To solide defensiver, offensive kræfter med en off-dag og stærke individuelle aktioner. Vindinge skulle på hjemmebane møde Ullerslev i første returkamp i serie 1 pulje 4.
De to defensiver spillede en stor rolle i det tætte opgør mellem de to klubber fra Nyborg Kommune. Foto: Magnus Terp
Torsdag aften klokken 19:15 tog Vindinge imod den anden Nyborgklub i puljen, SUB Ullerslev. Første kamp endte 4-1 til Vindinge, og derfor havde SUB revanche til gode inden kampen. SUB skulle udover det også forsøge at fortsætte deres to kampes pointstime, mens Vindinge skulle se, om de kunne rejse sig fra nederlaget til Munkebo sidste fredag.
Kampen begyndte for Vindinge, som så mange andre af deres kampe. De sad på alt spillet og pressede godt på SUB målet. Presset endte også med at give pote. Patrick Johansen kom igennem på midten i det 13. minut, og kunne fint afslutte til 1-0 til hjemmeholdet.
Vindinge fortsatte presset efter målet, og selvom de kom tættere og tættere på målet, så manglede de altid det sidste for, at de blev helt farlige. Ligesom i sidste uge mod Munkebo fik Vindinge ikke lukket ordentlig ned for omstillingerne, hvilket gav SUB chancer. SUB fik også en periode, hvor de begyndte at blive farlige, og i midten af halvlegen fik de i en kort periode selv lov til at bygge spil op.
Vindinge fik dog styr på spillet igen, og begyndte at presse SUB i bund. Men igen virkede det til, at de ikke havde helt styr på omstillingerne, og det gav SUB kontramuligheder. SUB har et par spillere, som kan afgøre kampe, og en af dem er Patrick Naundrup. I 44. minut blev han spillet fri op ad højre flanke, og her havde han nok frihed til at vise sit værd. Efter han ramte baglinjen, søgte han ind i banen, hvor han trak nok spillere til sig, til at Rasmus Lisewski kunne få en fri chance foran den tætte stolpe. Her sneg Rasmus Lisewski bolden over målmanden og scorede til 1-1, som også var resultatet ved pausen.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Rasmus Lisewski med oplæg fra Patrick Naundrup scorer lige inden halvleg. Foto: Magnus Terp
Anden halvleg
I anden halvleg gik spillet meget frem og tilbage. Vindinge pressede mest på, men de manglede altid lige det sidste inden de rigtig kunne få noget ud af deres opspil. Det virkede som om, at de normale offensivt bærende kræfter havde en off-dag i dag. Bagtil virkede det dog til, at de havde fået styr på deres svaghed fra både første halvleg og Munkebo kampen nemlig kontraer. I den anden ende af banen stod SUB også selv stærkt defensivt, og derfor skete der ikke det store angrebsmæssigt i størstedelen af halvlegen.
Mod slutningen af halvlegen prøvede Vindinge at ændre noget med nogle udskiftninger. En af dem, der kom ind, var Zakaria Hassan. Den normale starter var fra kampstart på bænken på grund af lidt sygdom, men så snart han kom på banen, gjorde han en forskel. Han gik ind og fungerede som en spilstation i angrebet, som gjorde at Vindinge pludselig kunne være meget mere kreative.
Zakaria Hassan endte også med at have den afgørende rolle, da han i 90. minut i feltet modtog en svær aflevering oppe i luften. Han formåede dog med et par jongleringer at få nok styr på bolden til, at han kunne prøve sig med en afslutning i form af en helflugter. Helflugteren var ikke uden kvalitet, og den blev styret ind i bunden af målet ved venstre stolpe. Dermed scorede Zakaria Hassan til 2-1, som også blev kampens resultat.
Artiklen fortsætter efter billedet.
I kampens døende minutter når Zakaria Hassan at score til 2-1 og dermed en Vindinge sejr. Foto: Magnus Terp
Et par kommentarer efter kampen
Efter kampen var der en del skuffelse at spore i SUB Ullerslev træneren, Dennis Juhl Krogshede:
-Jeg er utrolig bitter. Nu har vi de sidste fire kampe bygget flere og flere lag på vores spil, og vi er blevet bedre og bedre. Vi har fundet et nyt koncept, efter vi er rykket ned og har mistet nogle spillere. Jeg synes det er ufortjent, at vi taber, men vi er selv skyld i det, for vi skal jo bare score på de chancer, vi har.
I modsætning var det en meget glad Vindinge anfører i Andreas Andersen, som gav nogle ord på spillet efter kampen:
-Vi spiller godt i den første halve time, men derefter begynder vi at falde lidt af på den. Vi begynder at slappe lidt for meget af efter det første mål. Vi har nogle gode, og vi har nogle dårlige perioder. Vi står lidt for langt væk fra manden, som giver dem for meget plads. Men alt i alt, så synes jeg, at det var en god kamp. Det var en bedre kamp, end hvad vi har præsteret i det to sidste kampe, så det var udmærkede tre point vi får.
Vindinge spiller næste kamp hjemme mod Chang søndag den 1. oktober klokken 11, mens SUB Ullerslev også spiller hjemme næste kamp, når de fredag den 29. september klokken 18:30 møder Langeskov.