Venstre afviser undersøgelse af borgmester: Deler ikke opfattelse om lovbrud

0
301

Venstre kommer ikke til at stemme for en ekstern juridisk vurdering af borgmesterens mulige lovbrud, fortæller gruppeformand Kaj Refslund i dette interview

Byrådet 1

Socialdemokratiet barsler med at stille forslag om at få en ekstern juridisk vurdering af, hvorvidt Kenneth Muhs (V) brød loven, da han i 2021 ikke orienterede byrådet om et møde, han havde haft med kommunens borgerrådgiver.

Borgerrådgiveren udtrykte ved mødet stor bekymring for borgerens retssikkerhed og Nyborgs ry og rygte, viser et notat, byrådet fik præsenteret d. 10. marts 2024. At borgmesteren ikke delte mødets indhold med byrådet allerede i 2021 er i strid med den kommunale styrelseslov, vurderer to eksperter for DR Fyn.

Men Martin Stenmann og resten af Socialdemokratiets ønske om at få undersøgt det mulige lovbrud via ekstern vurdering, falder ikke i god jord i Venstres byrådsgruppe, som afviser forslaget.

– Det afviser vi. Vi har endnu ikke set et grundlag … Vi har fået nogle vurderinger på, om der var noget i det, og det er der ikke. Det her er taget ud af en større sammenhæng, siger Venstres gruppeformand, Kaj Refslund.

Hvilke vurderinger henviser du til her?

– Jamen de vurderinger, jeg henviser til, er vores opfattelse af, hvad det er for en ulovlighed, som nogen påstår, at Kenneth (Muhs, red.) har udført, og den opfattelse deler vi slet ikke.

Så de vurderinger, du henviser til, er jeres egne – altså partiets – opfattelse af sagen?

– Ja, egne og interne. Altså, vi har jo selvfølgelig løbende spurgt til, hvordan det her er foregået, og der har vi ikke anledning til, at vi yderligere skal gå ned i det. Vi har brugt rigeligt med penge på at få undersøgt forholdene i kommunen, og det må stoppe med det her.

Uenig med eksperter

Refslund

Kaj Refslund er gruppeformand for Venstre, der tæller 14 mandater ud af byrådets 25. Foto: Nyborg Kommune

– Vi er af den opfattelse, og det har jeg selv oplevet, at der er blevet orienteret over for både byråd, gruppeformænd og Økonomiudvalget hele tiden. Kenneth (Muhs, red.) har løbende fulgt det her ind i forvaltningen. Så har jeg godt nok hørt, at der er en fortolkning af, at han skulle have fulgt det til dørs, men så tænker jeg bare ‘hvor mange sager har vi dog ikke i sådan en kommune?’ Borgmesteren har altså noget andet at lave også, siger Kaj Refslund.

Lige præcis den her kritik, som kommer fra en borgerrådgiver, som er ansat af hele byrådet og ikke kun borgmesteren, den har han jo ifølge eksperterne et ansvar for at orientere jer om. Er I i Venstres byrådsgruppe tilfredse med, at I ikke har hørt noget om det her notat før nu?

– Det har vi hørt om. Jeg forstår ikke den udlægning, Martin Stenmann er ude med.

Hvornår har du hørt om mødet så?

– Lige præcis mødet. Jeg ved, der har været en proces ift. den kommunikation, der har været undervejs. Nu er vi altså tilbage i 2021, og I beder om nogle detaljer, hvor der er løbet meget andet vand gennem åen.

Kaj Refslund udtaler også, at sagen om mødet d. 7. oktober 2021 skal ses i en større sammenhæng, hvor byrådet er blevet orienteret løbende om sagerne i social- og familieafdelingen, og at det derfor ikke er relevant at undersøge den specifikke hændelse videre.

Uanset, om der er en masse ting, der – i din optik – er blevet gjort rigtigt, så ændrer det vil ikke på, at der måske også er noget, der er blevet gjort forkert. Et lovbrud er vel et lovbrud, og det skal vel undersøges. Skal det ikke?

– Det sidste kan jeg svare ja til, hvis det er et lovbrud, men der er vi ikke enige længere. Vi mener, at det her skal ses i sammenhæng med en daglig gang, hvor man som borgmester sædvanligvis har en lang række henvendelser, som man løbende bringer videre. Så kan man sætte en fod ned og sige, at noget burde have været håndteret hurtigere, men vi havde også andre sager kørende på daværende tidspunkt.

– Jeg er ikke enig i, at juraeksperterne kan vurdere det her på den baggrund af mødet alene. Efter vores opfattelse handler det her mere om chikane på Kenneth Muhs, fortsætter gruppeformanden.

Men hvis I mener, at der ikke er noget at komme efter, er en undersøgelse så ikke netop en anledning til at få renset jeres borgmester?

– Det kunne vi selvfølgelig også vælge at gå ind i og så bruge nogle penge på det, men jeg ved jo godt, at hvis socialdemokraterne – anført af Martin Stenmann – ikke får et bestemt svar på den undersøgelse, så vil man anfægte det samlede kommissorie, det har vi oplevet tidligere. Derfor ser vi ingen grund til yderligere at sætte en usikkerhed ift. både borgmesteren, organisationen og de mange familier, der nu skal have noget mere hjælp, slutter gruppeformanden.

Socialdemokratiet har endnu ikke meldt ud, hvornår de vil stille det endelige forslag om en undersøgelse, men siger, at det vil blive snarest.

Denne artikel er gratis - og det kan du takke Nyborg Avis' abonnenter for.

Det koster nemlig at lave kritisk og kompromisløs journalistik.

Processed With Vsco With B1 PresetLige nu kan du prøve Nyborg Avis kvit og frit
i de første 30 dage, hvis du klikker her.