Tre gange om ugen kan trængte børnefamilier og andre hente gratis mad

0
1177

I november kan Nyborg byde velkommen til kommunens første Madoase. Frivillige, HF og VUC Fyn og talrige lokale supermarkeder er nemlig gået sammen om at uddele overskudsmadvarer til de af kommunens borgere, for hvem pengene er små

Stop Spild Lokalt

Organisationens logo. Rasmus Erichsen stiftede Stop Spild Lokalt, da han var 17 år gammel. I dag er han 24 og driver stadig organisationen.

Du har måske bemærket det, hvis du er en af dem, der af og til lader tommelfingeren scrolle gennem de lokale Facebook-grupper; Oftere og oftere kommer der opslag fra personer, der søger gratis mad. Måske er der langt til d. 1., eller måske var pengene små til at starte med.

I den kommende tid vil du måske også lægge mærke til, at opslagene bliver færre igen. For fra november åbner foreningen Stop Spild Lokalt dørene til den første lokale Madoase, hvor dem med lidt for meget plads i pengepungen kan hente overskudsfødevarer fra forskellige supermarkeder – hele tre gange om ugen.

– Det er helt fantastisk, at vi nu kan åbne en Madoase i Nyborg. Det er tydeligt, at der er et kæmpe behov, for vi kan jo se, at selvom vi uddeler mange steder i landet, så bliver der ved med at være supermarkeder med et enormt madspild og mennesker, der virkelig trænger til det her tilbud, siger Stop Spild Lokalts stifter og direktør Rasmus Erichsen.

Stop Spild Lokalt er Danmarks største sociale madspildsorganisaon, som gennem lokalforeninger driver mere end 30 Madoaser og 130 Facebook grupper på landsplan. De efterhånden mange Madoaser uddeler dagligt 30 tons overskudsfødevarer til økonomisk trængte borgere. Fødevarer fra supermarkeder og produkonsvirksomheder, der intet fejler andet end måske en rids i emballagen, og som ellers var endt i en skraldespand.

SSL beder ikke om dokumentation for brugernes økonomi.

– Tillid er vores højre hånd. Vi oplever jo nogen gange, at folk står i kø i mere end halvanden time for at få uddelt mad. Det ville jeg ikke selv gøre, medmindre jeg virkelig havde brug for det, siger direktøren.

Den lokale Madoase kommer til at ligge i HF/VUC Fyns lokaler på Vestergade 7, men maden kan hentes af alle i kommunen.

Båret af lokale frivillige

Hvor mange mennesker, der skal til at drive en Madoase? En del, faktisk. Men at finde frivillige folk med madhjertet på rette sted har ikke været noget problem for Carsten Sams, der pustede liv i den lokale afdeling i 2022.

– Jeg flyttede til Nyborg sidste sommer, og fordi jeg allerede var en del af SSL i Korsør, hvor jeg flyttede fra, var det naturligt for mig at undersøge, om foreningen også var aktiv her i kommunen, fortæller han.

Carsten Sams fandt en Facebook-gruppe, der var gået i dvale, men det tog ikke lang tid at få samlet de frivillige om projektet igen. Sådan kom SSL til at dele mad ud til 150 mennesker ved juletid og 200 omkring påsken – begge gange blev fem ton mad uddelt.

– Jeg kunne jo mærke, at der både var behov for det, men også at de frivillige rigtig gerne vil det, og at vi har nogle meget velvillige supermarkeder her i kommunen. Over sommeren gik jeg så på lokalejagt for at gøre uddelingen permanent og ikke bare pop-up,

Jagten bar frugt for Carsten Sams, da han mødte op på HF/VUC Fyn. Og det, at det netop er her, SSL’s seneste skud på Madoasestammen skal være, glæder både ham selv og organisationens direktør.

– Det betyder rigtig meget for os, at Madoasen ender netop der. I god dialog med skolen er vi kommet frem til, at det giver rigtig god mening at få de unge engageret og aktiveret i den frivillige verden, siger Carsten Sams.

Og måske stopper samarbejdet ikke der. I den bedste af alle verdener drømmer Rasmus Erichsen om, at den lokale foreningsmands fodarbejde kan være grundstenen til det, han kalder ‘en revolution’.

– Der er åbnet op for en snak om, at samarbejdet mellem vores organisation og HF/VUC Fyn kan bredes ud til resten af øen. En del af samarbejdet ville være, at vi skulle tilbyde noget undervisning i socialt ansvar og bæredygtighed. Det ville være et drømmescenarie, så det er klart, at vi har krydsede fingre,

Da Nyborg Avis fanger de to herrer på telefonen, lyder munter baggrundsstøj i baggrunden. Det er nemlig National Madspildsdag, og både Carsten Sams og Rasmus Erichsen er med en masse andre fra organisationen til stede på rådhuspladsen i København. Både for at markere dagen, men naturligvis også for at dele mad ud.