Fra venstre: Journalist Magnus Terp, chefredaktør for Kjerteminde Avis og Nyborg Avis Peter Hougesen og journalist Martha Frederikke Wiese Foto: Caspar de Mylius
Det første og allervigtigste budskab, der skal lyde fra redaktionen, kan koges ned til ét ord: Tak! Vi er stadig – for at sige det på godt gammeldags dansk – blæst bagover over den velkomst, vi har fået, lige fra vores reception d. 1. september til de daglige henvendelser, vi får på mail, Facebook eller via opkald.
Efter lige præcis 61 dage i det fynske mediebillede kan vi konstatere, at der er læsere til alt fra større humanitære og politiske sager til de nye butikker, der popper op i bybilledet, til når foreningslivet blomstrer og til historier om mennesker, der inspirerer. Det er vi glade for, for netop den alsidighed er det, vi selv holder så meget af. Og det er det, vi vil blive ved med at vise i vores dækning af kommunen.
I dag bor avisen her i det gamle bladhus på Nørrevoldgade 58, og selvom printeren ikke har fundet sin faste plads endnu, og indholdet i køleskabet til tider er sparsomt, så er der kulsort kaffe på kanden, og vi føler os mere og mere hjemme og klar til at byde jer velkommen indenfor.
Vi er ikke så heldige, at vi kan brede os ud i hele Bladhuset, selvom vi da – indrømmet – til tider kigger langt efter hjørnekontoret. Til gengæld har vi to mindre lokaler lige ved indgangen til lægerne. Det er altså der, I skal søge hen, hvis I kommer forbi Nørrevolgade 58 til et visit en dag.
Vi kan ikke love faste åbningstider, for vi er en lille redaktion, der går meget op i at komme ud af huset. Det, vi kan love, er, at I altid kan ringe til en af os eller til vores hovednummer og lave en aftale.
Det er vigtigt at give sig tid til at reflektere over tiden, der er gået, og mindst lige så vigtigt at kigge frem. Det sidste gør vi i dag. Når vi spejder ind i vores lille publicistiske krystalkugle, ser og drømmer vi om en lang levetid for Nyborg Avis. Men den ambition er ikke betingelsesløs.
Den interesse og det engagement, I har vist os indtil videre, taler direkte ind i en af de ældste kendsgerninger i journalistikken; Medier kan kun eksistere, så længe der er brugere til dem. Derfor håber vi, at I vil blive ved med at læse, dele og købe vores journalistik.
Og netop journalistikken, den vi gør vores ypperste for at levere i en kritisk, konstruktiv og uafhængig form hver eneste dag, har vi sat til så lave priser, vi overhovedet kan forsvare overfor vores økonomiansvarlige, sådan at flest muligt kan få noget ud af den. Det, synes vi, er en del af vores demokratiske forpligtigelse.
Jeg vil slutte, hvor vi begyndte; Tak.
Og så et lille PS: Du kan købe abonnement til dit nye lokalmedie lige her.