Tredje del af fire om hændelserne, da svenskerne blev kastet ud af Nordøstfyn i 1659.
Skattejagten i Munkebo
Sognepræsten i Munkebo, Claus Hansen med tilnavnet Naschow, var en samvittighedsfuld mand, der ved kyndelmisse 1658 blev nervøs for, at soldater i ufredstid ville kunne forgribe sig på Munkebo Kirkes sølv.
Han fjernede det derfor såvel fra kirken som fra sin præstegård og gemte det i en dyb grøft. Hans bange anelser kom til at holde stik. Da svenskerne var blevet besejret ved Kerteminde, ventede de først syd for byen på, at Hans Schack skulle forfølge dem, men det skete ikke. Han ventede nemlig på, at den anden danske hær under von Ebersteins ledelse skulle sætte over Lillebælt og forene sig med hans, så de sammen kunne besejre svenskerne.
Da det gik op for den svenske hærfører, Philip von Sulzbach, besluttede han at forsøge at
angribe Hans Schack, før det skete, og han sendte tropper vest om Kerteminde Fjord,
hvor der fulgte nogle meget ulykkelige uger for Munkebo.
Soldaterne anså det for deres ret at plyndre, hvad de kom i nærheden af, og de regnede
med, at der var masser af sølv i kirken. Da de brød ind i skabet, hvor bl.a. alterkalkene skulle være, fandt de det tomt og var ikke i tvivl om, at præsten måtte vide, hvor det var blevet af.
Druknet ved en fejltagelse
De gik ind i præstegården, som de i farten ryddede for værdier, og spurgte med stadigt
mere voldelige midler hr. Claus, hvor sølvet var gemt. Da han nægtede at vide det, kastede
de ham i dammen umiddelbart nord for præstegården som en form for tortur, der imidlertid mislykkedes grumt, da præsten druknede.
Svenskerne fik en lang næse, men da de var væk fra egnen igen – og soldaterne i den
danske hær også! – ville man gerne have kirkesølvet frem igen.
182 års skattejagt
Det lod sig bare ikke gøre, for ingen vidste, hvor det var gemt. Ikke engang præstens
kone. Hun var datter af Odense-rådmanden Rosenvinge, og måske var en del af sølvskatten hendes arvegods. Formentlig ønskede hr. Claus at forhindre, at hun også
blev torteret, hvis man fik en fornemmelse af, at hun kendte gemmestedet. Der gik rygter om, at præstens karl havde været med til at gemme sølvet i dammen, og at han måske selv havde sørget for, at hr. Claus druknede!
I 182 år var skatten i alle Munkeboeres bevidsthed noget, man skulle finde og jævnligt søgte efter. Op mod Skt. Hans 1842 skete det endelig, da gårdmand Lars Eriksen bad sine sønner rense en grøft, hvor man fandt de ni smukke stykker sølvtøj, som derefter endelig blev ’røvet’ – nu finder man dem på Nationalmuseet under navnet ’Munkebo-skatten’.
En hjælpende hjælpepræst
Hjælpepræsten i Kølstrup hed Poul Olufsen Bager, var 54 år gammel og en handlekraftig
mand med et indgående kendskab til hele Nordøstfyn og dets befolkning. Da svenskerne de første dage i november rykkede vest om fjorden for at kunne angribe Hans Schack, kom styrkerne forbi præstegården i Kølstrup, og han kunne ikke undgå at gætte de
svenske planer.
Måske fik han også kontakt med svenske soldater, der havde danske sympatier, og som
kunne røbe, hvad der var i vente. Man kan bare tænke på den tidligere nævnte Mikkel
Leermand, der var forelsket i en Kertemindepige, blev i byen efter krigen og blev en af dens agtede rådmænd.
Den farlige færd
Han kendte sin pligt som den, der havde fået sit kald af kongen. Om natten drog han hjemmefra og sneg sig vest om Kerteminde Fjord gennem de svenske linjer, til han fik kontakt med de danske styrker og kunne føres til Hans Schack.
Den danske hærfører takkede for advarslen og bragte straks sine tropper på plads på de
strategisk bedste stillinger på højdedragene ved Drigstrup og Munkebo Bakke. Da den svenske hærfører, Philip von Sulzbach, blev klar over de danske positioner, indså han, at det ville være selvmord at forsøge at angribe. I stedet stillede han sine tropper parat til at modtage danskerne, hvis de skulle rykke frem, som han håbede.
Den tålmodige ’ Schackspiller’
Hans Schack var imidlertid en dygtig strateg, der som en god ’Schackspiller’ rettede sig efter stillingens krav. Han vidste, at von Eberstein var på vej over Lillebælt og ville komme til hjælp. Altså havde han masser af tid.
I 2009 blev der i anledning af 350-året for begivenhederne på Nordøstfyn arrangeret såvel en dansk-svensk ‘schack’match som i Vaffelhuset lavet en svenskeis med gule og røde kugler og rød guf.
Da efterretningen om von Ebersteins landsætning ved Middelfart nåede von Sulzbach, indså han det formålsløse i at blive ved Munkebo og trak sig tilbage til Nyborg for at gøre klar til det endelig slag om Fyn.
På det tidspunkt havde svenskerne allerede, da de fandt præstegården i Kølstrup tom, indset sagernes sammenhæng og udplyndret den. Alligevel blev Poul Bagers bedrift til glæde for ham og hans familie, da Frederik 3. året efter belønnede ham med Agedrup Sogns korntiende. Han levede med sin familie i sit præstekald frem til sin død i 1676.
Munkebopasset
Poul Bager var ikke ukendt for ledelsen af den danske hær, for Hans Schack havde straks
efter invasionen bedt om at få en stedkendt person til sin rådighed og sendte den anmodning til Kølstrup-præsten.
Poul Bager foreslog i et brev, der stadig findes i Hans Schacks privatarkiv, to personer.
Den ene var fæstebonden Thomas Christensen fra Munkebo, der allerede dagen efter invasionen mødtes med den danske anfører. Bager meddelte i brevet Schack, at den bedste vej til en forening med von Ebersteins tropper gik over Munkebo til Odense gennem ’Munkebopasset’. Den snævre passage ved Munkebo kunne give problemer, og derfor var
det af yderste vigtighed at råde over en, der kendte alt, hvad der var af genveje og smuthuller.
Christensen havde 33 år tidligere været med, da Christian 4.s hær blev besejret i Harzen, og han havde fået sin gård for udvist tapperhed. Den hørte under Skt. Knuds Kloster, hvis fuldmægtig i Bjerge Herred han var.
Det hjemsøgte Munkebo
Thomas Christensen gav ved det første møde Schack alle de informationer, han havde, og drog derefter tilbage til Munkebo for at rekognoscere. Indtil videre kunne ingen
vide, at han var involveret med den danske hærledelse, så han kunne gøre det i fred.
For mistanke, i hvert fald, men ikke for svenskere, for Munkebo med sine ca. 400 beboere husede i en uge ca. 5.000 svenske soldater, der konfiskerede dyr og alle skulle have kost og logi på den ene eller anden måde – og da svenskerne endelig forsvandt, kom den danske hær i stedet, og dele af den blev i tre uger. Derefter var der ikke meget af værdi
tilbage i området.
Brave odenseanere
Afgørende for Hans Schacks strategi var, at han fik underretning om, at von Ebersteins
hær var kommet over Lillebælt og på vej over Fyn. Den slags nyheder kunne man ikke
hente gennem nogen nyhedskilde. Avisen var ikke opfundet, og at nå frem til den danske hærledelse krævede en tur gennem de svenske linjer.
Den lykkedes for tre dristige mænd under ledelse af Thomas Vikkelsø, som den ene af
Odenses to borgmestre sendte af sted med den gode nyhed. Det lykkedes dem at nå frem,
men på tilbageturen blev de fanget, klædt af og jaget ud i Kerteminde Fjords iskolde vand.
De overlevede de svenske soldaters muntre påfund og var ikke mere skræmt, end at de
igen d. 7. november blev brugt som kurerer. Nu sad Schack i Munkebo, og denne gang nåede de velbeholdne både frem og tilbage.
Hærene forenes
Svenskerne trak sig tilbage 7. november. Thomas Christensen udpegede den mindst
farlige marchrute for Hans Schack, og 9. november gik da den danske hær til Odense.
At broen over Odense Å var ødelagt, blev afhjulpet ved at rive et par huse i nærheden
ned og kaste materialerne i åen. 11. november forenedes Schack og von Ebersteins hære.
Christensens belønning
Christensen var sandsynligvis med i slaget ved Nyborg, men 3. december fik han lov at
tage hjem. Med sig fik han et brev, der gav ham salvegarde, dvs. alle i den danske hær
skulle yde hans gård beskyttelse.
Brevet virkede, for Christensens gård var blandt de få, der slap helskindet fra de dramatiske novemberdage i 1659.
Fjerde del vil følge
