Thor fra Klokkehøj har i dag politianmeldt Nyborg Kommune

0
299

Ifølge Thor Arendal har han anmeldt kommunen og fire af dens medarbejdere blandt andet for at have udvist dårlig handlekraft og misinformation. De mange personer, som har købt billet til Klokkehøj Open har i dag fået besked på, at de ikke kan forvente en refusion, før det juridiske efterspil er overstået.  

Thor Arendal

Thor Arendal måtte i 11. time aflyse Klokkehøj Open. Nu har han anmeldt Nyborg Kommune til politiet. 

– Klokken ni her til morgen, der mødte jeg op på politistationen i Nyborg. Her fik jeg hjælp til at lave en anmeldelse, som jeg bagefter sendte til Fyens Politi.

Det fortæller Thor Arendal, da Nyborg Avis ringer ham op for at høre om, hvornår de mange personer, der gennem United Tickets har købt billet til en festival, der aldrig blev til noget, kan få deres billetter refunderet.

Først blev Klokkehøj Open 2024 kun en uge før start flyttet til indendørskoncerter i Ullerslev Kulturcenter, men de koncerter blev helt aflyst dagen før.

Arrangøren Thor Arendal gav kommunen skylden for, at han med kort varsel var blevet nødt til at aflyse de to arrangementer, da han mente, han var blevet misinformeret og dårligt vejledt. Nyborg Kommune mente omvendt, at de havde gjort alt for at hjælpe Thor.

Overfor Nyborg Avis erkender Thor Arendal nu, at han nok også selv har haft en del af skylden, da han ikke havde alle tilladelser på plads til den oprindelige festival Klokkehøj Open 2024, der skulle have fundet sted på en mark ved hans hjem i Ullerslev i dagene den 21-23 juni.

Men i forbindelse med aflysningen af erstatningsarrangementet indendørs i Ullerslev Kulturcenter, holder Thor fast i, at han ikke har fået en korrekt vejledning af Nyborg Kommune.

Nyborg Avis har fået aktindsigt i en mail til Thor Arendal sendt fredag den 14. juni – en uge før den første koncert skulle finde sted i Ullerslev Kulturcenter – fra lederen af kommunens afdeling for Miljø og Byggesag, Christian Bang Korsgaard. Han skriver blandt andet: ”Angående afholdelse af musikarrangementet den 21. juni 2024, bør denne afholdes indendørs i hallerne. Hvis arrangementet afholdes indendørs for lukkede døre og porte, er der i forhold til en støjgene, ikke behov for fastsættelse af sluttidspunkt for arrangementet, idet musikarrangementet kun afholdes over en dag. Hvis musikarrangementet afholdes udendørs, bør arrangementet afsluttes senest kl. 00.00, på baggrund af støjgenerne i de nærliggende boligområder. Det er støjmæssigt bedre at musikarrangementet starter tidligt end at det slutter sent.”

Men i mailen står der intet om, at et sådant indendørsarrangement, kræver en særlig ”Pladsfordelingsplan” som skal godkendes af Beredskab Fyn og Nyborg Kommune. Planen skal vise en skitse af hvor alle borde, stole, scener, boder mm. står, og hvor der er flugtarealer og flugtveje. Pladsfordelingsplanen skal efter godkendelsen hænges op ved indgangen til arrangementet.

Heller ikke på kommunens hjemmeside ” Din guide til at planlægge et offentligt arrangement” står der noget om, at der skal udarbejdes en pladsfordelingsplan til indendørsarrangementer.

Men ifølge Beredskab Fyn skal der til alle indendørsarrangementer i fx haller foreligge en godkendt pladsfordelingsplan.

Thor Arendal siger til Nyborg Avis, at han selv fandt ud af dette krav, da han dagen før fredagens koncerter, kontaktede beredskabsinspektør Jesper Domar Rossen, og det var dette krav om en godkend pladsfordelingsplan, der i 11. time fik Thor, til helt at aflyse Klokkehøj-arrangementet i Ullerslev Kulturcenter.

Nu kommer der så et juridisk efterspil. Efter Thor Arendal har drøftet det med sin advokat, har han altså nu politianmeldt Nyborg Kommune og fire navngivne ansatte. Nyborg Avis har set en kvittering fra Fyens Politi på dagens anmeldelse, men kan af gode grunde ikke få at se, hvad der står i anmeldelsen.

Ifølge Thor Arendal har han anmeldt Nyborg Kommune og de fire medarbejdere for deres rolle i aflysningen af både udendørs- og indendørsarrangementet-.

– Kommunen har udvist en svær grad af dårlig handlekraft, misinformation og meddelt ting som ikke kan udføres. Grunden for anmeldelsen er at få kommunen dømt for, at deres handling er direkte ansvarspådragende.

Det juridiske efterspil får du også konsekvenser for billetholderne. De har her til eftermiddag fået mail, hvor der står, at der først kan søges om refusion, når Thor Arendal og Nyborg Kommune er nået til enighed.