Nu, hvor der såvel er en kjavis.dk som en nyborgavis.dk er det passende at genfortælle historien fra 1659, hvor de svenske besættere af Kerteminde først blev drevet på flugt, efter at Kerteminde var blevet ødelagt af ‘friendly fire’, dvs. bombardement fra egne tropper. Siden tabte svenskerne det endelige slag ved Nyborg.
Den svenske konge krydser Lillebælt over isen
Vi deler den dramatiske beretning i fire afsnit. Dette er det første.
Da kongen kvajede sig
En vanvittig beslutning
Sjældent har en dansk konge taget en mere vanvittig beslutning end den, Frederik 3. tog i juni 1657: Han erklærede Sverige krig.
Han var ærgerlig over udfaldet af Torstenssonfejden, som ved afslutningen i 1645 havde kostet Danmark store landområder. Han drømte om at få noget af det retur, som hans far, Christian 4., havde mistet. Christian 4. er nok den populæreste konge, Danmark har haft, og hans regeringstid er for mange de eneste årstal, de lærte i deres historietimer – han regerede fra 1588-1648.
Frederik 3. besluttede at erklære krig pga. fristelsen til at udnytte, at den svenske krigerkonge, Karl 10. Gustav, var løbet ind i problemer. Han fejrede sin tronbestigelse i 1654 med et angreb på Polen. Umiddelbart fejede han al modstand til side, men polakkerne gav sig ikke, og i 1656 var svenskekongen nærmest kørt fast.
’Chance for revanche!’, tænkte mange danskere. Rigsrådet satte hvervninger i gang og lod troppestyrker føre fra Norge til Danmark. Stænderforsamlingerne gav store bevillinger til oprustning, men hærens førstemand, marsk Anders Bille, advarede om, at landet slet ikke var rustet til krig.
Kongen lyttede dog til de mange og erklærede krigen 1. juni 1657 uden at have sikret sig hjælp fra en eneste forbundsfælle.
Karl Gustavs kattelem
Krigserklæringen kom som sendt fra himlen for Karl Gustav, der fik et perfekt påskud til at forlade Polen. Hans hær gik i ilmarch gennem Nordtyskland og gik allerede 22. juli over grænsen til Holsten.
Allerede sidst i august faldt Frederiksodde, det senere Fredericia. Til gengæld herskede den danske flåde på vandet, så svenskerne kunne tilsyneladende ikke komme fra Jylland.
Fimbulvinteren 1657-58 kom svenskerne til hjælp. I en af historiens hårdeste vintre frøs de danske sunde og bælter til, så Karl Gustav kunne sætte over Lillebælt i januar. En bedrift uden mange sidestykker i krigskunsten.
l modstand på Fyn blev fejet til side, Kerteminde og Nyborg blev besat, og kongen opslog sit hovedkvarter i Korsbrødregården, mens Nyborg Slot, der allerede var i forfald, blev yderligere ødelagt, da der blev anbragt heste over alt.
Natten mellem 4. og 5. februar 1658 fik Karl Gustav i Nyborg besked om, at isen kunne bære mellem Langeland og Lolland, og han udbrød glad: – Nu, broder Frederik, skal vi tales ved på godt svensk!
Bare et par uger senere stod den svenske hær på Sjælland, og Danmark måtte i Roskilde lade sig diktere en ydmygende fred, ved hvilken bl.a. Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm blev svenske.
At krigen var forbi, betød dog ikke, at svenskerne forsvandt fra Fyn.
Besættelse i nedgangstid
Byer i krise
Såvel Nyborg som Kerteminde havde det skidt, da svenskerne besatte byerne og krævede kost og logi for soldaterne. En pestepidemi havde plaget Danmark i de foregående år, og begge byer var desuden præget af dårlige konjunkturer med dalende kornpriser og voldsom hollandsk konkurrence for skibsfarten, som begge byer havde som vigtig indtægtskilde.
Det var svært at blive enige om, hvad en besættelseshær havde ret til. Fx var det almindeligt, at den konfiskerede de bedste heste fra de lokale bønder. De kunne evt. købes tilbage, og et grumt eksempel var Anders Jørgensen fra Trellerup ved Munkebo, der fik taget sine to bedste heste af svenske ryttere, men ugen efter havde dem med tilbage fra en handelstur til Kerteminde, men vel at mærke efter at have betalt tre tønder korn og beskyttelsespenge til fire forskellige.
Salvegarde
Svenskerne havde en særlig beskyttelsesstyrke, salvegarden, som man kunne købe sig sikkerhed hos, men det var dyrt og forbeholdt de velhavende. Nationalfølelsen var langt fra så udviklet som i vore dage. Den, der havde magten i et område, kunne udskrive soldater, og således kom ikke så få fynboer på dette tidspunkt i svensk krigstjeneste, nogle så langt hjemme fra som i Riga.
En svensker med succes i Kerteminde
På den anden side var leden ved svenske besættere ikke så meget større end leden ved de danske garnisons-indkvarteringer, som byerne også oplevede. Der blev fx indgået ikke så få ægteskaber mellem svenske soldater og danske piger, ofte fra gode familier, og tit med fremtrædende borgere som vidner, så der var grænser for fjendskabet, når man nu
var påtvunget hinandens selskab til dagligt.
Et eksempel var den svenske præstesøn, Mikkel Leermand. Da svenskerne blev fordrevet fra Kerteminde i 1659, blev han i byen, for – kærlighed holdt ham, og han fik sin Karen, som blev en berømmelig kone under det navn Karen Mikkels. Mikkel Leermand blev rådmand, og et af parrets tre børn, Lars Leermand, fik samme hædershverv.
