DMI, TV 2 og DR har alle varslet voldsomt vejr de kommende dage. Vindstød af orkanstyrke og stormflod venter dele af Danmark. Heldigvis har meteorolog og DRs vejrvært, Anders Steen Brandt, indvilget i at give os en prognose for Nyborg kommune.
Meteorolog og vejrvært på DR Anders Steen Brandt. foto: Privatfoto
Det bliver en barsk omgang de kommende dage. Uanset hvor man bor i Danmark, bliver vejret blæsende og koldt både torsdag, fredag og dele af lørdag. Nyborg kommune slipper dog for det værste vejr. Det konkluderer DR’s vejrvært og meteorolog Anders Steen Brandt i den prognose, han har lavet for Nyborg kommune for Nyborg Avis.
-Nyborg kommune slipper for det værste med hensyn til højvande. Stormfloden rammer udelukkende Østersøen. Men det bliver blæsende. Vinden tiltager gradvist fra øst og vil kulminere fredag aften med hård til stormende kuling fra øst. Kraftigst langs Storebæltskysten, og der kan fredag og fredag aften komme vindstød af stormstyrke.
– Det kan langs kysten give to-to en halv meter høje bølger. I tillæg kommer der i perioder regn, og temperaturen kommer til at ligge på blot 6-7 graders varme. Så barsk vejr langs den fynske østkyst, skriver Anders Steen Brandt.
Dermed tyder det på, at Nyborg Kommune slipper for både de vindstød af orkanstyrke og den stormflod på op til to meter, der rammer andre dele af Danmark. Men en tyk sweater er nok ikke verdens dårligste idé.