To søstre rykker populært reolmarked ind i de gamle Fakta-lokaler

0
1139
Img 0632

Hvis du i dag kigger ind af vinduerne, kan du se de første tøjstativer være fyldt op allerede. Foto: Martha Frederikke Wiese

Det skal være nemt, det skal være økonomisk bæredygtigt for både sælger og køber, det skal være hyggeligt, og – vigtigst af alt – så skal det lige om lidt være i Nyborg

Gen&brug, Annika Bjørkholm Og Katrine Bjørkholm

Annika Bjørkholm og Katrine Bjørkholm har begge arbejde ved siden af Gen&Brug. Foto: Privatfoto

Katrine og Annika Bjørkholm har siden butikkens åbning ved årsskiftet haft stor succes med Gen&Brug i Svendborg. Nu er tiden kommet til, at reolmarkedet vokser ud over kommunegrænsen og ind i hjertet af Nyborg.

– Vi kunne hurtigt mærke, at konceptet kunne noget, så vi begyndte egentlig ret tidligt at kigge rundt på Fyn og tænke over, hvilken by der skulle blive den næste, siger Katrine Bjørkholm.

I Gen&Brug kan man leje reoler, tøjstativer og gulvpladser. Sælgerne prissætter selv deres varer, men derfra tager de to søstre og deres ansatte – mod en procentdel af salgsprisen – sig af resten; Det er altså lidt lige som et loppemarked, bortset fra det faktum, at du ikke selv behøver at dedikere dine weekender til det.

Det mærker indehaverne en stor interesse for, oplyser de.

– Vi har fået så mange positive tilkendegivelser – vi er faktisk blæst lidt bagover. Kommunen skal også have noget ros med på vejen, de har været meget hjælpsomme gennem det hele.

Både Katrine og Annika Bjørkholm er kreative sjæle, og derfor kan de fremtidige kunder heller ikke forvente en helt strømlinet butik.

– Det må gerne være lidt sjovt og skævt, så der er plads til kreativiteten. Og helt ærligt, så må det også godt rode lidt – så længe det er hyggeligt. Den balance synes jeg, vi har fundet i Svendborg

Placeringen

Mange har nok spurgt sig selv, hvad der skulle ske med de rummelige lokaler i krydset mellem Nørregade og Baggersgade, siden Fakta lukkede og slukkede. Lokalerne nåede da også at stå tomme i lige knap et år, før Katrine og Annika Bjørkholm kastede deres genbrugskærlighed over dem.

For dem var det ikke en svær beslutning.

– Det var en af vores medarbejdere, der fandt lokalet, og da vi så det, vidste vi bare, at det er perfekt. Der er plads nok til alt det, vi vil have, og så er placeringen også lige efter vores hjerter; Vi vil gerne ligge centralt,

Ifølge Katrine Bjørkholm selv, er der ikke altid langt fra tanke til handling, når søstrene får gode ideer.

– Vi kan godt lide, det går lidt stærkt. Vi fik nøglerne for en måneds tid siden, og siden det har vi ikke set tilbage. Jeg tror måske, mine nærmeste er ved at være lidt trætte af at høre om Gen&Brug, griner hun.

Helt trætte kan familien dog ikke være, for både indehavernes børn og deres mor arbejder i butikken på Sydfyn. For nu har både Katrine og Annika Bjørkholm holdt fast i deres fuldtidsjobs, selvom ambitionen på længere sigt er at kunne gå 100 procent selvstændigt.

Derfor er det også i weekenderne, du kan forvente at møde søstrene – fx på fredag, når de inviterer til åbning i deres nye nyborgensiske butik på Baggersgade 6 fra klokken 16-18. Der efter følger butikken almindelige åbningstider.