VUC-elever nedlægger undervisningen i protest

0
267

Eleverne på VUC Nyborg har her til morgen nedlagt undervisningen i protest mod et program, de skal downloade inden eksamener. Programmet gemmer personlige oplysninger i tre måneder

ExamCookie

Efter terminsprøven kunne Anette Dideriksen se, at der var taget billeder af hendes brugernavn på MitID.

Programmet hedder ExamCookie. Det er designet til at forhindre snyd ved eksamener, når elever bruger deres computere. ExsamCookie tager under eksamen hvert andet sekund et billede af elevernes skærme og gemmer disse billeder i tre måneder på servere i Tyskland og Holland. Dermed kan skolerne efter eksamen kontrollere, om eleverne under eksamen har snydt ved at google oplysninger og besøge hjemmesider.

Det lyder umiddelbart som en god ide til at forhindre snyd. Men ifølge Anette Dideriksen, der er kursistrådsformand på VUC Nyborg, er der flere problemer med ExamCookie, som bekymrer hende og de øvrige elever på VUC.

– Det er jo fair og helt fint med et program, der forhindrer snyd.  Men det her program, der er købt ind til VUC, der fandt vi ud af i sidste uge til vores terminsprøver, at programmet begyndte faktisk at filme skærmen en time før, at vores eksamen skulle begynde, fortæller Anette Dideriksen.

Kursisterne bruger deres private computere til eksamen, og ifølge Anette Dideriksen fik de ikke noget varsel om, at ExamCookie var gået i gang, inden eksamen faktisk begyndte.

– For eksempel så har jeg fået taget billeder af mit fulde brugernavn på MitID, fortæller Anette Dideriksen.

X2

En anden kursist opdagede, at ExamCookie havde gemt et screenshot, da hun inden terminsprøven besøgte sin eBoks

Der står på det danskejede firma ExamCookies hjemmeside, at programmet først begynder at tage billeder af computerens skærm, når eksamen begynder. Men Anette Dideriksen var ikke den eneste kursist, der efter terminsprøven opdagede, at programmet var gået i gang før, det skulle.

– En anden kursist havde, kort inden terminsprøven begyndte, været inde på sin e-boks, og det have ExamCookie også taget et billede af. Det er jo noget, der ikke må ske med sådan nogle personfølsomme data, siger Anette Dideriksen, der fortsætter: – Vi har fået at vide, at programmet først starter, når eksamen begynder, men det her er jo op til en time før, hvor man burde mene, at man skulle kunne bruge sin private computer til, hvad man har lyst til.

Derfor har kursisterne på VUC besluttet at droppe undervisningen i dag fra klokken 8.30.

– Med aktionen forventer vi, at der kommer fokus på, at der er nogle problemer her, der skal rettes op, siger Anette Dideriksen, der uden held har forsøgt at få mere information om ExamCookie fra VUC Fyn.

Det er nemlig alle VUC-skoler på Fyn, som har købt programmet ExamCookie, men i første omgang er det altså kun VUC i Nyborg, der har råbt højt om deres bekymringer.

Men andre steder i landet er der også utilfredshed med ExamCookie. For tre uger siden nægtede elever på Aarhus Gymnasiums HTX at downloade programmet op til en terminsprøve, og de startede en underskriftsindsamling mod ExamCookie.

Tilbage i 2019 udtalte Datatilsynet alvorlig kritik af, at Fredericia Gymnasium ikke i tilstrækkelig grad havde redegjort for, at behandlingen af de indsamlede oplysninger ved brug af programmet ExamCookie var tilstrækkelig, relevant og begrænset til, hvad der var nødvendigt i forhold til formålet.

Her i 2024 føler kursisterne på VUC i Nyborg heller ikke, at de er blevet ordentligt informeret om, hvordan ExamCookie fungerer, og hvem der har adgang til kursisternes oplysninger.

– Det er jo egentlig kun skolelederne, der skal kunne se disse personlige oplysninger. Men da det kom frem, at VUC skulle have ExamCookie, begyndte vi selv at undersøge det og kom frem til, at vores data blev gemt i tre måneder på servere i Tyskland og Holland. Det er lidt foruroligende, må jeg ærligt indrømme, siger Anette Dideriksen.

ExamCookie oplyser på deres hjemmeside, at 150 institutioner i Danmark benytter deres program til at forhindre snyd ved eksamener.

Er du endnu ikke abonnent på Nyborg Avis?

Så bliv det i dag. Din adgang til lokalnyheder fra dit nærområde starter med et klik lige her.