllup i Bergen, da han døde. Derefter fik hans forlovede aldrig nogen af de penge, der var tiltænkt hende.
Hærføreren, der ville være adelig
Greven, der var sin dyre løn værd
Den slesvigske adelsmand Hans Schack havde lært krigshåndværket i den danske hær under Christian 4; i den svenske hær i Tyskland 1630; i den franske hær i flere omgange, og han var fra 1656 kommandant i Hamburg.
Han stillede meget store krav for at lade sig tilknytte den danske hær, men det stod hurtigt klart, at den manglede dygtige ledere, så i 1658 blev han udnævnt til generalløjtnant, blev medlem af krigsrådet, tildelt en grevetitel og endelig tildelt lenene Riberhus og Møgeltønderhus (siden Schackenborg Slot).
Han nåede ikke at få indflydelse på den første af de to krige, men da Karl Gustav brød freden, blev han udnævnt til guvernør for København og organiserede forsvaret under den svenske storm på byen. Bagefter blev han rost til skyerne og udnævnt til rigsfeltherre, dvs. øverstbefalende for den danske hær.
En irriterende storm
Hans Schack stod dermed i spidsen for den danske hær, der blev indskibet på en danskhollandsk flåde under kommando af den hollandske admiral Micheel de Ruyter.
Meningen var, at den danske hær skulle landsættes ved Holckenhavn, et gods umiddelbart syd for Nyborg. Samtidig skulle den hær, der havde befriet Jylland, vandre over Fyn under ledelse af Hans Schacks konkurrent som leder af den danske hær, Ernst Albrecht von Eberstein.
Svenskerne havde imidlertid fået trukket forstærkninger til Nyborg, og da det samtidig blæste voldsomt op, var en landgang håbløs. På et krigsråd blev det besluttet at sejle nordpå og forsøge landgang ved Kerteminde i stedet.
De svenske styrker kunne naturligvis følge de danske manøvrer fra land og spejlede flådens bevægelser ved selv at marchere nordpå langs kysten. Det gik imidlertid så hurtigt, at de ikke kunne nå at få deres kanoner med, og det skulle blive et alvorligt handicap.
Atmosfæren blev højspændt. Mens svenskerne var indkvarteret uden udsigt til, at det skulle ophøre, havde de ikke haft interesse i for alvor at lægge sig ud med lokalbefolkningen, men nu nærmede et afgørende slag sig, og enhver form for hensyn blev opgivet.
I erkendelse af, at invasionshæren var talmæssigt overlegen, blev den svenske hovedstyrke samlet syd for Langebro, hvor man regnede med, at danskerne ville gå mod Nyborg. Kerteminderne ventede nervøst. Krigen havde stoppet skibsfarten, og afgrøderne på markerne var blevet konfiskeret af svenskerne. Ville det forestående slag betyde byens
totale udslettelse?
Kerteminde under beskydning
Tegning af den dansk-hollandske flådes indledende bombardement af Kerteminde. Det er tydeligt, hvor intens beskydningen var, og hvor ulykkelige konsekvenser det måtte få for byen.
Til højre i billedet kan man se, at området ved Kikkenborg, hvor landgangen kom til at ske, bliver beskudt.
I byen er Kerteminde Kirke og andre væsentlige bygninger, bl.a. Jesper Jacobsen Bagers købmandsgård i tre etager, meget omhyggeligt gengivet.
Nord for byen (til højre) ses møllerne på Kildebjerget, og syd for ligger Lundsgaard da som nu i kanten af Lundsgårdskovene.
På hele kystområdet ser man svenske styrker, ikke mindst rytteri.
Friendly Fire
Mandag d. 31. oktober 1659 ved tretiden løsnede flådens kanoner de første skud. I løbet af få timer blev en stor del af Kerteminde lagt i grus og Langebro skudt væk, så svenskerne ikke kunne få forstærkninger frem. 110 år senere klagede Provst Bøgh bitterligt over det gamle eksempel på ’friendly fire’, dvs. at man bliver beskudt af venligtsindede styrker:
Kerteminde var det eneste sted på Fyn, der på en skrækkelig måde måtte ofres, for at hele landet kunne frelses. Ja, Kerteminde blev så ulykkeligt som uskyldigt et mål for vore allernådigste konges og hans allieredes gloende bomber og kugler, da det var nødvendigt at angribe og ødelægge byen, som havde man været fjender…
Fjenden måtte vige, og de danske tropper: 1800 ryttere, 600 danske og 2500 tyske fodfolk blev sat i land under feltmarskal Schacks kommando.
Bøgh beklager sig yderligere over, at Baron Holberg (forfatteren Ludvig Holberg, der ikke kun skrev teaterstykker, men også afhandlinger og en komplet danmarkshistorie), fortalte om de skudsalver, invasionsstyrken måtte udholde, men ikke overhovedet nævnte ødelæggelsen af byen.
Da kanonerne havde gjort deres virkning, blev de danske tropper landsat med små både ved Kikkenborg, 2 kilometer nord for Kerteminde. Mest havde de frygtet det svenske rytteri, men det var blevet splittet under bombardementet og kom ikke til at spille nogen rolle. Der var hård kamp med de svenske enheder på stranden. Først på det lave vand og dernæst med et korps dragoner, der havde gravet sig ned. De danske styrker fik overtaget, og så blev der kæmpet gennem hele byen. Til sidst trak svenskerne sig tilbage til positioner syd for Fjorden.
Officeren, der kæmpede med ni svenskere
I Kerteminde Kirke er ophængt en kårde og et par støvler. Ifølge overleveringen tilhørte de en dansk officer, der kom til byen, mens den var på svenske hænder, og blev nægtet indkvartering af svenskerne. Det foregik med andre ord i den korte fredsperiode. Anledningen er ukendt, men på kirkegården fandt han sig pludselig omgivet af ni fjender,
som han, liggende på knæ, alle dræbte eller sårede, før han selv blev dræbt af en tiende, der kom til.
Svenskerne parterede hans lig og begravede det i koret, mens de hængte støvler og kårde op i kirken på en tavle, som de formentlig havde tænkt sig at skrive beretningen om hans tapre kamp ned på.
Således fortæller provst Bøgh historien, som siden har fået mange varianter, fx at det lykkedes den tapre dansker at dræbe alle de ni modstandere. Begivenheden er også af mange flyttet hen under selve slaget, selv om Bøgh meget præcist fortæller, at episoden gik forud.
Sandsynligvis er der tale om et tidligt tilfælde af, at en fjer bliver til fem høns på god fynsk vis. Det er aldeles usandsynligt, at man ikke skulle have bevaret navnet på en så tapper dansk officer. En fin historie er det, selv om Bøgh finder det nødvendigt at fortælle den kringlede vej, den har nået ham: Den blev fortalt af en provst, der havde fået fortalt historien af sin far, der på sin side havde hørt den fra sin far, der levede under svenskekrigene! Man mindes kamelen fra Kardemomme by.
Kan det være mere pålideligt?!
