Weekendens sportsoverblik

0
350

Her er et kort overblik over weekendens kampe i Nyborg Kommune.

Sony Dsc

Munkebo mod Vindinge var kampen i denne uge, hvor der var mest på spil. Vinderen kunne tage derfra med andenpladsen i puljen. Foto: Magnus Terp

Håndbold

Kolding IF (2) – SUS Nyborg (Herre, 2. division)

SUS Nyborg spillede i fredags på udebane mod Kolding IF (2), hvor de fik sæsonens første point.

Kampen startede jævnbyrdigt, hvor specielt Sune Thisted i SUS målet spillede en storkamp i første halvleg. Lige så stille kom der også hul i Koldings mål, og SUS kunne gå til pause med en føring på 17-12.

I anden halvleg satte Kolding deres ligamålmand ind, som viste et helt andet niveau i Koldingmålet. Sune Thisted fortsatte dog også sit høje niveau, så kampen lignede, at det ville blive en vaskeægte målmandsduel. Kolding IFs målmand viste dog et lidt højere niveau, og Kolding kom på 24-24 med to minutter igen. Her viste SUS´ spillende træner Kristian Klitgaard sig dog rigtigt godt frem, som han også havde gjort i resten af kampen. Med lidt under 10 sekunder tilbage scorer han hans 11. mål til stillingen 26-25. Kolding formår dog at score i sidste sekund, så kampen ender 26-26. SUS kunne derfor tage første point i denne sæson.

Du kan læse hele kampreferatet og en udtalelse fra SUS´ spillende træner Kristian Klitgaard her

 

Fodbold

Fynsserien

OKS – Nyborg G og IF

Nyborg G og IF skulle efter sidste uges point mod Kerteminde forsøge at se, om de rigtig kunne åbne op for pointhøsten i denne sæson, da de på udebane søndag klokken 13 mødte OKS. Men på trods af, at det unge Nyborg hold kæmpede, så var der for stor erfaringsmæssig og fysisk forskel til, at de kunne overrumple den stærke Odenseklub.

OKS scorer første mål i 25. minut, hvor en af Nyborg forsvarsspillere falder. Dermed kunne OKS-angriberen let samle bolden op og score til 1-0. Derefter holdte Nyborg stand, hvor specielt deres keeper Anton Jespersen var skyld i, at OKS ikke fik flere mål i første halvleg. Han stod for mange redninger på flere OKS friløbere, som kunne have givet OKS en helt anden føring til pausen.

I anden halvleg skal vi frem til omkring det 55. minut, hvor den fysiske forskel og manglende erfaringen endnu engang viste sig, da OKS venstreback forholdsvist uprovokeret fik lov til at løbe fra sin back placering og hele vejen op for at score til 2-0. Målet til 3-0 faldt små ti minutter efter, da en fejlaflevering fra Nyborgs-forsvar spillede en OKS-spiller fri, som kunne score til resultatet 3-0.

Nyborgs træner, John Andersen, ser også tilbage på kampen med en anerkendelse af, at det er svært at spille fynserie med et u19 hold:

Vi blev totalt overmatchet. Både spilmæssigt og fysisk var de meget, meget bedre end vi var. Vi stiller også med et meget ungt hold, hvor vores yngste til kampen var 15 år gammel. Det er godt for udviklingen, at de får denne her erfaring, men jeg har bange anelser for, hvad det kommer til at betyde for sæsonen. Nu har jeg en kamp tilbage med truppen, og så håber jeg på, at klubben finder en god træner, som kan samle det her unge hold, så Nyborg kan overleve i fynsserien.

Nyborg G og IF spiller efterårets sidste kamp på hjemmebane på lørdag klokken 13:00 mod Søhus Stige.

Tak til John Andersen for referat

 

Marstal/Rise – Tårup IF

Tårup IF skulle I denne uge forsøge at få deres første sejr, siden de den første oktober spillede mod Nyborg G og IF. Tårup IF har siden da spillet to kampe uafgjort mod Søhus Stige og SFF 2015. Til kampen i dag manglede to af de tre Bergholdt-Damgaard brødre, nemlig Emil og topscoren Oskar, hvor Viktor var den eneste af brødrene, som i dag var repræsenteret. Tårup manglede i dagens anledning desuden også deres spillende træner, Patrick Kruse, som heller ikke kunne tage med til dagens kamp. Derfor var det også et noget svækket Tårup mandskad, som i søndags tog den lange tur til Marstal/Rise.

Det viser sig også at være en for stor mundfuld for Tårup, som må forlade det sydfynske øhav med et nederlag. De sad bagefter i kampen, hvor de specielt ikke vandt deres mand til mand dueller. Efter omkring 17. minutter kom de bagud med det første mål, og Marstal/Rise fordoblede føringen efter 30. minutters spil. Derfra skal vi frem til det 69. minut, hvor Marstal/Rise kom på 3-0, inden Tårups Alexander Alhman kunne pynte på resultatet med et mål til 3-1 i det 80. minut. Dermed måtte Tårup IF tage den lange rejse hjem fra Ærø med et nederlag i bagagen.

Dagens fungerende træner Dennis Hansen var heller ikke helt tilfreds med den måde Tårup spillede:

-Det var forfærdeligt. Vi spillede ikke særligt godt. Vi havde Oskar Bergholdt-Damgaard ude med en skade, og så var der noget arbejde, som nogle af spillerne ikke kunne slippe. Desuden er jagtsæsonen også skudt i gang, og vi er jo nogle bønder hernede i Tårup. Det var en lang tur hjem, men vi er heldigvis gode til at opmuntre hinanden. Nu slår vi Tved på lørdag, og så skal det nok blive bedre.

Tårup IF møder andenpladsen i Fynsserien fra Tved på lørdag klokken 15:00 på hjemmebane.

 

Serie 1

Chang – SUB Ullerslev

I serie 1 skulle SUB prøve at få en sidste sejr med inden de skal spille nedrykningsspillet til foråret. Her mødte de puljens anden sidsteplads fra Chang på udebane i Odense.

Første halvleg var meget begivenhedsløs, og vi skal frem til det 60. minut, hvor en Chang-spiller får gult kort. Minuttet efter bragte SUB sig foran med 0-1 på et mål af Tobias Poulsen. SUB var derfra tæt på at kunne holde det resultat til slutfløjtet, men i 88. minut fik Chang straffe, hvor de udlignede til 1-1, som også blev kampens resultat.

SUB kan nu gå til en vinterpause, hvor de skal prøve at se, om de kan finde en løsning, der kan sikre dem, at de overlever nedrykningsspillet i serie 1 til foråret.

 

Munkebo Boldklub – Vindinge Boldklub

Vindinge skulle i deres sidste kamp i denne efterårssæson til Munkebo, hvor de i mødet med Munkebo Boldklub skulle spille om andenpladsen i puljen. Vindinge var inden kampen på 18 point, mens Munkebo havde 16. Der var derfor alt at spille om i kampen. Det var dog et noget afbudsramt Vindinge-hold, der mødte op. Blandt andet var de uden deres normale førsteholds keeper.

Det blev et nederlag på 6-1 til Vindige på mål af Munkebo i 19. minut på et vidunderligt langskud. Vindinges Patrick Johansen fik i 37. minut gult på for højt løftet fod og et andet gult efter, da han sparkede til en af stolene på sidelinjen. Dermed måtte Vindinge spille resten af kampen i undertal. Munkebo nåde også at score en gang til inden pausen, så der stod 2-0 til hjemmeholdet.

Tre minutter inden i anden halvleg scorede Munkebo til 3-0, inden Max Lausen i 56. minut kunne reducere til 3-1. Herfra stod der Munkebo på alt, og de nåede herefter at score tre gang på under ti minutter efter Max Lausens mål. Først på et lavt skud, som Vindinge målmanden ikke nåede ned til, så på et langskud, hvor bolden gled og af målmandens klør og til sidst i det 66. minut, hvor en Munkebo dribletur efterlod en Munkebo-angriber fri foran mål, som kunne score til kampens resultat 6-1.

Du kan læse det fulde kampreferat og læse trænernes ord om kampen her

 

Det var weekendens sportsoverblik fra Nyborg Kommune. Serie 1 er nu overstået, og kun fynsserien spiller videre. Her har Nyborg som sagt deres sidste kamp i efterårssæsonen på lørdag klokken 13:00 på hjemmebane, mens Tårup har deres andensidste kamp i efterårs sæsonen på hjemmebane klokken 15:00. Håndboldsæsonen fortsætter ufortrødent, og SUS Nyborgs 2. divisions kvinder spiller i aften klokken 20:00 på hjemmebane i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter, mens herrerne spiller samme sted på fredag klokken 19:00.