Tenax Sild kunne onsdag meddele, at de flytter produktionen af sild fra Aalbæk i Nordjylland til Nyborg. Det betyder, at der i Nyborg vil komme flere ansættelser for at løfte det nye produktionsniveau
Tenax Sild blev stiftet i 1987, og virksomheden har hovedsæde i Nyborg. Foto: Magnus Terp
Onsdag meddelte Tenax Sild, at de fremadrettet vil flytte en del af produktionen fra deres fabrik i Aalbæk til Nyborg. Det sker som et element af flere underliggende tiltag, som skal forsøge at vende virksomhedens underskud, der i regnskabsåret 2022 lød på 36 millioner kroner.
-Isoleret set er det en positiv nyhed for Nyborg, da vi skal ansætte flere folk for at kunne løfte den nye volumen af sild, som vi vil producere i byen, fortæller direktør for Tenax Sild, Michael Møller Jensen.
Flytningen betyder, at man i Aalbæk vil skulle fyre 10 ansatte, mens Micheal Møller Jensen endnu ikke kan fortælle, hvor mange nye ansættelser, der kommer til Nyborg. Flytningen består af en ekstra produktionslinje, som vil blive installeret i Nyborg, hvor man derfor også skal tilpasse bygningen og produktion for at få plads til den ekstra linje.
Formand for Erhvervs- og Udviklingsudvalget i Nyborg Kommune, Peter Wagner Mollerup (V), er glad for de ekstra job i Nyborg, og han håber det kan være med til at vende virksomhedens udvikling:
-Jeg er positiv over, at der kommer arbejdspladser til. Det betyder noget for lokalområdet. Det er rigtig fedt, og det er i sidste ende i alles interesse, at virksomheden klarer sig så godt som muligt på både kort og lang sigt.