De to lokalrivaler kunne begge håbe på en top-tre placering og dermed avancement til foråret. Efter kampen i aftes, er det nok kun i teorien, at det fortsat er en mulighed for Ullerslev.
Langeskovs Lukas Thorhøj bringer Langeskov foran 0-1 ude mod Ullerslev. Foto: Peter Hougesen
Langeskov mødte ind til opgøret i Ullerslev med en frisk sejr over Munkebo i bagagen, mens hjemmeholdet fra Ullerslev havde tabt knebent til rækkes tophold fra Vindinge. Det lignede derfor en favoritværdighed til udeholdet fra Langeskov. Kampen var da også dårligt fløjtet i gang, før det blev klart for enhver, at det var Langeskov også. Efter to minutters spil blev Langeskovs Lukas Thorhøj spillet helt fri foran Ullerslevs mål, men en svag afslutning af Langeskovs offensive spiller reddede i Ullerslev fra at komme bagud.
Langeskovs udfordring i denne sæson har netop været den manglende evne til at omsætte gode offensive muligheder til scoringer. Derfor var den svage afslutning i begyndelsen af opgøret også en bekymring ude på trænerbænken.
Som spillet begyndte at sætte sig i første halvleg, stod det klart, at Ullerslev overlod al initiativ til Langeskov og i stedet forsøgte at lukrere på omstillinger. Den taktik gav holdet et point ude mod Munkebo, men den virkede på det her tidspunkt af opgøret decideret fejlslagen. Langeskovs spillere fandt fint hinanden i rummet mellem Ullerslevs midtbane og forsvar, og det virkede derfor som et spørgsmål om tid, før udeholdet ville få omsat overtaget i spillet til scoring.
Efter 25 minutters spil fik gæsterne hjælp af kampens dommer. I en situation der lignede kamp om bolden med en mindre forseelse, dømte dommeren straffespark til Langeskov. Ullerslevs spillere og bænk protesterede kraftigt – det kunne man sådan set ikke fortænke dem i -men kendelsen stod ved magt. Straffesparket omsatte Lukas Thorhøj sikkert til scoring og så førte gæsterne 0-1.
Bare ti minutter senere var den igen gal i Ullerslevs defensiv, der på det her tidspunkt af opgøret slet ikke havde fat i Langeskovs offensive spillere. En helt fri Kristian Aunsbak lagde bolden forbi Ullerslevs målmand Lucas Smidt, men bolden blev pareret på stregen. Den ripost fulgte Christoffer Simonsen til dørs og bragte Langeskov foran 0-2. På det her tidspunkt af opgøret, syntes der kun at være spænding om, hvor stor sejren ville blive.
De to hold gik til pause ved stillingen 0-2 og det kunne hjemmeholdet så klart være bedst tjent med.
I anden halvleg kom Ullerslev en lille smule mindre defensivt ud. Det ændrede ikke det store ved kampbilledet, der fortsat vidnede om et massivt overtag til Langeskov. Som anden halvleg skred frem, formåede Langeskov ikke at omsætte spilovertaget til yderligere scoringer og dermed lukke kampen. I stedet opstod der en situation, der var ved at vende kampen på hovedet. Efter 70 minutters spil begik Langeskovs Jeppe Johansen sit første frispark i kampen. En lidt klodset tackling kom for sent og der var helt klart frispark. Dommeren kunne ikke se situationen ordentligt og spurgte derfor sin linjedommer til råds. Det gav meget lidt mening, da manden stod 25 meter fra situationen nede midt på Ullerslevs banehalvdel. Ikke desto mindre følte linjedommeren sig så sikker i sin sag, at han anbefalede et gult kort. Så det blev dommen. Det virkede ret hårdt dømt. Kendelsen betød at Langeskov skulle spille de næste 10 minutter med en mand i undertal.
Det var den mulighed Ullerslev skulle bruge, for at bringe sig tilbage i opgøret. Det havde Ullerslev bænk naturligvis set, og hjemmeholdet gik derfor meget mere offensivt til værks. Allerede et minut inde i udvisningen blev der slået et giftigt hjørnespark, som blev clearet af Langeskovs forsvar. Det var tydeligt at Ullerslevs spillere vidste, det var nu, der skulle satses. Belønningen kom fire minutter senere, da udeholdets forsvar ikke fik sparket ordentligt væk og bolden i stedet havnede hos Ullerslevs angriber, der sparkede bolden ind til 1-2. Da var der 15 minutter tilbage af opgøret og den klare og åbenlyse sejr Langeskov fem minutter tidligere havde styret imod, var nu pludselig i fare.
Ullerslev fortsatte med at presse Langeskov klogt og det gav gæsterne store problemer rent defensivt. Enten havde dommeren glemt, hvornår Jeppe Johansen var blevet smidt ud, eller også havde han begået den samme fejl igen og spurgt sin linjedommer til råds. Uanset årsagen ente Langeskovs spiller med at være på bænken i 14 minutter i stedet for 10 og det var tæt på at koste Langeskov sejren.
Linjedommeren havde forhåbentlig ikke sin bedste dag. Da Thomas Abildtrup skulle skiftes ind for Langeskov fik han besked på, at han ikke måtte komme på banen, fordi hans strømper sad forkert. Man stod bare at ventede på, han også skulle fremvise ren straffeattest, kørekort, pas og eksamensbevis. Han endte med at få lov til at komme på banen og Langeskov endte med at vinde opgøret 1-2. Med sejren bringer Langeskov sig op på ni point. Det er et færre end Munkebo på den tredjeplads, der giver avancement til foråret. Munkebo har dog spillet en kamp færre.
Næste opgave for Ullerslev bliver søndag 8. oktober kl. 11:00, når holdet på udebane møder rækkens nummer to fra OKS
Grafik: DBU