Trængslerne på vejene ved Aunslev er snart forbi. Kommune erkender dårlig planlægning

0
404

Kloakarbejdet på Odensevej i Aunslev har siden 3. januar skabt store frustrationer og problemer for indbyggerne og for de mange bilister, der dagligt kører gennem byen. Men senest midt i april er det slut med de besværlige omkørsler

Aunslev Åløkkevej

Selvom der blev skiltet med indkørsel forbudt, tog mange bilister chancen og kørte mod ensretningen på de smalle omkørselsveje. Foto: Peter Hougesen

Borgerne i Aunslev må væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Kloakarbejdet var ifølge Nyborg Kommune planlagt til at slutte den 1. april, men bliver altså 2 – 3 uger forsinket.

Det har været tre lange måneder både for Aunslevs indbyggere og for kommunen. Det erkender lederen af Nyborg Kommunes afdeling Anlæg og Vejmyndighed, Asoth Veerasingham.

– Det bliver dejligt for alle parter, når Odensevej snart åbner igen, siger Asoth Veerasingham.

Bøvlet med omkørslerne begyndte kort efter nytår.

Odensevej spærret gennem Aunslev indtil 1. april

Den 2. januar meldte Nyborg Kommune ud på Facebook, at Odensevej ville blive spærret, og der ville blive en omkørsel fra og med den næste dag. Og med det samme begyndte kritikken.

Folk i Aunslev kritiserede kommunen for at informere dem alt for sent. Også Fynbus kom med kritik af samarbejdet med Nyborg Kommune, da de ikke kunne få dispensation til at kører ad Odensevej forbi kloakarbejdet, og fordi den angivne omkørselsvej var så smal, at to modkørende busser ville have svært ved at passere hinanden. Dette problem forsøgte kommunen så at løse ved at etablere en ny omkørsel nord om Aunslev for de busser, der kom fra Nyborg.

Aunslev Omkørsel

De to omkørsler nord og syd om Aunslev. Den spærrede del af Odensevej er markeret med rødt. Grafik: Nyborg Kommune

Massiv kritik af Nyborg Kommune og NFS: Omkørsel ved Aunslev er en ommer

Dagen efter, den 4. januar, meddelte Nyborg Kommune så, at de to omkørsler syd og nord om Aunslev ville blive ensrettet for at undgå modkørende trafik på de smalle veje. Men der kom ikke skiltning op, da kommunen først skulle have tilladelse af Fyens Politi.

Omkørsel i Aunslev droppes midlertidigt

Den 5. januar meldte Nyborg Kommune så ud, at begge omkørsler nu var udsat til den 10. januar, blandt andet på grund af udfordringer med jord- og vejrforhold. I stedet blev den opsatte lysregulering på Odensevej genetableret. Det betød, at de busstoppesteder, som Fynbus havde været nødt til at tage ud af drift i både Aunslev og Hjulby igen blev betjent.

Omkørslen ved Aunslev udsættes atter

Den 9. januar skrev Nyborg Kommune på deres hjemmesiden, at omkørslerne alligevel ikke blev genetableret den 10. januar. Kommunen skrev blandt andet: ”NFS (der står for kloakarbejdet, red.), FynBus og Nyborg Kommune arbejder fortsat på at finde den mest hensigtsmæssige løsning. FynBus oplyser desuden, at de tager kontakt til skolerne for at sikre, at de berørte skolebørn bliver transporteret til og fra skole på den bedst mulige måde.”

Fra på mandag bliver Odensevej gennem Aunslev atter spærret

Den 12. januar meddelte kommunen så, at de nu havde fået aftalerne med Fynbus på plads, således de berørte skoleelever i Aunslev blev kørt til og fra skole med Flextrafik. Dermed kunne Odensevej atter spærres og omkørslerne etableres fra den 15. januar.

Men der gik igen kage i kommunikationen mellem Nyborg Kommune og Fynbus.

Kommunikationen fejlede igen mellem kommunen og borgerne i Aunslev i forbindelse med omkørslerne

Den 15. januar var der flere borgere i Aunslev, som enten ikke havde fået oplysninger fra Flextrafik om, hvornår deres børn blev hentet af Flextrafik, eller havde fået forkert information.

Kommunen beklagede og erkendte, at der var tale om en kommunikationsfejl mellem FynBus og Nyborg Kommune. En fejl som de ville rette op på.

Aunslev Faerdig

Utilstrækkelig skiltning var årsag til, at mange bilister kørte mod ensretningen på Åløkkevej. Foto: Peter Hougesen

Trafikanter overser skiltningen ved omkørslen i Aunslev: Fyns Politi er opmærksomme på problemet

Den 16. januar kunne Nyborg Avis så fortælle, at flere borgere i Aunslev havde konstateret, at en del bilister kørte den forkerte vej ad de ensrettede omkørselsveje. Kommunen forklarede, at de var opmærksom på problemet og var i dialog med Fyns Politi, der skulle godkende, hvis der skulle flere skilte op.

Nyborg Kommune erkender der stadig er problemer med omkørslerne i Aunslev

Den 24. januar erkendte Nyborg Kommune, at der stadig var problemer med den megen trafik på de smalle omkørselsveje trods ensretningen og bedre skiltning. De anbefalede derfor på Facebook trafikanter, der kom fra Odense eller Kerteminde, en alternativ rute fra Ullerslev over Såderup til Nyborg.

Hårdt plagede borgere i Aunslev må ud på ny omkørsel

Den 5. marts kom der så endnu en omkørsel i Aunslev.  Fjernvarmearbejde medførte, at Kertemindevej blev spærret ved Odensevej frem til 21. april, således de bilister, der kørte ad den nordlige omkørsel, nu skulle ud på en endnu længere omvej, inden de kunne komme tilbage på Odensevej. Igen var der massiv kritik fra borgerne i Aunslev om manglende information. Kritikken blev afvist af kommunen, da de ” informerer løbende via Facebook”.

Aunslev omkørsel

Kombinationen af megen trafik og den hårde og våde vinter har slidt meget på de små omkørselsveje. Foto: Peter Hougesen

Nyborg Kommune: Det kunne godt have været bedre planlagt

Selvom kloakarbejdet bliver lidt forsinket og Odensevej først genåbner midt i april, så kan både borgerne i Avnslev og kommunen skimte lys for enden af tunnelen, og ifølge Asoth Veerasingham er der ikke i den nærmeste fremtid udsigt til flere gravearbejder og omkørsler i Aunslev og omegn.

Til gengæld får Anlæg og Vejmyndighed travlt, når omkørslerne ophæves. De smalle veje er nemlig blevet hærget af den megen trafik.

– De er rigtig slemt ødelagt. Der vil blive lagt en hel del slidlag på i år. Især Nederbyvej trænger, lover Asoth Veerasingham.

Med hensyn til hele forløbet fra den 3. januar med al den kritik og bøvl, der har været, indrømmer Asoth Veerasingham, at det godt kunne have været planlagt bedre.

– Der har været noget læring i det her både for kommunen og Nyborg Forsynings Selskab (NFS), der stod for selve kloakarbejdet. Der har været noget koordinering, der har kunnet være bedre. Vi vil nu tage nogle evalueringsmøder med NFS, så vi bliver bedre til at planlægge næste gang, vi står i en lignende situation, forsikrer Asoth Veerasingham.

For det er ikke kun borgere i Aunslev og de gennemkørende bilister der har være plaget af omkørslerne. Bøvlet med omkørslerne har også kostet meget tid for Asoth Veerasingham og hans team i Anlæg og Vejmyndighed.

Denne artikel er gratis - og det kan du takke Nyborg Avis' abonnenter for.

Det koster nemlig at lave nærværende journalistik.

Mira Michael Rathje Dsc1069

Lige nu kan du prøve Nyborg Avis kvit og frit
i de første 30 dage, hvis du klikker her.