På Kirkegade er et hul i jorden et vindue til fortiden. Foto: Caspar de Mylius
Jorden under Nyborgs brosten giver et indblik i en tid, hvor Nyborg så meget anderledes ud.
Forestil dig en gade belagt med et utal af tætpakkede grene. Forestil dig nu, at der oven på grenene ligger et smattet lag af skidt, skrald og diverse efterladenskaber. Sådan så Nyborgs gader og stræder ud i middelalderen.
– Vi bliver altid mødt af “Der er jo gravet her før, så der er ikke noget at komme efter”, fortæller Claus F. Sørensen.
Han er leder af Arkæologisk Afdeling for Østfyns Museer og Vikingemuseet Ladby. Han har trodset vind og vejr for at fortælle om de jordlag, der lige nu ligger blottet på Kirkegade i Nyborg.
– Man kan også godt se, at det er et virvar af ledningsførsler. Men der skete så det, at vi kunne se de her gamle lag i jorden. Da jeg kiggede nærmere på dem, fandt jeg ud af, at der lå dele tilbage af to vejbelægninger. Tilbage i middelalderen lagde man ikke brosten som dem, vi står på nu. Hvis bølgerne gik højt havde man små marksten, man lagde ud, men ellers foregik det sådan, at man simpelthen lagde nogle lag af grene ud, som man kunne gå og køre på, fortsætter Claus F. Sørensen.
Arkæologen peger ned i det store hul i jorden, hvor mange forskellige rør løber igennem.
– Man kan se, der er et 40-50 centimeter gult lag. Så kommer der et mørkt og brunt lag, og nede i bunden kommer der så et mørkt lag igen. Det er de mørke lag, vi er meget meget interesserede i. Det er det, der hedder kulturlag, altså et menneskeligt påvirkeligt lag. I sådan et lag vil du finde dyreknogler, keramikrester og alt sådan noget guf, som vi arkæologer elsker, forklarer Claus F. Sørensen
Rørene afslører, at det ikke er første gang, det moderne menneske har haft fingrene i Nyborgs jordlag. Men denne gang er det anderledes.
– Dateringsmetoden er blevet noget bedre, men lovgivning er også anderledes i dag. Nu kan vi jo faktisk gå herned med hjemmel og sige, at vi skal følge det her arbejde og være end del af det, simpelthen fordi vi er inde i en dansk middelalderby. Så vilkårene for arkæologien og historien er blevet væsentligt bedre, fortæller Claus F. Sørensen
Nyborgs lag af møg var mindre end Svendborgs
I en tid før Nyborg Forsynings store skraldebiler, havde Nyborgs borgere et andet forhold til affald, end vi har i dag.
– Affaldssorteringen dengang foregik ikke ved, at man havde 17 skraldespande stående. Man hev det bare ud på gaden. Det var ét stort pløre. Det har været mudder helt op til knæene. For at færdes i det kunne man så lægge de her grene ud. Forestil dig en flade af tætpakkede grene, fuldstændig ligesom der er brosten i dag. Man kan se, at det første lag er blevet lagt ned, men selv dér er det her affald blevet ved med at hobe sig op. Så kommer man på et tidspunkt frem til, at det er blevet for pløret igen, så man lægger et nyt lag på, forklarer Claus F. Sørensen og fortsætter:
– Det har lugtet helt vildt. Du havde husdyr i baggårdene, vis affald også bare røg ud. Du havde åbne latriner på gaden, hvor du gik ud og forsørgede dig. Sådan en latrin kunne stå lige ved siden af din brønd. Vi kan også se, når vi graver i de her latriner, at folk har lidt af indvoldsorme og alt muligt godt. Det har kløet ad helvedes til, siger arkæologen og ler.
Men selvom Nyborg absolut har været en ildelugtende middelalderby, var den ikke helt så slem som andre byer. Skraldelagene i midten af Svendborg har være flere gange større.
– Noget af det, udgravningerne i de sidste 12-13 år har vist, er, at der ikke har været helt vildt meget affald i Nyborg. Det her med, at man har smidt affald på gaden, det har man også gjort, men så har man også bortskaffet det til et vist niveau. I Svendborg har man fundet affaldslag, der er 5-8 meter dybe. Men Nyborg er bygget på sådan nogle naturlige knolde, så man har altså smidt meget af affaldet ud af siderne, oplyser Claus F. Sørensen.
Nyborgs alder
Jordlagene i graveriet på Kirkegade er blot en enkelt brik i det større puslespil, der er Nyborgs historie.
– Det her er tredje gang, vi får fat i de her vejbelægninger. Vi bruger dem til at sige, hvor vejene er gået i byen, men vi bruger dem også til at datere byen. Vi kan nemlig sende de her grene afsted til en kulstof 14-datering. Nu har jeg gravet i byen siden 2011-2012. Det er som et stort puslespil, hvor jeg bare bliver ved med at få brikker. Så får jeg en brik deroppe fra, så får jeg en dernede fra, og nu får jeg en brik herfra. Jeg er superspændt på at kunne sige, hvordan det ser ud. Altså, hvornår var der vej her i middelalderen? Hvordan forholdte vejen sig i forhold til kirken bagved os?, funderer Claus F. Sørensen.
Ved at undersøge, hvor gamle gaderne er, er det muligt for historikerne at skabe et billede af, hvordan Nyborg er vokset gennem tiden.
– På nuværende tidspunkt ser det ud som om, at Nørregade er ældst, derefter Mellemgade og så Søndregade, som det hed dengang. Så byen er altså vokset nedad mod fjorden, redegør arkæologen
Der er dog også andre måder at datere en by på.
– Man har altid haft en idé om, hvad Nyborgs alder er, fordi man har skriftlige kilder. Nu har vi jo også fundet ud af, at slottet er fra omkring de 1200. Byen kommer så lige bagefter som en del af den naturlige handel, der er. Vi har så ikke vidst, hvordan byen har spredt sig. Men nu begynder vi at kunne beskrive, hvordan vi har en ældre gade, der hedder Nørregade, og at det så har spredt sig derfra. Der har været et behov for handel i nærheden af slottet. Og håndværk. Masser af håndværk. Så det har været en meget traditionel middelalderkøbstad, baseret på handel og håndværk, beretter Claus F. Sørensen
Mere middelalderguf forude
– For mig er sådan en udgravning her vigtigere, end hvis jeg havde fundet guld, fordi den er med til at fortælle om det store billede. Jeg jagter altid fortællingen, siger Claus F. Sørensen.
Og jagten intensiveres forhåbentligt snart, når der skal graves i gadebilledet til de nye affaldsdepoter.
– Der skal jo laves sådan nogle affaldsstationer, der ligger ude i gaderne, hvor man kan smide sit affald i sådan et stort hul nede i jorden. Jeg tror, der skal laves 27-28 af dem i den gamle middelalderby. De her store huller skal vi jo selvfølgelig være med i. Så bliver jeg ét stort smil, slutter Claus F. Sørensen.
