Sidste del af beretningen om de dramatiske begivenheder i 1659, da de svenske besættere blev smidt ud af Danmark
Da Hans Schack befriede Odense uden sværdslag, gjorde han en grim fejl. Han installerede
hele sin hær i det centrale Odense, og det ændrede han ikke på, da von Eberstein ankom
med sin hær. Den blev henvist til omegnen og følte sig dårligt behandlet.
Svenskerne trak sig tilbage til Nyborg og brændte undervejs alle gårde af, så de ikke kunne bruges af den danske hær. Bønderne tog de med inden for voldene til hjælp med befæstningen.
De danske tropper var nu i overtal, og svenskerne var spærret inde i Nyborg, som kunne
beskydes fra Storebælt. Det så lyst ud. Der var bare et enkelt stort problem: Schack og von Eberstein kunne ikke enes om, hvem der skulle kommandere. Formelt burde det være Schack, men von Eberstein var ældst.
Den salomoniske løsning blev at lade begge kommandere deres egne styrker og lade dem
fungere hver for sig, men selvfølgelig i samarbejde.
Slag på åben mark
På den svenske side blev en af de dygtigste officerer, Otto von Stenbock, indsat som øverstkommanderende, og han var klar over, at der ventede en sej død, hvis svenskerne lod sig indeslutte i byen. Derfor opstillede han 13. november sine tropper mellem Hjulby Sø og Storebælt.
Den danske hær var rykket forsigtigt frem og havde nået Aunslev. 14. november ramlede de to hære sammen med von Ebersteins styrke forrest.
Det var meget længe siden, det sidst var lykkedes Danmark at vinde et slag mod svenskerne på landjorden, men med hjælp fra polakker, hollændere og brandenburgere gik det. Efter forbitret kamp lykkedes det for det danske rytteri, støttet af infanteribeskydning, at lave en overraskende manøvre gennem mosen omkring søen og splitte den svenske flanke.
Slaget udviklede sig til en massakre, hvor halvdelen af den svenske hær omkom. Mange
druknede i søen og mosen; andre blev hugget ned enten af polakkerne, der var rasende over, at deres anfører, Piaszynski, var faldet; eller af de danske bønder, som hævnede sig efter knap to års besættelse.
Geder og bukke!
De overlevende svenskere reddede sig inden for Nyborgs volde, men nederlaget var uafvendeligt. Der var knap soldater tilbage til bemanding af voldene, og efter at have overgivet kommandoen til generalløjtnant Horn flygtede Stenbock og von Sulzbach over Storebælt.
Ved Korsør blev de modtaget af en fnysende arrig Karl Gustav, der hånede sin general
med ordene: Har Fanden taget alle gederne, kunne han
gerne have taget bukken med!
Om morgenen lod de Ruyter flåden løbe ind i Nyborg Fjord og starte et bombardement af
fæstningen. Hurtigt kom der bud fra Horn, at han ville forhandle. Der var ikke meget at forhandle om. Det svenske nederlag var komplet, og overgivelsen skete uden betingelser.
Til gengæld kom Schack og von Eberstein igen i skænderi – nu om, hvad man skulle
gøre med tropperne.
Den ruinerede Kerteminde
’Hvad det ruinerede Kerteminde angår, da blev det et trøstesløst offer for sit fædreland, og fik aldrig den mindste erstatning, end ikke en gunstbevisning, der kunne gives byen som et nådestegn af mangel på anden reparation.’ Provst Bøgh var i 1779 indigneret over den manglende hjælp til Kerteminde, som ifølge et tingsvidne i 1660 havde lidt skader for 24.397 sletdaler.
Man regnede dels i rigsdaler (1 RD = 6 mark = 56 skilling), dels i sletdaler (1 SD = 4 mark = 64 skilling), men hvad var den reelle værdi?
28 gårde var totalt ødelagt, og værdien af dem blev sat til 6.150 sletdaler. Seks komplet
ødelagte huse var bare 570 sletdaler værd, og 8 småhuse blev takseret til 540 sletdaler.
Lidt ejendommeligt medtog man ikke skader på ejendomme, der havde udenbys ejere,
fx købmænd fra Odense. I 1645 havde 24 bygninger udenbys ejere, og det var ikke de
mindste.
Yderligere var 8 lader og byens hestemølle gået tabt, men et lille lyspunkt var det, at det
tilsyneladende var det eneste, svenskerne havde nået at brænde af under deres tilbagetog.
Byens vigtigste erhverv var tilknyttet havnen, men det havde også været et farligt sted.
10 skibe var enten ødelagt eller bortført af svenskerne, adskillige var beskadiget. Fiskeriet var hårdt ramt. To store og ti mindre fiskerbåde var væk eller ødelagt.
Hvor mange formuer, der var væk, fremgik af, at der kun var 25 % tilbage at opkræve skat af i forhold til før krigen. De fleste af de øvrige var dræbt, gået fallit eller flygtet.
Ikke bare manglede Kerteminde sine huse, skibe og den sønderskudte Langebro – alt, hvad der kunne spises, var også væk, og det lige op mod vinteren. De fremmede hære havde ryddet spisekamrene, markerne og al den frugt, der havde været i de mange plantager
rundt om byen.
De konkurrerende købstæder
Kerteminde var en købstad, og det betød, at byen havde rettigheder, som blev tildelt af kongemagten. De var ikke faste, men skulle genforhandles, hver gang en ny konge kom på tronen. Det betød, at der var et vældigt kapløb mellem nabobyer om at slippe bedst fra de forhandlinger.
Kertemindes traditionelle konkurrent var Nyborg, og det var et problem, fordi Nyborg naturligt stod kongerne nær, da de havde et slot i byen. Hvis Kerteminde ville påberåbe sig en fortrinsstilling over for Nyborg efter krigen, var det også vanskeligt, for også Nyborg havde lidt voldsomme skader under den svenske besættelse, beskydningen fra den hollandske flåde i den afsluttende fase og endelig en pinlig plyndring, efter at svenskerne var væk.
Hans Schack forsøgte at forhindre, at de ophidsede polske soldater fik lejlighed til at kaste sig over Nyborg, men igen var han uenig med von Eberstein, og da de Ruyter satte 300
af sine hollandske matroser i land, forenede de sig med polakkerne og plyndrede lystigt løs.
Det hed sig, at det mest gik ud over de svenske officerer, men den slags soldater havde ingen fine fornemmelser, så de tog gerne lokale værdier med i farten.
Blandt de overraskende følger, krigen fik for Kerteminde, var en ændring i gadernes rangorden. Før krigen var hovedgaden Strandgade, efter krigen var det Langegade, der var
prestige i at have sin hovedindgang ud mod. Konjunkturer og krigsødelæggelser – kunne
det blive værre for kerteminderne?
Desværre ja!
Blot en snes år senere var kanalen gennem Odense Fjord klar, og ’så meget Stige har
trukket til, har Kerteminde mistet i både handel og sejlads’, beretter en sorgfuld provst
Bøgh.
Frederik 3. og Karl 10.Gustav
Da Frederik 3. kom på tronen efter Christian 4.s død i 1648, måtte han underskrive den strengeste håndfæstning, nogen dansk konge nogensinde kom til at signere. Den fastsatte de rettigheder, kongen havde som regent. Den politiske magt kom til at ligge i det adelsdominerede Rigsråd, og adelen fik betydelige økonomiske privilegier, fx ikke uvæsentligt skattefrihed.
Rektor for Københavns Universitet protesterede for borgerstanden mod, at ingen andre stænder blev hørt, før kongen blev valgt, og adelens selviske fremfærd gjorde sig upopulær i en grad, der hævnede sig i 1660.
Da svenskerne blev smidt ud i 1659, håbede danskerne at få de tabte områder øst for Øresund tilbage, men stormagterne ville ikke have, at samme magt herskede på begge sider af Sundet. Danmark måtte nøjes med at få små forbedringer af freden i Roskilde.
En fredelig revolution
Danmark var på fallittens rand. Der var taget store lån for at betale udenlandske lejesoldater, og såvel landsbrug som handel lå i ruiner. Stænderne mødtes i september for at afgøre, hvad der skulle ske. Borgerne, anført af den københavnske borgmester Hans Nansen, og gejstligheden, anført af den sjællandske biskop Hans Svane, ville forsøge at bryde adelens magt, ikke mindst fordi de havde solid støtte fra kongen og hoffet.
Adelen forsøgte først at slippe for en foreslået omsætningsafgift (troede du, at oms og moms var moderne påfund?), men det ophidsede de øvrige stænder så meget, at de fik
sat igennem, at adelen måtte opgive sin skattefrihed.
I oktober foreslog borgere og gejstlighed automatisk arveret for det oldenborgske kongehus, og da der ikke kunne blive enighed, slog hoffet til i noget, der kun kan kaldes en
lille revolution. 18. oktober blev Frederik 3. hyldet som arvekonge. Derefter blev Rigsrådet opløst og den dømmende magt lagt hos en ny Højesteret. Hans Nansen og Hans Svane fik nøgleposter, Hans Schack blev Rigsfeltherre og præsident for et krigskollegium.
Enevælden var indført, og kongen gav sig til at udstede friske købstadsrettigheder. Enkelte
købstæder, bl.a. Nyborg, blev udnævnt til Stabelstæder med eneret på udenrigshandel. Adelen havde spillet fallit og var blevet sat fra magten. Enevælden kom til at vare til 5.
juni 1849, hvor Danmark fik sin Grundlov.
Tabet af Fyn bliver min død!
Slaget ved Nyborg viste, at den svenske hær, der havde været anset som noget nær usårlig, var til at besejre. Karl 10. Gustav var helt klar over, at hans ry som krigerkonge havde fået et alvorligt knæk og klagede: – Fyn, min søster. Tabet af dig bliver min død!
Han måtte have hævn. Hjemme i Sverige beordrede han et omgående angreb mod Norge. Den svenske hær blev slået tilbage og gav sig til at belejre fæstningen Halden. Belejringen blev ophævet meget brat ved underretningen om, at Karl Gustav var død på kongeslottet i Göteborg. Fyn knækkede ham – og Danmark sikrede sin fortsatte eksistens.
I 1896 rejste man i Malmö en rytterstatue af Karl 10. Gustav på hesten Hannibal, så det
første, danskere så, når de gik i land i Sverige, var kongen, der kostede Danmark besiddelserne øst for Øresund. Det var der megen harme over dengang -–men i dag er det bare en smuk rytterstatue, for hvem tænker over, hvilken bandit Karl Gustav var, set med danske
øjne?
